Kriterierne for udvælgelse af de nye verdens vidundere er ganske enkel. For at komme i betragtning skulle bygningen blot være opført inden år 2000, og derefter er det op til verdens borgere at stemme på deres favorit. Det er straks mere uklart, hvilke kriterier de to herrer Antipater fra Sidon og Philon fra Byzans benyttede, da de i det 2. århundrede f.Kr. besluttede sig til at finde deres syv favoritter og udråbe dem til verdens vidundere. Parthenon i Athens akropolis var jo bygget og knejsede vel lige så flot op dengang som nu. Alligevel fandt antikkens udvælgelseskomite hverken Athens Akropolis eller blot Parthenon værdige til at deres korte liste.
Nu med et par tusindes år forsinkelse har Akropolis muligheden for at blive et af den moderne verdens syv vidundere, og det er grækerne ganske godt tilfredse med. Idémanden bag afstemningen, schweizeren Weber, begyndte sin vidunderturne i Athen, og der blev han modtaget af republikkens præsident, Károlos Papoúlias.
Af Akropolis ruiner er Parthenon nok den mest berømte. Templet Parthenon blev opført af Perikles i den sidste halvdel af 400-tallet f.Kr. som et symbol på grækernes sejr over perserne. Det var passende at opføre Parthenon af netop den årsag. I 480 f.Kr. havde perserne under deres invasion af Athen smadret et tempel, der stod selvsamme sted, og oven på dets ruiner opførte Perikles sit monument over sin sejr. Det var en stor opgave at føre Perikles drøm om et monument ud i livet. Op imod 16 år tog det at bygge Parthenon, men da det stod færdigt, må det have været et uovertruffent syn. 92 søjler udgør det bærende element, og øverst er frisen, hvor grækernes militære sejre er afbilledet.
Som alle ved, har Balkan gennemgået en temmelig omskiftelig tilværelse. Det gør sig også gældende for Parthenon. I det 6. århundrede blev templet konverteret til en kristen kirke dedikeret til Jomfru Maria. Det holdt indtil 1400-tallet, hvor Det Osmanniske Rige erobrede Athen. De konverterede kirken til en moske. Den 28. september 1687 fik Parthenon mere eller mindre sit nuværende udseende. Osmanerne brugte bygningen som ammunitionslager, og under et fjendtlig bombardement blev krudtet antændt. Eksplosionen var naturligvis ødelæggende.
Museer i de fleste europæiske hovedstæder kan prale af at have et stykke sten fra Parthenon. Heriblandt er Nationalmuseet i København. Den langt største samling har man imidlertid i British Museum i London, og det er der efterhånden kommet en større politisk sag ud af. I 1811 gav besættelsesmagten Det Osmanniske Rige tilladelse til, at den britiske ambassadør, Thomas Bruce, kunne tage ødelagte dele af frisen og gavlskulpturerne med tilbage til England. Han solgte genstandene videre til British Museum, og stort set siden har museets besøgende kunne betragte dele fra Parthenon flere tusinde kilometer væk fra deres originale placering. Det er grækerne og deres regering mildest talt ikke begejstrede for. Siden 2003 har den græske regering forsøgt at overtale England til at levere genstandene tilbage, og kravet om tilbagelevering var sågar et emne i den seneste græske valgkamp.
Grækernes krav begyndte i denne omgang i 2003, om end det første krav blev rejst allerede i 1829. De ment, at de forestående Olympiske Lege ville være en oplagt begivenhed, hvor de mange dele fra London kunne blive genforenet med Parthenon i Athen. Den daværende græske premierminister stod til at tabe det kommende valg, og han havde brug for en bombe, hvis han skulle ændre meningsmålingernes dyste forudsigelser, men hans forsøg endte med at blive en boomerang. Under et EU-topmøde i Bruxelles i oktober blev han set tale med Tony Blair, og uden at være klar over, at der var snurrende kameraer til stede, sagde han til Blair:
Tony, Jeg vil meget gerne tale med dig om Parthenondelene ... som du ved er der valg til næste år i Grækenland. Måske kunne delene blive nyttige.
Forsøget på at misbruge grækernes nationale stolthed til at genvinde taburetten blev ikke vel modtaget i Grækenland, og valget blev tabt, men forsøgene på at få England til at tilbagelevere fortsætter. I slutningen af maj var den græske premierminister, Costas Karamanlis, i Australien, og han benyttede besøget hos sin kollega John Howard til at finde støtte. Engelske museumsfolk vil dog beholde deres Parthenon. En af de vigtigste talsmænd for at beholde dem i London er Neil Macgregor fra British Museum.
Parthenon kan alligevel aldrig blive rekonstrueret, udtaler han i et interview med the Sunday Telegraph.
Der er overhovedet ingen grund til tilbagelevering. Det er lykkeligt historisk tilfælde, at fragmenterne er kommet til London, fordi på museet kan vi placere dem i en bredere historisk kontekst.
Macgregor kunne have nævnt, men gjorde det ikke, at hvis man ønsker at bevare Parthenon, gøres det nok bedst på et museum. Akropolis største problem er ikke de mange spredte fragmenter, men derimod forureningen fra den pulserende storby. Her bør den græske regering først sætte ind, for ellers vil fragmenterne i London, København og så videre blive de eneste steder, hvor man kan se det antikke Grækenlands storslåede arkitektur og kunst.