De kristelige demokrater kom til at præge Europa takket være pragmatisme

Kun i Skandinavien med de luthersk-evangeliske monopolkirker blev det opfattet som utidig ”katolsk” politisering at blande kristendom og politik, skriver historiker Uffe Østergaard

Alcide de Gasperi var en af grundlæggerne af Italiens kristendemo-krater, Democrazia Cristiana, illegalt under krigen i 1942-43.
Alcide de Gasperi var en af grundlæggerne af Italiens kristendemo-krater, Democrazia Cristiana, illegalt under krigen i 1942-43.

En af mange faktorer som indgik i det engelske nej til EU er protestantismen i dens anglikanske udgave. Det går helt tilbage til dannelsen af United Kingdom i 1707 og 1800, da det Forenede Kongerige, UK, på De Britiske Øer udviklede en britisk-protestantisk identitet i modsætning til konkurrenterne på kontinentet, først det katolske Spanien siden Frankrig.

At identiteten samtidig var vendt mod det katolske flertal i Irland, der blev del af Unionen i 1800, gik kun langsomt op for den britiske offentlighed. Selvom Storbritannien er blevet lige så sekulariseret som resten af Europa, spiller protestantismen stadig en rolle, især i Ulster, der stemte helt overvejende mod EU i modsætning til de katolske egne i Nordirland. Her er lagt op til en alvorlig konflikt, som er svær at forstå fra et sekulariseret dansk folkekirkeligt perspektiv.

Men det er kun en af mange overraskelser i det europæiske politiske landskab, som møder lutheransk tilvænnede danskere. En anden er den rolle, de kristeligt demokratiske partier har spillet i samarbejdet fra første færd.

Vi omtaler dem normalt blot som konservative. De danske konservative har da også normalt sluttet sig til denne blok i Europa-Parlamentet, også efter at de britiske konservative under David Cameron trak sig ud og oprettede deres egen gruppe, som Dansk Folkeparti til gengæld har tilsluttet sig. De konfessionelle tilhørsforhold bør tages meget alvorligere for at forklare den politiske udvikling i Europa i det 20. århundrede.

EU’s forløbere blev skabt af troende katolikker som franskmanden Robert Schuman, italieneren Alcide De Gasperi og vesttyskeren Konrad Adenauer. Trods deres forskellige nationalitet kunne de tale sammen på tysk, når de var uden for mediernes søgelys. Schuman fordi han var vokset op i Lorraine, mens provinsen var tysk, og havde studeret på universitetet i Strasbourg, da det var tysk.

De Gasperi var fra Sydtyrol og blev i 1911 valgt til parlamentet i den vestlige, såkaldt cisleithanske del af det multinationale Østrig-Ungarn i Wien. Her var tysk nødvendigt, selvom det principielt var tilladt alle de valgte at tale deres eget sprog, hvad enten det var polsk, tjekkisk, italiensk, slovensk eller tysk.

Vigtigere end den sproglige baggrund var, at de tilhørte de nyoprettede tværkonfessionelle kristeligt demokratiske partier som ønskede europæisk samarbejde efter nazismens og fascismens nationalistiske udskejelser.

Trods deres ønske om at handle politisk på et fælles kristent grundlag var de enige om, at det europæiske fællesskab ikke skulle foretrække én konfession frem for andre, men agere tværkonfessionelt.

De kristeligt demokratiske partier har til i dag spillet en afgørende rolle i EU. De opstod ved afslutningen af Anden Verdenskrig med ideologisk basis i et kristent, fortrinsvis katolsk, værdigrundlag.

De var troende, men brød med den katolske kirkes afvisning af demokrati, liberalisme og socialisme i 1800-tallet. Efter 1891, hvor pave Leo XIII med encyklikaen Rerum Novarum anerkendte de sociale bevægelser, var europæiske katolikker begyndt at organisere sig politisk. Først i modsætning til protestanterne, calvinister såvel som lutheranere.

Men under indtryk af nazismens og fascismens forbrydelser samt kommunismens fremgang sluttede katolikker og protestanter efter 1945 fred med hinanden og accepterede det liberale demokrati og velfærdsstaten. I den proces nedtonede de deres religiøse profil, samtidig med at de arbejdede for europæisk integration.

