De nationalliberale var datidens 68'ere

D.G. Monrad tilhørte en uhyre talentfuld, men også retningsforvirret generation, som havde tidsånden på sin side og kom til at præge 1800-tallets Danmark. Men 1864 har ødelagt erindringen om alt det andet, mener Henrik Gade Jensen, forfatter til biografien ”Monrad - vilje, tidsånd og tro”

At Monrad og de andre nationalliberale begik fejl i 1864 - ligesom kongen og mange andre også gjorde - afviser Henrik Gade Jensen ikke. Men han kunne godt tænke sig, at nutidens danskere får en mere nuanceret viden om Monrad og den generation, som var 1800-tallets svar på 68'erne.
At Monrad og de andre nationalliberale begik fejl i 1864 - ligesom kongen og mange andre også gjorde - afviser Henrik Gade Jensen ikke. Men han kunne godt tænke sig, at nutidens danskere får en mere nuanceret viden om Monrad og den generation, som var 1800-tallets svar på 68'erne. . Foto: Nordfoto.

Tænk engang, hvis en række af de mest markante danske 68-oprørere straks ved ungdomsoprøret var blevet sat til at regere Danmark, hvorefter de i et utal af konkrete lovreformer fik mulighed for at forandre landet markant. Og tænk engang, hvis den danske nation blot 16 år herefter blev truet på sin eksistens. Pludselig ville en hel generation af visionære, talentfulde og selvsikre, men også politisk naive, retningsforvirrede og indbyrdes uenige politikere stå i en situation, hvor kompromisvilje, sammenhold og uskønne studehandler var eneste vej frem.

Tankeeksperimentet kan måske gøre en nutidig dansker nervøs for, hvorvidt nationen havde overlevet dén udfordring. Men hvis man rykker tankeeksperimentet 120 år tilbage i tiden, finder man en situation ikke helt ulig den beskrevne. Med D.G. Monrad og hans omtrent jævnaldrende, nationalliberale politikere som datidens 68'ere.

I biografien ”Monrad - vilje, tidsånd og tro”, som Henrik Gade Jensen, idéhistoriker og sognepræst, udgav i sidste måned, drager han parallellen mellem det 20. århundredes 68'ere og ”mændene fra '48”, som i århundredet før var hovedkraften i overgangen fra enevælde til demokrati i Danmark, og som dominerede såvel de politiske beslutninger som hele den offentlige mening de efterfølgende to årtier.

”De er måske den ene generation i danmarkshistorien, som har haft allerstørst indflydelse. Det var en generation, som opnåede at dominere åndeligt og holdningsmæssigt. Når man læser Viggo Hørups skrifter, kan man se, hvordan han på den ene side foragtede de nationalliberale, men på den anden side beundrede deres evne til at dominere den offentlige mening, selvom de kun udgjorde et fåtal i befolkningen,” siger Henrik Gade Jensen med henvisning til Venstre-politikeren, som fra 1870 var med til at sætte en ny politisk retning efter de nationalliberales, og som var med til at bane vejen for Det Radikale Venstre.

”Mændene fra 1848 var dygtige og talentfulde, men først og fremmest bar de tidsånden. Tiden var til det liberale demokrati. Og tiden var til et opgør med helstaten, dette mærkelige levn fra enevælden med hertugdømmer, der hørte under den danske konge. Som datidens svar på 68-generationen stod de for alt det, der var oppe i tiden, men måske kom de alt for tidligt og alt for nemt til magten,” siger han og uddyber:

”De var politisk uerfarne, og de var ikke dygtige til at fungere som et team, hvilket blev et stort problem i 1864. Hvis man sammenligner med de to andre situationer, hvor nationen standede i våde - under Første og Anden Verdenskrig - så manglede der i 1864 den kompromisvilje til at danne samarbejdsregering eller i det mindste holde borgfred trods store uenigheder, som det 20. århundredes pragmatiske og erfarne politikere udviste.”

Den mest berømte politiker blandt mændene fra '48 er D.G. Monrad, pennefører på 1849-grundloven, filolog, biskop og en blændende taler, som bestred adskillige ministerposter og på tærskelen til skæbneåret 1864 af kongen fik overdraget den nærmest umulige opgave at være dansk konseilspræsident.

Da Danmarks Radio sidste år sendte Ole Bornedals tv-serie ”1864”, fik mange nutidige danskere et billede af Monrad som en krigsgal tosse, og samtlige faghistorikere på området blev sendt på overarbejde med at bringe korrektioner hertil.

Henrik Gade Jensen betoner, at hans biografi ikke er et forsøg på at glorificere Monrad. Men han peger på, at ”1864” var kulminationen på, at der gennem de seneste årtier er blevet tegnet et stadig mere negativt billede af Monrad. Et billede, som biografien forsøger at nuancere.

”Jeg er i arbejdet med bogen blevet overrasket over, hvor alene Monrad i virkeligheden stod i forhold til de andre nationalliberale, som alle var blevet studenter sammen og på den ene side var meget sammentømrede, på den anden side intrigerede over for hinanden. Monrad var en mand, de andre nationalliberale beundrede, men ikke kunne fordrage, og som selv opførte sig intrigerende,” fortæller Henrik Gade Jensen

Han tilføjer, at D.G. Monrad til gengæld også var en uhyre intelligent, arbejdsom og politisk idérig mand, som forholdt sig fleksibelt til politiske spørgsmål.

”Han var hurtig i tanken, ville en masse ting og fik som minister gennemført utrolig meget. Men han blev samtidig beskyldt for at eksperimentere for meget med sine politiske idéer. Det er ikke nødvendigvis en dyd i politik at sætte en masse i gang - især ikke, når det går i flere forskellige retninger. Monrad førte ikke politik efter en ideologisk meterstok, og i 1864 gik det galt for ham, så han kom til at stå alene,” siger Henrik Gade Jensen, som vurderer, at Monrads talent og evner nok havde egnet sig bedre til en karriere som professor end som den mand, der skulle samle nationen og regeringen.

”Han var et meget reflekteret og pragmatisk menneske, men han virkede ikke synderlig tillidsvækkende. Han besad ikke den evne til at smalltalke sig til andres tillid, som ofte er afgørende i politik,” fortæller han.

At Monrad og de andre nationalliberale begik fejl i 1864 - ligesom kongen og mange andre også gjorde - afviser Henrik Gade Jensen ikke. Men han kunne godt tænke sig, at nutidens danskere får en mere nuanceret viden om Monrad og den generation, som var 1800-tallets svar på 68'erne:

”Jeg synes, det er synd, at 1864 er kommet til at skygge for alt det andet.”