Grundlovsændringen i 1915 var en følge af en lang og sej forfatningskamp, som dybest set begyndte den dag, den første Grundlov af 1849 blev underskrevet. I 1849 fik Danmark en valgt Rigsdag bestående af et Folketing og et Landsting, der fik andel i lovgivningsmagten. Men Grundloven af 1849 sikrede kun valgret til mænd over 30 år. Store grupper fik ikke stemmeret. De kaldes de syv F'er, der står for Fruentimmere (kvinder), Folkehold (tjenestefolk), Fattige, Fallenter (mænd, der var gået konkurs), Fjolser (mentalt handicappede), Fremmede og Fængslede (straffede). Det var de to største af F'erne, de voksne kvinder og tjenestefolkene, der fik stemmeret i 1915.
Grundloven af 1849 havde gjort Danmark til et ”indskrænket monarki” til forskel fra det absolutte monarki med uindskrænket og enevældig kongemagt, som riget havde haft siden 1660. Men ifølge Grundloven bestemte kongen fortsat principielt, hvem der skulle være ministre. Kongen bestemte også, om de skulle fyres. Og kongen bestemte i princippet, om der skulle være valg. Rigsdagen havde ingen kontrol med udenrigspolitikken. I perioder blev den slet ikke orienteret herom. I praksis kunne politikere få andel i regeringsmagten, men vælgerflertallet var ikke sikret indflydelse her.
Grundloven blev, set fra et demokratisk standpunkt, yderligere forringet i 1866. Kongen skulle fremover udpege 12 af 66 landstingsmedlemmer. De sad i princippet på livstid. 27 af medlemmerne blev valgt af vælgerne på samme måde som til Folketinget, mens de sidste 27 medlemmer blev valgt af en lille gruppe mennesker med store ejendomsbesiddelser. Den gruppe kunne altså stemme to gange til Landstinget. Det var ikke lige og almindelig valgret.
Resultat blev et Landsting, der favoriserede specielt godsejere, som stort set også sad på regeringsmagten frem til 1901. I 1901 vandt forkæmperne for demokratiet den sejr, at den aldrende kong Christian IX endeligt affandt sig med en Venstre-regering, som ikke havde Folketingets flertal imod sig. I årtier havde kongen ellers udnævnt upopulære Højre-regeringer. Fra 1901 har Danmark i det væsentlige fulgt det princip, at en regering ikke kan udnævnes, hvis den umiddelbart har udsigt til at få Folketingets flertal imod sig. Den mister også sit mandat, hvis den undervejs får Folketingets flertal imod sig.
Venstre havde i årevis før 1901 kæmpet for en grundlovsændring. Men da partiet først sad på regeringsmagten, fik det ikke travlt. Det var godt nok, at gårdmænd havde stemmeret. Men skulle den nu også gives til tjenestefolk og medhjælpere? Desuden kunne Venstres leder, J.C. Christensen, godt se, at med tiden ville byarbejderne blive flere og flere. Flertallet kunne havne hos Socialdemokratiet. J.C. Christensen ville derfor ikke af med Landstinget, uanset at det i hans ungdom havde været en torn i øjet på Venstre.
Andre partier måtte så kæmpe for demokratiet. I 1909 fremsatte De Radikale støttet af Socialdemokratiet to gange et fuldt færdigt forslag til en ny grundlov, der ville indføre lige og almindelig valgret til alle myndige kvinder og mænd over 25 år. Alle formuebestemte valgretsprivilegier til Landstinget skulle afskaffes. Landstinget skulle i stedet vælges indirekte gennem valgmænd udpeget kommunevis. Valgmændene skulle udpeges ved forholdstal af alle vælgere. Forslaget betød ikke alene afsked med den privilegerede valgret, det betød også farvel til de 12 kongeudpegede medlemmer af Landstinget. Forslaget havde ingen chance for at komme gennem Landstinget, og J.C. Christensen stoppede det ubarmhjertigt.