I dag må de kristelige demokratier karakteriseres som pragmatiske catch all-partier af borgerlig observans. Størst indflydelse har de haft i Tyskland og i Italien, hvor de har været regeringsbærende det meste af tiden siden 1945. Men også i Nederlandene, Frankrig, Belgien og Østrig har de spillet en vigtig rolle. I Europa-Parlamentet er de kristeligt demokratiske partier samlet i ”European People’s Party”.

Det italienske kristeligt demokratiske parti, Democrazia Cristiana, blev grundlagt illegalt under krigen i 1942-43 af katolske politikere, der var gået i skjul i Vatikanet. En af dem var Alcide de Gasperi (1881-1954), der havde overlevet i indre eksil som bibliotekar i Vatikanet under fascismen. Democrazia Cristiana fortsatte traditionen fra det katolske Partito Popolare Italiano fra 1919, der var blevet opløst i 1926. I årene efter 1947 havde Democrazia Cristiana været næsten enerådende efter at have fået halvdelen af stemmerne ved valget i 1948 i en forbitret valgkamp, hvor kirken brugte alle midler mod venstrefløjen. Indtil 1994 forblev Democrazia Cristiana Italiens største parti og deltog i alle regeringer. Dets program byggede på katolsk kristen etik, især i familie- og moralspørgsmål.

I praksis bestod Democrazia Cristiana af fraktioner, correnti, der fungerede som partier i partiet og spændte over et bredt politisk spektrum. Vælgerne var først og fremmest lønmodtagere, landmænd og mindre erhvervsdrivende. I 1950’erne begyndte Democrazia Cristiana systematisk at besætte nøglepositioner i den offentlige sektor og de statsejede industrier, der var en arv fra fascismen. Indflydelsen blev anvendt til køb af stemmer i et system, som italienske forskere døbte partitocrazia.

Afsløringen af den systematiske korruption fra februar 1992 i en proces, som fik navnet ”rene hænder” ramte Democrazia Cristiana hårdt, samtidig med at den kolde krigs afslutning gjorde partiet overflødigt som bolværk mod kommunismen. I dag er de kristelige demokraters vælgere delt mellem Silvio Berlusconis parti, Forza Italia, den regionalistiske bevægelse Lega Nord og centrum-venstre partiet Partito Democratico under ledelse af Matteo Renzi, der selv har en baggrund i den katolske bevægelse.

Med Lateran-aftalen af 1929 havde pave Pius XI anerkendt den italienske stat, som på sin side tildelte Vatikanstaten tilstrækkeligt territorium til at sikre pavestolen folkeretlig suverænitet. Mussolinis regering havde gjort katolicismen til statsreligion og givet den katolske kirke afgørende indflydelse på skole-, familie- og morallovgivning. Lateran-aftalerne blev optaget i den italienske forfatning i 1947, og kirken havde i 1950’erne og 1960’erne stor indflydelse.

Moderniseringen af det italienske samfund efter 1968 medførte en række love, som stred imod kirkens lære, herunder oplysning om prævention i 1971, skilsmisse i 1970 og abort i 1978. Ved folkeafstemninger i 1974 og 1981 stemte 59,1 procent og 67,8 procent af vælgerne for at bevare skilsmisse- og abortlovene. I 1984 blev konkordatet ændret, så stat og kirke blev adskilt. Der er stadig religionsundervisning i offentlige skoler, men den er ikke længere obligatorisk. Og der er bred accept af kirken, selvom dens dogmer ignoreres, sådan som man kan se det af de lave fødselstal trods kirkens afvisning af svangerskabsforebyggelse.

Det Tyske Kejserrige, der blev samlet i 1871, var domineret af Preussen og dermed af den luthersk-calvinske statskirke. Den preussiske stat var resultat af en fusion af kirke, militær og stat fra 1700-tallet under ”soldaterkongen” Friedrich Wilhelm I, der regerede fra 1713 til 1740. Som calvinist gennemtvang han en sammenlægning af det lutheranske flertal og det calvinske mindretal i en fælles statskirke, der yderligere styrkedes ved indvandring af fordrevne franske huguenotter.

