Prøv avisen

Demokraten Ebert og reservekejseren Hindenburg

Friedrich Ebert (tv.). – Foto: Ritzau Scanpix

Friedrich Ebert og Paul von Hindenburg prægede Weimarrepublikken i hver sin retning

De var som nat og dag. Den ene var født i en håndværkerfamilie, og den anden var barn af en godsejer. Friedrich Ebert var civilist, socialist og overbevist demokrat, mens Paul von Hindenburg var tidligere general, stokkonservativ og tilhænger af det opløste kejserrige.

”Det er næppe muligt at finde en større kontrast end den, der var mellem Ebert og Hindenburg. Disse to mænd er eksemplariske for Weimarrepublikkens tragik,” siger professor i historie Walter Mühlhausen, der leder museet Friedrich-Ebert-Haus i byen Heidelberg.

Begge mænd kom til at spille en afgørende rolle i Weimarrepublikkens historie: De afløste hinanden i statens øverste embede, rigspræsidentens.

I dag har Tysklands forbundspræsident hovedsageligt repræsentative pligter, men i Weimarrepublikken var rigspræsidenten statens mægtigste mand. Han havde ret til at udnævne rigskansleren, han var hærens øverstkommanderende, og han kunne opløse parlamentet og nedlægge veto imod lovforslag. I særlige tilfælde kunne han sammen med regeringen endda træffe bestemmelser – de såkaldte nødforordninger – hen over hovedet på parlamentet.

Friedrich Ebert blev i 1919 valgt af nationalforsamlingen i Weimar til at være republikkens første præsident.

”Han brugte altid sin magt til at stabilisere republikken, og når regeringen vedtog noget, han ikke kunne lide, gav han efter og nedlagde aldrig veto, for han betragtede den folkevalgte regering som demokratiets højeste magt,” siger Walter Mühlhausen.

Det lykkedes gang på gang for Ebert at tvinge partierne til at indgå regeringskoalitioner, og hans midler var overtalelse, pres eller i nogle tilfælde truslen om, at han ellers ville træde tilbage som præsident.

Efter Friedrich Eberts død i 1925 blev Paul von Hindenburg republikkens første folkevalgte statsoverhoved. I modsætning til Ebert brugte Hindenburg sin magt til at ødelægge republikken.

”Det er ikke helt forkert, at nogle folk dengang kaldte Hindenburg for en reservekejser, for han forsøgte at tilrane sig al magt. I kriseårene fra og med 1930 udnyttede han muligheden for via nødforordninger at udnævne kanslere, som kun skulle adlyde ham.”

I 1933 udnævnte Paul von Hindenburg efter pres fra højrenationale grupper Adolf Hitler til rigskansler.

”Han kunne have gjort meget for at forhindre denne udvikling. I stedet for at sætte demokratiet ud af kraft med sine nødforordninger burde Hindenburg have forsøgt at tvinge partierne i parlamentet til at samarbejde, og især burde han have gjort alt for at undgå, at antidemokratiske personer som Franz von Papen, Kurt von Schleicher og i sidste ende også Adolf Hitler fik chancen for at blive rigskanslere. Han havde haft muligheder for at kæmpe imod det,” siger Walter Mühlhausen.

Efter Anden Verdenskrig har lovgiverne i forbundsrepublikken Tyskland taget ved lære af historien. Forbundspræsidentens magt er begrænset, hvorimod regeringens og kanslerens position er blevet styrket, og som en ganske særlig sikkerhedsforanstaltning har Tyskland nu også forbundsforfatningsdomstolen, der fungerer som demokratiets øverste vogter og har beføjelser til at erklære love for ugyldige, hvis de strider imod grundlovens principper.

Paul von Hindenburg (tv.). – Foto: Ritzau Scanpix. *02.10.1847-02.08.1934+ German field marshal and statesman 2nd President of Gemany 1