Del 5: Få endnu flere værktøjer

Her slutter vores minikursus. Den videre anejagt har mange spændende muligheder

Der er nok at tage fat på i den videre slægtsforskning. På billedet ses arkivar Peter Henningsen på Stadsarkivet i København. -- Foto: Kristian Djurhuus.
Der er nok at tage fat på i den videre slægtsforskning. På billedet ses arkivar Peter Henningsen på Stadsarkivet i København. -- Foto: Kristian Djurhuus.

Brug kirkebøger og folketællinger skiftevis, når du arbejder med din slægt. Oplysningerne fra én kilde skal hænge sammen med dem, du finder i den anden. Skriv alt ordret ned. Bipersoner som gudmødre og faddere ved dåb, forlovere ved bryllup og så videre er også vigtige. Det er jo tit slægtninge og derfor spor på vejen tilbage til de næste generationer.

Efterhånden som arbejdet skrider frem, vil du også få brug for at arbejde med skifteprotokoller, som indeholder registrering af dødsboer og arvinger. Andre gode kildetyper er lægdsruller, fæsteprotokoller, borgerskaber, vaccinationsprotokoller – der er næsten ingen ende på mulighederne!

Kilderne findes på landsarkiverne, men du kan som regel finde mange af dem i kopi på det lokalarkiv, som dækker det område, du er interesseret i. Lokalarkiver og stadsarkiver har som regel også gode billedsamlinger, lokal litteratur med mere.

Vi har tidligere omtalt, hvordan klenodierne fra slægtens historie kan indrammes og hænges på væggen.

En idé er også at tage kopier af foto og arkivalier til at lave "slægts-dækkeservietter", der hver fortæller om en person eller et anepar. Klæb kopierne op på A4-karton sammen med navne og data. I fotoforretninger kan du købe selvlaminerende plastic-ark til at lægge den lille collage ind i. Hvem skal have tipoldemor til bords i aften?

Fakta

Løsning til opgave

Niels Christian Nielsen blev født 28. juni 1858 i Nørager Sogn. Forældrene var "Pigen Karen Marie Nielsen" og udlagt barnefader "Avlskarl Niels Christensen". Forældrene var ikke gift. I kirkebogen under døde kvinder finder du Karen Maries begravelse . Hun døde den 24. januar 1886, og der står, at hun var født i Fjerupgårde 8. maj 1837. Hun døde altså cirka tre år før, sønnen Niels Christian fik den datter, der også kom til at hedde Karen Marie.

Videre med slægtsforskning

** Læs: Charlotte S.H. Jensen: "På Sporet af Slægten", 2002, Hans H. Worsøe: "Politikens håndbog i slægtshistorie", 2001, Jytte Skaaning og Bente Klercke Rasmussen: "Find din slægt og gør den levende", 2003.

**Foreninger: Samfundet for Dansk genealogi og Personalhistorie: www.genealogi.dk,

Sammenslutningen af Slægtshistoriske Foreninger: www.sssf.dk,

DIS-Danmark: www.dis-danmark.dk.

**Debat: www.dis-danmark.dk/forum, www.anetavlen.dk

**Arkiver: Statens Arkiver: www.sa.dk Sammenslutningen af Lokalarkiver: www.lokalarkiver.dk. Du finder også gode slægtsforskningslinks hos www.historie-online.dk.

Fakta

Forsk i slægten

Hen over fem tirsdage har slægtsforsker Charlotte S. H. Jensen i samarbejde med www.historie-online.dk guidet Kristeligt Dagblads læsere, så de bliver i stand til selv at forske i deres slægt. Dette er den femte og sidste tirsdag i rækken.

Læs alle artikler i serien på

kristeligt-dagblad.dk