Prøv avisen

De glemte sovjetiske arbejdslejre

Gulag-fanger arbejdede med døden i hælene, fordi forholdene var uhyrlige. Et skridt til den forkerte side, og man risikerede at blive lemlæstet eller dræbt. Billedet er fra anlæggelsen af Hvidehavskanalen i 1930’erne, som forbinder Hvidehavet med Østersøen. Under den 20 måneder lange byggeperiode er det anslået, at 12.000-25.000 blev dræbt. Det svarer til mellem to og fire om dagen. – Foto: Wikipedia.org.

Trods mange personlige beretninger om død og undertrykkelse er historien om de sovjetiske koncentrationslejre endnu ikke grundigt belyst, lyder det fra forfatter til ny bog om Gulag. Både det russiske styre og befolkningen selv er skyld i dette, siger historikere

Modtagelsen var bestemt ikke som ventet, da 28-årige Lev Mistjenko i 1945 endelig vendte tilbage til Sovjetunionen. Efter at have kæmpet for sit hjemland, nægtet at blive spion for tyskerne og flygtet fra en tysk kz-lejr, blev han nu arresteret af de sovjetiske myndigheder, beskyldt for landsforræderi og dømt til døden.

Som ved mange andre lignende retssager i den tid, ændrede dommeren dog straffen på stedet. I stedet blev Lev Mistjenko dømt til 10 år i en af Stalin-tidens mest berygtede Gulag-arbejdslejre, Petjora-lejren i det nordlige Rusland.

LÆS OGSÅ: Vi forstår os selv bedst gennem Anden Verdenskrig

Det blev til otte år og fire måneder, da man begyndte at løslade fanger før tid efter Stalins død i marts 1953. I de år nåede Lev Mistjenko at slæbe tømmer til et savværk under så umenneskelige forhold, at selv vagterne protesterede, ligesom han så andre fanger blive pryglet eller dø af kulde, sult og sygdomme.

Lev Mistjenkos tid i arbejdslejren er udgangspunktet for bogen Lov mig, at du kommer tilbage, der netop er udkommet på Kristeligt Dagblads forlag. På baggrund af interviews og et utal af kærlighedsbreve sendt mellem Lev Mistjenko og hans senere hustru, Svetlana, har den britiske historiker Orlando Figes forsøgt at sætte menneskelige ansigter på et lejrsystem præget af undertrykkelse, usle forhold og høj dødelighed.

Samtidig er bogen skrevet i håbet om at udbrede kendskabet til fangelejrsystemet Gulag, som han mener hverken diskuteres meget i det tidligere Sovjetunionen eller i Vesten i dag. Slet ikke sammenlignet med nazisternes koncentrationslejre.

LÆS OGSÅ: Møde med et levende vidne til historiens grusomheder

De fleste mennesker har en klar forestilling om, hvad der skete under nazisterne, og vi identificerer os med alle denne verdens udgaver af Anne Frank. Men vi har ikke det samme med Gulag. Vi er ret ligeglade og har måske mindre sympati for ofrene for Stalin. De var ofre for en revolution, som de selv havde været med til, og ikke som følge af raceforfølgelse, sagde Orlando Figes i et interview til Kristeligt Dagblad i september.

I interviewet kom den britiske historiker samtidig med flere forklaringer på den manglende belysning af Gulag, heriblandt en manglende bredere forskningstradition i Rusland og måske en mangel på mod til at skrive en generel og læsbar bog om Stalin-tiden.

Flere andre faktorer spiller dog også ind. Eksempelvis peger historikere på, at lejrenes formål, et manglende opgør med kommunismen og russernes egen manglende interesse for at grave i fortiden har haft betydning for, hvordan Gulag håndteres og diskuteres i dag.

Endnu en forklaring er, at Gulag har eksisteret i væsentlig længere tid end de tyske koncentrationslejre. Baggrunden for lejrene skal findes helt tilbage i årene omkring 1918, hvor Vladimir Lenin styrede Sovjetunionen og lod sig inspirere af koncentrationslejre andre steder i verden.

På den måde kunne han skille sig af med sine modstandere. Efter at Stalin kom til magten i 1928, blev lejrene for alvor sat i system, og i 1930 blev en lejrhovedstyrelse oprettet. Styrelsen blev forkortet Gulag, og det hemmelige sovjetiske politi, dengang NKVD, blev sat til at varetage dens opgaver.

Samtidig var det på grund af Stalin, at antallet af fanger steg kraftigt i lejrene, fortæller Mette Skak, lektor og forsker ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

Stalin skød i den grad med spredehagl. De fleste historikere, der har studeret ham indgående, beskriver ham som dygtig, men også rablende gal i sin jagt på kulakker, spioner, trotskister og splittelsesmagere. Hans personlighed er med til at forklare, hvorfor Gulag blev dette svimlende net-?værk af koncentrationslejre.