Kombinationen af kongemagt, luthersk adel og pietistisk fromhed skabte en preussisk stat præget af pligttroskab over for Gud, konge, kirke og hær. Derfor var den ret fri for korruption og byggede på høje etiske standarder, hvor det at tjene staten som officer og bureaukrat var at fremme Guds arbejde i verden.

Det lykkedes i vidt omfang at overføre den preussiske statsmagts protestantiske karakter til det nye kejserrige efter 1871, selvom det samlede Tyskland rummede mange katolikker, især i de syd- og vesttyske egne omkring Rhinen og Donau. Strategen bag samlingen af Tyskland, Otto von Bismarck, forsøgte at tvinge katolikkerne til at overføre deres loyalitet fra den overnationale pavemagt til den tyske stat. Konfrontationen blev kendt under overskriften ”kulturkamp” og var særligt intens i Preussen med indgreb i den katolske kirkes indre anliggender, forbud mod jesuiterordenen og straffelove, der muliggjorde landsforvisning af katolske biskopper. Den antikatolske lovgivning slog imidlertid fejl og styrkede snarere tilslutningen til det katolske parti Zentrum.

Ligesom socialdemokraterne, der var de næste til at blive forfulgt, kæmpede katolikkerne loyalt i Første Verdenskrig, selvom staten officielt var protestantisk. Efter indførelsen af demokratiet med Weimarrepublikken deltog det katolske Zentrum konstruktivt i det politiske liv og havde ikke ansvar for Hitlers magtovertagelse i 1933.

På baggrund af erfaringerne med nazismens moralske og fysiske ødelæggelse af Tyskland lykkedes det i 1945 at forsone katolikker og protestanter og samle dem i et parti, Christlich-Demokratische Union, CDU, samt Christlich Soziale Union, CSU, i Bayern. Den drivende kraft i det kristeligt demokratiske parti i Vesttyskland var den rhinlandske politiker Konrad Adenauer (1876-1967). Som katolik blev han i 1906 medlem af det katolske parti Zentrum og valgt til overborgmester i Köln i 1917.

Han havde så stor politisk indflydelse i Weimarrepublikken, at han i 1926 fik tilbud om at blive rigskansler, et tilbud han dog afslog. Som katolik og inkarneret rhinlænder lagde han ikke skjul på sin modvilje mod Preussen og Berlin og gik ind for at udskille Rhinlandet fra Preussen. Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev Adenauer frataget alle poster og kortvarigt fængslet i 1934 og igen i 1944.

Efter amerikanernes indmarch i Köln marts 1945 blev han genindsat som overborgmester, men senere fjernet af de britiske myndigheder. Han var medstifter af CDU og blev i 1949 valgt til forbundskansler som leder af en koalitionsregering, en position han bevarede til 1963. Trods sin høje alder var han formand for CDU til 1966. Under Adenauer blev Forbundsrepublikken optaget i Europarådet, Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Den Vesteuropæiske Union og Nato, samtidig med at han fik opbygget en fransk-tysk alliance i samarbejde med den franske præsident Charles de Gaulle.

Adenauers partner i forsoningen efter krigen var den franske udenrigsminister Robert Schuman (1886-1963) fra det franske kristent demokratiske parti Mouvement Républicain Populaire, MRP, som var oprettet i 1944.

Den 9. maj 1950 lancerede Schuman en plan om at bringe ”hele den franske og tyske kul- og stålproduktion under en fælles ’Høj Myndighed’ inden for rammerne af en organisation, der skal være åben for deltagelse af de andre lande i Europa”. Det blev til Kul- og Stålunionen, det første af De Europæiske Fællesskaber.

Schuman var født i Luxembourg og voksede op i Alsace og Lorraine, mens provinserne var under tysk herredømme. Han studerede jura ved universitetet i Strasbourg og talte således flydende tysk, før han gjorde karriere som fransk politiker efter 1918 for et kristeligt demokratisk parti. Som udenrigsminister 1948-53 var han fortaler for forsoningen mellem Frankrig og Tyskland, selvom han havde været aktiv i modstandsbevægelsen – eller måske netop derfor.

