De forsmåede stræbere

Oprørere: Historien om de danske oprørere er tragediernes historie. I næste uge udkommer en bog om danmarkshistoriens mest prominente oprørere. Bogens redaktør fortæller historien om fire af disse oprørere

Christoffer Dybvad (1577-1622) forbander den danske adel ved et middagsselskab i Bergen. Det glemte flere af hans tilhørere ikke.  Illustration fra bogen.
Christoffer Dybvad (1577-1622) forbander den danske adel ved et middagsselskab i Bergen. Det glemte flere af hans tilhørere ikke. Illustration fra bogen.

Er De harm på samfundet. På de herskende? Pønser De på OPRØR? Slå det hellere ud af hovedet. Erfaringer fra de sidste 500 år viser, at man ikke har held med den slags politisk kandestøberi i det lille fredelige land, der aldrig fik en revolution, fordi det enten regnede eller var søndag.

Danmarkshistorien har ikke budt på noget, der bare minder om en opstand i frihedens og den sociale indignations navn siden Grevens Fejde i 1530'erne, hvor bønder, borgere og udenlandske projektmagere forsøgte at byde adelen trods i den fangne Christian II's navn. Oprøret blev knust – men ikke uden at sætte en skræk i de sejrende herremænd. Efter erfaringerne med krigens afbrændte herregårde fandt højadelen sammen om at opbygge en stærk centralmagt for fremover at holde sig "almuen mægtig".

Den centralmagt har alle senere oprørere slået sig på. Og det har gjort ondt; man skriver oftest tragedie, når man skriver de danske oprøreres historie. Om de få mennesker, der har forsøgt sig med planer, der smager af revolution, fortæller en række historikere i den nye antologi "Oprørere – skæbnefortællinger om danmarkshistoriens største rebeller" fra 1500 til det 20. århundredes efterkrigstid.

I disse spalter holder vi os dog til en pudsig sidelinje i den radikale samfundskritiks danmarkshistorie mellem. Ved fire isolerede, vrede outsidere mellem år 1600 og 1800, der stik mod alle odds bød overmagten trods uden den nødvendige støtte fra bredere bevægelser. Matematikeren Christoffer Dybvad, præsten Jakob Worm og forfatterne N.D. Riegels og P.A. Heiberg.

De endte alle som tragiske ulykkesfugle. Indespærrede. Eksilerede. Marginaliserede. Såre interessant valgte de ikke udelukkende oprøret som livsstrategi ud fra heroisk idealisme. Den personlige tilsidesættelse spillede en rolle. En forsmået karriere har været et effektivt brændstof for rebelske udladninger, især hvis folk har tænkt deres private nederlag ind i en større politisk sammenhæng.

Christoffer Dybvad levede på Christian IV's tid og brugte det meste af sit liv på at kvalificere sig til et professorat ved Københavns Universitet. Men ak. Selvom den ærekære mand havde alt, hvad der skulle til, sørgede ledende adelsfolk gang på gang for at vrage ham. Et embede i 1618 som Christian IV's personlige matematicus med ansvar for horoskoper, og den slags småtteri kunne ikke dæmpe Dybvads stigende forbitrelse. Så hvem skulle ned med nakken? Den tyranniske adel, naturligvis.

Dybvad gik ind for de nye statsteorier om fyrsten som enevældig, som regnedes for progressive i tiden. Kongen skulle gøres suveræn og den adelige indflydelse omkring tronen skulle knuses, så alle samfundsgrupper blev ligestillede under én hersker. Den idé var statsomstyrtende, for på Christian IV's tid regerede kongen jo sammen med adelen. Dertil havde Dybvad et ondt øje til adelens overgreb mod landets bønder. Man lagde mærke til, at Dybvad ved prominente middagsselskaber "med tøjleløs mund og skamløst sprog" bandede over adelen og især over sin egen onde ånd, den nyligt afdøde kansler Christian Friis. Kanslerens lig burde graves op og smides på galgebakken – om Dybvad så skulle gøre det selv!