J.C. Christensens svaghed i de år var, at han havde været konseilspræsident (statsminister), da justitsminister P.A. Alberti i 1908 meldte sig selv for nogle af danmarkshistoriens største bedragerier. Christensen faldt på sagen og blev aldrig ministrenes førstemand igen. Men det forhindrede ham ikke i at være tidens mest magtfulde politiker. Da en kortvarig radikal regering faldt i 1910, fik Christensen manøvreret en anden venstremand, Klaus Berntsen, ind på posten som konseilspræsident. Christensen bed hovedet af al skam, og til trods for Venstres kamp for parlamentarisme ville han overlade det til kongen at vælge konseilspræsident. Han vidste, at kongen ville vælge Berntsen. Men så ville Berntsen mere stå som kongens konseilspræsident end Venstres leder. Det kunne Christensen fortsat være.
Berntsen tilhørte en anden gren af Venstre end Christensen. Berntsen ville gerne være far til en ny grundlov. I 1912 præsenterede Klaus Berntsen regeringens grundlovsforslag for Folketinget. Forslaget indeholdt ikke et ord om parlamentarisme. Men forslaget lød på, at Folketinget skulle vælges af alle borgere, der var fyldt 25 år. Det betød, at kvinder og tyende ville få valgret. Det var sød musik i ørerne på De Radikale og Socialdemokratiet. De to partier ville få flest stemmer fra de to grupper af nye vælgere. For Venstre selv var billedet mere blandet. Venstres liberalisme har altid haft sværere ved at tiltrække kvinder end mænd, og at tyende foretrak gårdejernes Venstre, var tvivlsomt.
I Landstinget ville regeringen afskaffe de 12 kongevalgte medlemmer. I stedet skulle de vælges af Landstinget selv. Resten af Landstingets 66 medlemmer tænktes så valgt ved forholdstal af sogneråd og byråd, som jo var demokratiseret med kvindelig valgret og afskaffelse af valgprivilegier i 1908. Den 12. december 1912 vedtog Folketinget grundlovsforslaget. Kun tre venstremænd stemte sammen med 12 højrefolk imod. Kong Christian X fandt Berntsen alt for imødekommende over for De Radikale og Socialdemokratiet.
I april 1913 sendte et snævert landstingsflertal på 33 mod 31 grundlovsspørgsmålet til en kommission. I maj 1913 blev der afholdt folketingsvalg. Det var oplagt, at De Radikale, Socialdemokratiet og Venstre indgik et valgsamarbejde til fordel for regeringens grundlovsforslag. Der var bare lige det med J.C. Christensen og hans mest svorne tilhængere. I folketingsgruppen var tre imod et valgsamarbejde om grundlovens fornyelse, men i landstingsgruppen var hele 10 venstremænd ud af 23 imod.
Valgkampen anbragte Berntsen, hvor han var bedst: på talerstolen. Ikke et øje var tørt, når han spurgte vælgerne, om de kunne huske deres mor. Berntsen kunne i hvert fald huske sin egen gamle mor, og hun fortjente sandelig at få valgret. Og hvem ville dog nægte deres gamle mor valgret? Over for den slags spil på følelserne var J.C. Christensen værgeløs.
De Radikale og Socialdemokratiet fik ved valget et flertal på 63 ud af 114 medlemmer i Folketinget. Der opstod nu den bizarre situation, at flertallet bestående af Socialdemokratiet og De Radikale ønskede en Venstre-regering under ledelse af Berntsen. De Radikale og især Socialdemokraterne vurderede, at Berntsen bedst kunne holde J.C. Christensen og andre modstandere af regeringens grundlovsforslag i Venstre nede. Og lige præcis sådan så J.C. Christensen også på det. Derfor skulle Berntsens Venstre-regering i hans øjne fjernes. Han ville hellere have en radikal regering. Han formodede, at en radikal regering ville være for svag til at gennemføre en ny grundlov.
