"Et ord er et ord", fastslog kongen, hvorefter han satte sit navn på et af de mest betydningsfulde dokumenter i Danmarks historie. For første og eneste gang i sin regeringstid benyttede han sin enevældige magt til at gennemtrumfe sin vilje.
Stedet var statsrådssalen på Christiansborg Slot og løftet, han henviste til, var givet til befolkningen året forinden, nemlig i marts 1848. En urolig måned, hvor en revolutionsbølge havde fejet hen over Europa. Dønningerne havde ramt Danmark, men kongen formåede at komme de revolutionære kræfter i forkøbet.
I februar 1848 brød en revolution ud i Frankrig. Den tredje i løbet af bare 60 år. Efter afslutningen på Napoleons æra i 1815 var monarkiet blevet genindført med løfte om reformer i overensstemmelse med de demokratiske principper, der havde ført til Den Store Revolution i 1789. Men det kneb, da det kom til stykket. Det kostede kong Karl X tronen i 1830 og nu, i 1848, borgerkongen Ludvig-Filip.
Kravet om frihed og demokrati bredte sig som en steppebrand fra Frankrig østpå til Det Tyske Forbund med det habsburgske kejserrige. München, Berlin og Wien var præget af store demonstrationer, her med en nationalistisk undertone. For de tyske lande under den østrigske kejser ønskede oprettelse af en samlet tysk nation. Kravet om tysk samling bredte sig også til de to nordligste hertugdømmer i det tyske forbund, Slesvig og Holsten, hvor den danske konge i århundreder havde været hertug.
Ved et stormøde i Rendsborg 18. marts kulminerede den revolutionære bevægelse med et krav om, at de to hertugdømmer skulle bryde med Danmark og indgå i en fremtidig tysk nation. En delegation blev sendt til København for at overbringe kravet til kong Frederik VII.
Underretningerne fra Rendsborg nåede København længe før delegationen. Harmen blandt københavnerne var stor, og i løbet af få dage bredte der sig en revolutionær stemning. Der blev holdt en række stormøder, hvor det største fandt sted i Casino den 20. marts.
Her blev vedtaget en resolution, der opfordrede kongen til at holde sammen på kongeriget og - ikke mindst - give landet en fri og demokratisk forfatning. En delegation med lederne af Københavns bystyre i spidsen begav sig fra Casino til kongens residens på Christiansborg Slot for at overbringe ham resolutionen.
Undervejs sluttede adskillige københavnere sig til delegationen, så det var et regulært folkeoptog, der nåede frem. Delegationen fik foretræde for kongen, der formåede at slå revolutionen omkuld, inden den overhovedet var brudt ud.
"Det glæder mig, at vore anskuelser stemmer så ganske overens, thi det ønske, mine herrer, er alt i morges udført, da det gamle ministerium er opløst og eksisterer ej mere. Hvad Slesvigs uadskillelighed med Danmark angår, da har jeg truffet de fornødne foranstaltninger, og når det danske folk kun vil have tillid til den danske konge og stå ham bi i liv og død, så vil jeg stå det bi som dets tro leder", var kongens svar til delegationen.
Få dage senere var det såkaldte Martsministerium udpeget med A.W. Moltke som regeringschef. En regering, hvis vigtigste opgave var at nedsætte en grundlovgivende forsamling, der skulle udarbejde en demokratisk forfatning.
Da den holstenske delegation nåede København, var terningerne kastet. En historisk fredelig revolution havde sejret i Danmark. Nu afventede befolkningen den nye grundlov, der ikke kun skulle sikre demokrati, men som også skulle knytte Danmark og Slesvig tæt sammen. Dermed var en krig om hertugdømmerne uundgåelig.
Frederik VII havde besteget tronen den 20. januar 1848 som den niende konge af Danmark, siden enevælden blev indført i 1660. Faderen, kong Christian VIII, havde efterladt et politisk testamente, hvori han pålagde sin søn at sikre en fælles konstitutionel forfatning for Danmark og de to hertugdømmer. En ønske, der passede den nye konge ganske godt. Han var berygtet for sit udsvævende liv som kronprins. Udsigten til en enevældig konges magt og forpligtelser bekom ham ikke særligt vel. Faderens testamente åbnede en mulighed for, at han kunne slippe for dette ansvar. Folkemødet på Casino blev den kærkomne anledning til, at han i realiteten kunne lægge regeringsansvaret fra sig.
At det samtidig kastede Danmark ud i en storkrig med Preussen, Østrig og hertugdømmerne, var en konsekvens, den politisk uøvede konge næppe havde forudset.
Det nye Martsministerium skulle håndtere både udarbejdelse af en ny grundlov og en krig mod hertugdømmerne og deres tyske allierede. To konflikter, der var tæt på at spænde ben for hinanden. Holstenerne og deres allierede var i fremmarch og da efteråret nærmede sig, var hele Jylland truet. En katastrofe for danskerne blev afværget, da stormagterne England og Rusland greb ind og pressede parterne til at indgå en våbenhvile.
Det gav regeringen det albuerum, der var nødvendigt for gennemførelse af de planlagte valg. Det blev besluttet, at forsamlingen skulle bestå af 158 mænd. En tredjedel skulle udpeges af kongen. De øvrige skulle vælges ved stændervalg. Det blev således et valg mellem sociale klasser og ikke et politisk valg. Kun mænd over 30 år og "med egen husholdning" havde stemmeret.
Valgene blev gennemført, og den 24. oktober 1848 kunne den grundlovgivende forsamling træde sammen. Den bestod af tre næsten lige store grupperinger. Det konservative Højre, der repræsenterede godsejerstanden, det nationalliberale centrum, der repræsenterede de større byers borgerstand, samt Bondevennerne - Venstre - der repræsenterede landmændene.
Hen over vinteren udkæmpede de drabelige verbale slagsmål om den nye forfatning. Ikke mindst spørgsmål om, hvem der skulle have stemmeret, og hvorvidt der skulle indføres et parlament med et eller to kamre, var store stridspunkter.
I april 1849 udløb våbenhvileaftalen, krigen brød ud igen og overskyggede grundlovsforhandlingerne. Holstenerne og deres allierede truede igen med at indtage hele Jylland. Det var i denne anspændte atmosfære, hvor krigens udfald endnu syntes usikkert, at kong Frederik indkaldte sin regering til statsråd på Christiansborg Slot den 5. juni 1849.
Han var blevet forelagt en grundlov, der var resultat af et kompromis i den grundlovgivende forsamling. Den største mangel var, at det ikke var lykkedes at finde en løsning på det slesvigske problem. Skulle det dansksindede hertugdømme knyttes tættere til Danmark eller til det tysksindede Holsten? Af samme grund kunne regeringschefen, A.W. Moltke, ikke anbefale kongen at skrive under.
Men kongen var ubøjelig. Han fastholdt, at han havde lovet befolkningen en fri forfatning senest denne 5. juni 1849. Et løfte, han ikke ville fravige. For sidste gang i Danmarks historie brugte en konge sin enevældige magt til at gennemtrumfe sin beslutning. Han greb pennen og satte sit navn på Grundloven. Herefter rejste han sig og forlod lokalet. Den nu konstitutionelle monark overlod det til sin regering at omsætte den frie forfatning i praksis. Og nok så væsentligt: Han overlod det til regeringen at føre krigen mod hertugdømmerne til ende.