Samtidig lå der en økonomisk tanke bag Gulag-systemet. Mange lejre blev placeret i arktiske områder, som ingen frivilligt flyttede til for at arbejde, og derfor kunne man nu sætte fanger til at udføre de opgaver, man var bagud med. Fra 1930erne og frem blev der blandt andet gravet kanaler, bygget dæmninger samt anlagt fabrikker og savværker.

Nogle arrestationsbølger skyldtes ifølge Mette Skak også, at NKVD var bagud i forhold til produktionen, hvorfor nogle endte i Gulag-lejre uden grund og uden at få at vide hvorfor.

At historien om Gulag ikke er behandlet på samme måde som nazisternes koncentrationslejre, skyldes ifølge Mette Skak, at lejrene var beregnet på tvangsarbejde, men trods alt ikke udryddelseslejre. Mange døde ganske vist på grund af de dårlige forhold eller transporten til og fra lejrene, men det var ikke formålet at dræbe fanger.

Samtidig valgte mange at tie om deres oplevelser i lejrene, hvilket ifølge Mette Skak kan skyldes frygten for at ende der igen.

Men selvom mange tav om oplevelserne i Gulag-lejrene, skal man ikke være i tvivl om, at forholdene har sat varige spor i det sovjetiske samfund, siger historiker Bent Jensen, der er forfatter til bogen Gulag og glemsel.

At tage så mange millioner mennesker og så stor en del af et lands befolkning og udsætte dem for en umenneskelig behandling og tvinge dem til at kæmpe for livet er hverken godt for den enkelte eller samfundet, for det fremmer en kriminel og umenneskelig adfærd. De tidligere fanger, jeg har talt med, er dybt mærkede af det.

Ifølge Bent Jensen er en af årsagerne til, at forholdene under Gulag ikke omtales offentligt, en manglende indsats fra Sovjetunionens og senere også Ruslands styre.

I Tyskland gjorde man en stor indsats for at få skabt et rigtigt demokrati og bearbejde fortiden. I Rusland er flere forsøg på afkommunisering løbet ud i sandet, og styret har ikke som sådan arbejdet med at få oprettet mindesmærker, sikret undervisning i Gulag eller givet erstatninger til de overlevende. Så Gulag er blevet et tabu, og det, der gøres for de mange tidligere fanger og pårørende, er primært private initiativer, siger han og tilføjer, at der ikke uden for Rusland har været meget opmærksomhed på Gulag.

Selv i vestlige lande har der været og er stadig en uvilje mod at tale ondt om det sovjetiske eksperiment. Der er stort set enighed om, at nazisme var slemt, men der er stor uenighed om, hvorvidt det sovjetiske eksperiment bare gik galt på nogle punkter. På samme måde lukkede man ikke Gulag ned ud fra et humant aspekt, men et økonomisk. Man mente efter Stalins død, at det ud fra udgifter til mad, plads og vagter ikke kunne betale sig at opretholde koncentrationslejrene.

Men regimets manglende opgør skal ikke have hele skylden, siger Marc Jansen, historiker med fokus på russiske og østeuropæiske studier på University of Amsterdam. For det russiske folk har heller ikke noget stort ønske om at gøre op med fortiden.

Hvis man ser tilbage på Sovjetunionen hele det seneste århundrede, så er det generelt en grim historie fra Første Verdenskrig og frem. Det er tider, der mentalt og fysisk har haft stor indflydelse på folks liv, men som de af samme grund ikke vil høre om. De vil hellere fokusere på nutiden og fremtiden. Så det er ikke længere censur, der holder dem fra at høre om Gulag, men manglende inter-esse, siger han og tilføjer, at 1990ernes svære økonomiske tider samtidig har været med til at skabe et lysere billede af fortiden.

Især i Rusland er der opstået en følelse af nostalgi og en idé om, at det måske ikke var så slemt under Stalin, for han lovede dem økonomisk bedre tider og gjorde dem til en verdensmagt. Mange ser derfor ikke så negativt på regimet dengang, som man skulle tro, fordi deres nuværende system simpelthen heller ikke er så fantastisk, som de havde troet.

En sidste forskel på de tyske og sovjetiske lejre er også, at de sovjetiske fortsat eksisterer. Ganske vist ikke i samme grusomme form og uden så mange politiske fanger, siger Marc Jansen.

Men konceptet er det samme fangerne bor i barakker i lejre langt væk, sættes i arbejde, får dårlig mad og har begrænset kontakt med familiemedlemmer.

Så på nogle punkter er det ikke meget bedre end i Stalins tid. Men i Rusland er det den normale måde at gøre det på, og selvom lejrenes eksistens og forhold til tider diskuteres, bliver der efter min vurdering ikke ændret på systemet foreløbig.