Kampen var tilbage i den parlamentariske arena, hvor Christensen var den overlegne mester. Han fik assistance fra Christian X, som ikke ønskede, at Berntsen fortsatte, og også gerne så, at grundlovsfornyelsen blev kørt af sporet. Der udspillede sig et orgie af underhandlinger og intriger om, hvem der skulle danne regering. Berntsen tabte til sidst selvkontrollen. Under et regeringsmøde flød så meget galde fra ham om J.C. Christensen, at det frastødte nogle Venstre-folk. Det vippede flertallet i Venstre til Christensens fordel. Christensens taktiske mesterskab sejrede. De Radikale dannede regering, selvom de oprindeligt slet ikke ønskede det.
Klaus Berntsen kom ikke til at underskrive den ny grundlov, for han lagde sig som et såret dyr i sengen med ansigtet mod væggen i flere dage. Men nogle meget vitale radikale ministre med C.Th. Zahle som konseilspræsident trådte til.
I sommeren 1913 genfremsatte Zahle Klaus Berntsens grundlovsforslag. Regeringen havde dog klogt tilnærmet sig Højre ved at åbne for forholdstalsvalgmåden, som ville give Højre en mandatgevinst. For med det eksisterende system med valg i enkeltmandskredse gik mange stemmer til Højre til spilde. I september 1913 vedtog Folketinget regeringens og Klaus Berntsens grundlovsforslag i uændret skikkelse. Det var nu op til Landstinget, hvor Højre ikke kunne omgås, at afgøre sagen. Her strandede sagen indtil juleaften 1913, hvor landstingsmedlemmet Jacob Estrup, der som konseilspræsident fra 1875 til 1894 havde bekæmpet demokratiseringen, døde. Det tippede balancen i Landstinget, hvor man havde haft en grundlovsmodstanders overvægt.
Vejen for en grundlovsændring lå åben. Månederne gik med forhandlinger og taktiske manøvrer, indtil Christensen havde samlet det meste af Venstre bag et fælles udspil. Det skulle være et aldersgrænsevalgt landsting. Man skulle være minimum 35 år for at stemme til Landstinget.
I det eksisterende Landsting fandt modstanderne af grundlovsfornyelsen et smuthul. Landstinget var kun beslutningsdygtigt, hvis over halvdelen var til stede, og Højre kunne sabotere processen ved at udvandre fra salen to gange. Zahle erklærede, at en sådan optræden ”lå uden for forfatningen”, og for første gang siden 1866 blev Landstinget erklæret opløst.
Valget den 10. juli 1914 til Landstinget gav Højre et stort tilbageslag, fordi grundlovspartierne herefter besatte 29 af de 54 pladser, der var valg til. Et klart flertal på 38 medlemmer af de 66 var nu for grundlovsfornyelsen. Nu måtte vejen til en grundlovsfornyelse da ligge åben! Men nej, Landstingets Venstre ønskede nye forhandlinger. Så blev det hele forsinket af Første Verdenskrigs udbrud.
I april 1915 var alle fire partier enige. Det lagde grunden til det danske konsensusdemokrati, det samarbejdende folkestyre, for det blev det første store konsensusdemokratiske forlig, hvor alle fik lidt. De konservative, som nu på resterne af Højre dannede Det Konservative Folkeparti, fik forholdstalsvalgmåde, dog i en så modereret form, at Venstre ikke helt mistede de fordele, som partiet hidtil havde nydt.
Det helt store demokratiske fremskridt var, at kvinder og tyende fik valgret, hvad især regeringen og Socialdemokratiet kunne glæde sig over - og have gavn af. Landstingets modstandskraft blev svækket ved, at det blev muligt at opløse det, hvis det modsatte sig et af Folketinget vedtaget lovforslag og fastholdt denne modstand, også efter at et nyt Folketing havde genvedtaget forslaget.