Naturligvis kom de fordrukne dumdristigheder adelsfolk for øre, og da man forrettede husundersøgelse hos Dybvad, fandt man flere "observationes politicæ" stilet til Christian IV, blandt andet fantasier om adelige konspirationer mod kongen og forslag om en "de lange knives nat" mod den forhadte samfundselite. Lidt over to læster blod burde tappes af adelen, foreslog den matematiske Dybvad, der havde regnet på sagen. I moderne mål er to læster blod lidt over 3000 liter. Livsvæske fra omkring 800 adelsfolk hvis et menneske indeholder fire liter blod. Hele samfundseliten. Efter en retssag i 1620 blev Christoffer Dybvad smidt i en celle på Kalundborg Slot, hvor han døde to år senere.

En lignende skæbne overgik 50 år senere en anden forsmået stræber, da enevælden var blevet en realitet. Digterpræsten Jakob Worm måtte i 1670'erne vansmægte i et sølle kald som landsby-rektor for latinskolen i det nordsjællandske Slangerup. Worm havde skrevet flere lærde disputatser, men havde ikke fået det forjættende teologiske lektorat, han drømte om, trods de mange spytslikkende ansøgninger, baroktiden dyrkede. Omkring sig så Worm mange bekendte sole sig i hoffets gunst.

Blot ikke ham. Og da han i 1677 endelig avancerede til et dårligt aflagt præstekald i Viborg, belastede særskatter til Skånske Krig hans præstegårds spændte økonomi. Så eksploderede Worm i versesatirer vendt mod "opblæste hofaber" og "overmodige, ærgerrige, hovmodige og svigagtige" biskopper og universitetsfolk. I en række frække digte langede præsten ud efter tidens unægtelig udbredte korruption og embedsmisbrug. Og da Worm vovede sig til at stikle til selveste Christian V var hans ulykke gjort. Under dække af et digt om Det Gamle Testamentes kong Jeroboam – ham med dansen om guldkalvene – kritiserede Worm faktisk enevældens indførelse i 1660 og den umoralske Christian V's gang fra "kirken til bordellet". En reference til Christian V's elskerinde frøken Moth.

Folk morede sig vist over de anonyme digte, der cirkulerede i afskrifter. Det siges, at der fra 1680'erne til 1770'erne kendes cirka 35.000 afskrifter af Worms digte. Generalfiskalen fik snart hænderne på flere af dem, og mistanken samlede sig om den revsende Worm, som blev sat i husarrest i København og siden overført til Kastellet. Den unge enevælde var paranoid over anslag fra adelen og frygtede, at satirerne var et led i et større komplot. Den uforsigtige præst blev dømt til døden, men fik sin straf mildnet. Hans krybende digte til Christian V hjalp ham dog ikke helt fri. "Du est en Elefant/jeg er kun en flue/O undertræd mig ej/ lad mig for sværd ej grue (...).

Worm blev udskibet til Trankebar som statsfange ombord på skibet Phoenix, der stævnede ud den 30. april 1681. Han døde derude 12 år senere.

Selv ikke to af 1700-tallets mest prominente samfundskritikere, N. D. Riegels og P.A. Heiberg, kan sige sig fri fra en rem af det bitre karrierestræb bag idealismen for at skabe en bedre verden. Riegels deltog i statskuppet i 1784, der bragte den fejrede landboreformregering til magten. Som belønning for en intrigant dobbeltspionage til fordel for A.P. Bernstorffs klike, forestillede han sig, at han skulle være kgl. historiograficus. Kongehusets private historiker. Eller da allermindst kgl. bibliotekar.

Men den tysk-adelige elite, der nu sad på flæsket i den sindssyge Christian VII's sted, skulle ikke nyde noget af at samarbejde yderligere med den uberegnelige spion. Riegels fik et gyldent håndtryk, 1200 årlige rigsdaler, svarede til en højtstående embedsmands gage. Men det var ikke godt nok. Fra sin plads på sidelinjen erkendte Riegels, at adelen og højtstående gejstlige havde sat en stopper for hans karriere. Og hvilke grupper blev anset som de mest skadelige ifølge de nye oplysningsfilosofier, som Riegels var en begejstret tilhænger af? Netop adelen og gejstligheden.

Personlig forsmåelse og samfundsfilosofi passede så godt sammen, at Riegels kastede sig ud i et systemkritisk forfatterskab, der blev 1700-tallets mest hadske og flammende. Da en censurforordning i 1799 endelig tog livet af den ytringsfrihed, skribenterne nød mod slutningen af 1700-tallet, var Riegels dog klog nok til at klappe i. Få år efter døde han af en hjerneblødning. Sikkert hjulpet på vej af et raserianfald.