Schuman fastslog i sin tale, at vejen til fred og civilisation gik igennem europæisk solidaritet og nedbrydning af de modsætningsforhold, der havde skabt krigene. Dette skulle i første omgang ske gennem kontrol med den franske, tyske, belgiske og luxembourgske kul- og stålproduktion. Men det blev hurtigt tydeligt, at mange var klar til et mere forpligtende samarbejde, selvom den franske nationalforsamling i 1954 forkastede planerne om en fælles europahær. Mange europæere havde fået nok af doktrinær liberalisme, socialisme og kommunisme, og de afviste fascisme og nazisme.

Det gav plads til en ny politisk kraft, de kristelige demokratier, der udviklede sig til en dominerende politisk strømning i efterkrigstiden sammen med socialdemokratierne i de oprindelige seks lande i fællesmarkedet.

Når kristendemokraterne fik så stor fremgang efter 1945, skyldtes det, at de holdt lav religiøs profil og betragtede religion som en privatsag. Konfessionelle fjendtligheder blev tabu i de kristeligt demokratiske partier i Vesttyskland, Nederlandene, Belgien, Luxembourg og Frankrig og spillede ingen rolle i Italien, hvor protestanterne var så få. Læren var, at hvis kristendommen skulle spille en rolle i politik, skulle den tilpasse sig og være eftergivende og økumenisk.

De kristelige demokrater var altså i den situation, at de skulle søge indflydelse uden at slå på deres forskellighed fra andre. Det lykkedes mærkeligt nok, formentlig i kraft af den økonomiske vækst i 1950’erne og 1960’erne. CDU/CSU i Tyskland viste sig at have gedigne politiske løsninger og fremmede en tolerant kristen identitet med vægt på samarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere, der førte til økonomisk vækst i form af det såkaldte ”Wirtschafts-wunder”.

Kun i Skandinavien med de luthersk-evangeliske monopolkirker blev det opfattet som utidig ”katolsk” politisering at blande kristendom og politik. De kristeligt demokratiske partiers pragmatisme er forklaringen på, at det grænseoverskridende samarbejde blev grundlagt af troende katolikker som franskmændene Jean Monnet og Robert Schumann, italieneren Alcide De Gasperi og tyskeren Konrad Adenauer.

Af senere kristne personligheder kan nævnes den kristne socialist Jacques Delors, der var formand for Europa-Kommissionen 1985-1995, og den tyske kansler 1982-1998, Helmut Kohl, der indledte sin politiske karriere som ung europæisk føderalist med at rive grænsebomme ned ved Strasbourg i 1948, efter at han havde meldt sig ind i CDU i 1947.

Alle var de enige om, at det europæiske fællesskab ikke skulle foretrække én udgave af kristendommen frem for andre. Danske kritikere, der mener at kunne spore elementer af jomfru Maria-dyrkelse og andet ”papisteri” i de europæiske symboler, har misforstået de kristelige demokraters europæiske sindelag ud fra en forenklet luthersk ortodoksi.

Om de kristeligt demokratiske partier i dag vil overleve som drivkraft i det europæiske samarbejde, er dog tvivlsomt set på baggrund af den stigende konservative afvisning af overdragelse af national suverænitet i EU.

Robert Schuman, fransk udenrigsminister, var hovedperson i opbygningen af det europæiske fællesskab og det transatlantiske forsvarssamarbejde.
Robert Schuman, fransk udenrigsminister, var hovedperson i opbygningen af det europæiske fællesskab og det transatlantiske forsvarssamarbejde.
Medstifter af CDU Konrad Adenauer var fængslet både i 1934 og 1944. I 1949 blev han valgt som forbundskansler i Tyskland. – Fotos: Scanpix.
Medstifter af CDU Konrad Adenauer var fængslet både i 1934 og 1944. I 1949 blev han valgt som forbundskansler i Tyskland. – Fotos: Scanpix.
Den franske katolik Jean Monnet regnes for arkitekten bag Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1951, der blev en forløber for EU.
Den franske katolik Jean Monnet regnes for arkitekten bag Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i 1951, der blev en forløber for EU.