En stemme fra tjørnehækken i huset Grimmwelt hvisker indbydende: ”Hej du! Kom herhen! Jeg har noget, jeg vil fortælle dig.”
Følger man opfordringen og trænger igennem busken, lander man på en smal træ-bro foran et mandshøjt spejl, der ligesom busken kan tale. Spejlet siger: ”Spørg mig om noget.”
Grimmwelt, det nye museum for brødrene Grimm i den tyske by Kassel, trækker de besøgende ind i et univers, hvor de kan sidde til bords med de syv små dværge og hilse på den forheksede frø.
Museet Grimmwelt skal ikke alene udstille brødrenes verdensberømte eventyr, men har også til formål at vise hele bredden af Jacob og Wilhelms Grimms virke.
Brødrene Grimm er kendt for deres eventyr om Tornerose, Snehvide og Frøkongen, men de var langt mere end blot eventyrfortællere: Begge mænd arbejdede også som seriøse sprogforskere og politikere.
Avisen Die Zeit jubler over, at Kassels berømteste brødrepar med det nye museum endelig har fået både et sprogtempel og en eventyrskov.
”De søgte efter den tyske identitet helt nede ved rødderne, nemlig i sproget,” skriver journalist Christoph Dieckmann i avisen Die Zeit.
Brødrene skabte for eksempel fundamentet for nutidens tyske ordbøger, og det lykkedes dem at samle cirka 600.000 sedler med stikord og tekster til deres store ordbog, ”Deutsches Wörterbuch”.
I museet har hvert bogstav i det tyske alfabet fået sit eget rum, hvori et begreb fra ordbogen anskueliggøres.
”Brødrene har med sikkerhed undervurderet, hvilket arbejde de havde givet sig i kast med. De troede i begyndelsen, de kunne fuldende værket, og at det så var slut med det,” siger Susanne Völker, direktør for Grimmwelt.
I dag ved man bedre. Arbejdet med ordbogen blev videreført efter brødrenes død, og først så sent som i 1961 udkom det sidste bind af værket.
Takket være brødrene Grimms arbejde på ordbogen er for eksempel en række skældsord fra deres tid ikke blevet glemt.
Begge Grimm-brødrene var politisk aktive og arbejdede for, at de daværende mange tysksprogede stater skulle forenes i en fælles nation. Jacob Grimm blev medlem af Frankfurts Nationalforsamling i 1848 og bidrog til at definere begrebet menneskerettigheder i Tyskland. I et udkast til en ny forfatning, der dog aldrig blev vedtaget, skrev han:
”Det tyske folk er et folk bestående af frie mennesker, og tysk jord tåler ingen trældom. Fremmede, ufrie mennesker, som opholder sig på tysk jord, skal blive frie individer.”
Brødrene var ikke alene bange for, at det tyske sprog skulle forsvinde, men også at det samme ville ske med de historier og eventyr, der var i omløb i befolkningen, og derfor gik de i gang med at skrive eventyrsamlinger.
Ligesom H.C. Andersen baserede mange af deres historier sig på fortællinger, der gik fra mund til mund, men adskillige historier ændrede form, da først ordene flød igennem brødrenes penne og endte som tekst på det hvide papir.
Brødrene kunne godt lide at moralisere i fortællingerne, eventyrene blev også gjort stuerene, og flere seksuelle elementer blev fjernet. For eksempel nøjedes prinsen i den oprindelige historie om Rapunzel ikke med at komme på besøg i tårnet, men gjorde også pigen gravid. Denne ”lille detalje” udelod brødrene helt i deres historie om tårnpigen med de lange fletninger.
Alligevel skulle der gå flere år, før der blev interesse for deres eventyrbøger. Først da de i 1825 kom på den idé, at historierne skulle illustreres med flotte tegninger, blev bøgerne en succes. Ludwig Emil Grimm, Jacob og Wilhems yngre bror, var en dygtig kunstmaler, og han leverede en række illustrationer til de nye udgaver.
Susanne Völker er overbevist om, at brødrene Grimm også vil være aktuelle i fremtiden, og at deres fortællinger vil overleve selv i en verden med smartphone og steaming-tv.
”Konflikterne i deres historier er universelle. De handler om godt og ondt, dovenskab og flid, behovet for at være lykkelig, kampen mod overmagten og den barnlige morals sejr. Derfor vil de altid kunne begejstre både unge og ældre mennesker”, siger hun.