Riegels' ven og åndsbroder P.A. Heiberg var mindre taktisk. Ved siden af sit forfatterskab tjente Heiberg til brødet som assistent for den aldrende notarius publicus Chresten Schmidt. Schmidt arbejdede for, at Heiberg skulle afløse ham i embedet, da den gamle mand ansøgte om pension i december 1797. Stor var Heibergs forbløffelse og harme, da en professor fra Sorø Akademi i blev fortrukket i hans sted. Heibergs mest udfordrende skriverier mod enevælden blev til efter marts 1798, da forfatteren var vis om sin forbigåelse. Heiberg var overbevist om – givetvis fejlagtigt – at den magtfulde generalprokurør Christian Colbiørnsen stod bag hans forbigåelse.

Colbiørnsen var den praktiske arkitekt bag landboreformerne, og derfor en feteret stjerne for det reformvenlige borgerskab. Men efter Heibergs mening var manden ved at blive selvfed, så han sværtede Colbiørnsen til efter alle kunstens regler, blandt andet for embedsmisbrug. Det var ikke klogt at lægge sig ud med den magtfulde Colbiørnsen. For hvem skrev anklageskriftet mod Heiberg, da enevælden blev træt af hans frækheder og indstævnede ham for retten? Samme Christen Colbiørnsen. Historien endte med den berømte landsforvisning i år 1800, men hvem ved: Havde enevælden smidt notarius publicus-embedet efter P.A. Heiberg, havde den måske taget brodden af de aggressive skriverier. Måske var Heiberg blevet blid som et lam, havde koncentreret sig om sine skuespil, og ikke anbragt sig i den martyrrolle, som i dag får dansk PEN til at uddele foreningens årlige ærespris i hans navn. Fantasere kan man vel altid.

historie@kristeligt-dagblad.dk

Morten Petersen har redigeret "Oprørere – Skæbnefortællinger om danmarkshistoriens tolv største rebeller" (Aschehoug), der udkommer i næste uge, hvor den vil blive anmeldt i Kristeligt Dagblad.

Oprørere

Oprørere – skæbnefortællinger om danmarkshistoriens tolv største rebeller indeholder for uden de nævnte portrætter af

Ambrosius Bogbinder (død 1536). Købmand og Københavns borgmester under Grevens Fejde. Bogbinder var fanatisk adelshader og antikatolik og dirigerede givetvis bag hærværket mod det katolske kirkeinventar i Frue Kirke tredje juledag 1530.

Johann Friedrich Struensee (død 1772). Den sindssyge Christian VII's berømte livmedicus, der tilranede sig regeringsmagten og forsøgte at tvinge Danmark gennem en reform-hestekur, inden han blev fældet og henrettet.

Jakob J. Dampe (død 1867). Radikal teolog, der i 1820'erne forsøgte at danne en forening til virke for indførelsen af en fri grundlov. For den formastelighed straffede Frederik VI den vovede Dampe med 20 års tugthus på Christiansø.

A.F. Tscherning (død 1874) Officeren var den mest progressive at de pæne mænd, der i 1848 væltede enevælden. Hvor de nationalliberale venner hurtigt viste sig konservative, holdt Tschernings socialpolitiske engagement sig livet igennem.

Louis Pio (død 1894). Socialdemokratiets grundlægger. Blev umiddelbart før Slaget på Fælleden i 1872 arresteret, mishandlet og nedbrudt så grundigt, at han senere lod sig bestikke af erhvervslivet til at forlade Danmark

Pauline Worm (død 1883). En af den danske kvindebevægelses pionerer i livslang kamp for ligeværdighed med mændene, for bedre skolegang og erhvervsmuligheder for kvinder.

Aksel Larsen (død 1972). Stifter af Socialistisk Folkeparti i 1956 efter et livslangt formandskab for DKP, som han brød med samme år på grund af partiets fortsatte støtte til Sovjetunionen.

Frode Jakobsen (død 1997). Modstandsmand og den drivende kraft i modstandsbevægelsens ledelse, Danmarks Frihedsråd 1943-1945.