Landstingets sociale skævhed blev mindsket. Til gengæld fik man en stor aldersskævhed. Landstinget skulle fremover have 72 medlemmer, hvoraf 18 valgtes af det afgående Landsting. De øvrige 54 skulle fremover - som J.C. Christensen havde ønsket - vælges af vælgere over 35 år. Den privilegerede valgret til Landstinget var afskaffet, når vi ser væk fra alderskravet. Alderskravet var til gengæld drabeligt. For landstingsmedlemmerne skulle vælges hvert ottende år. En vælger, som først fyldte 35 dagen efter valgdagen, måtte så vente med at stemme til omkring sin 43-årsfødselsdag! Det var unægteligt en høj aldersgrænse. Ikke mindst fordi Danmarks middellevetid endnu lå under 60 år.
I Zahles øjne havde folkestyret endeligt sejret, og den danske lighedstænkning var endelig slået igennem. Forfatningskampen var nu definitivt vundet. Det sidste tog han nok fejl af. J.C. Christensen havde påvirket meget. Hans største indflydelse spores i de drakoniske krav til fremtidige grundlovsændringer. Rigsdagen skulle vedtage et nyt grundlovsforslag. Herved afskedigede den sig selv, fordi den måtte sætte mandaterne på spil i et valg til en ny Rigsdag. Den skulle så igen vedtage det ny grundlovsforslag. Dernæst skulle mindst 45 procent af alle stemmeberettigede vedtage forslaget ved en folkeafstemning, det sidste skyldtes direkte J.C.'s forslag. Den mand ville have dobbelt hængelås og to tyverialarmer på Grundloven, så socialdemokraterne ikke ændrede den, når de fik flertal. Det mislykkedes da også for socialdemokraten Thorvald Stauning at ændre grundloven i 1939. Vi kan takke J.C. Christensen for, at Danmark nu næsten 100 år senere har en dybt forældet grundlov, selvom det med nød og næppe lykkedes at få den ændret i 1953. Ændringskravet blev ændret en smule ved den lejlighed; nu kan en ændring vedtages af 40 procent af alle stemmeberettigede, forudsat at der er flertal for forslaget.
Grundlovsforslaget blev bekræftet ved et rigsdagsvalg i maj 1915 og skrevet under af en rasende og ulykkelig Christian X den 5. juni 1915.
Parlamentarisme blev ikke utvetydigt indskrevet i Grundloven af 1915 og var ikke endeligt accepteret, før den blev indskrevet i Grundloven af 1953.
Når det gælder valgretten, kan man hæfte sig ved, at valgret til Landstinget efter 1915 manglede for yngre mennesker. Og af de oprindelige syv F'er var der nogle, som ikke fik valgret i 1915. Helt indtil 1961 kunne man blive frataget sin valgret, hvis man modtog visse typer af socialhjælp. Man kunne også miste valgret, hvis man havde begået en ”vanærende” handling. Og folk, der var gået konkurs, blev først sikret stemmeret med Grundloven af 1953.
Så er der de personer, der har de dybeste mentale handicap. Det har aldrig været muligt helt at udstrække valgretten til dem. Der er stadig omkring 2000 mennesker over 18 år i Danmark, som ikke har valgret, fordi de mentalt er så belastede, at man ikke kan give dem det.
Men ikke mindst er der den voksende gruppe af ”fremmede”. De har jo stadig ikke valgret, selvom de bor i Danmark, men ikke har dansk statsborgerskab. Det kan også ramme voksne, som er født i Danmark. De har dog valgret til kommunevalg. Men altså ikke til Folketinget.
I betragtning af hvor meget spekulationer i at få flere vælgere har drevet kampen for valgret frem historisk, er det overraskende, at ingen politiske partier ser en interesse i at give de ”fremmede” valgret. Men de politiske partier er holdt op med at kæmpe for udvidelse af valgretten. De fører knap nok demokratipolitik.