Prøv avisen

Kirken fik stor betydning under Murens fald

"Ingen vold” var et genkommende krav i kirkerne i DDR under demonstrationerne i 1989. Her præsenteres budskabet foran en bygning tilhørende Stasi, det kommunistiske efterretningsvæsen, under en mandagsdemonstration i Leipzig. Foto: Ritzau Scanpix

Den protestantiske kirke kom for 30 år siden til at spille en vigtig rolle i Murens fald. Men det var blot den sidste del af en kamp mellem stat og kirke i DDR

I dag for 30 år siden, den 4. oktober 1989, var medierne i ”den frie verden” fyldt med det drama, der udspillede sig bag Jerntæppet. Få dage forinden havde tusinder af østtyske flygtninge, der havde søgt asyl på den vesttyske ambassade i Prag, jublende fået deres udrejsetilladelse forkyndt fra ambassadens balkon af den vesttyske udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher.

Dag efter dag kørte særtog fra Tjekkoslovakiet til det forjættede land, Vesttyskland. Her kunne forbundskansler Helmut Kohl om aftenen samme dag fortælle, at han forhandlede med sine parter i DDR og USSR, Erich Honecker og Mikhail Gorbatjov.

”Vi står ved en vigtig etape i forholdet mellem Øst og Vest”, sagde han. ”Gud ske lov kommer vi endelig et stykke videre ad nedrustningens vej.”

Som et ekko af kanslerens ord lød det fem dage senere, da 70.000 mennesker mandag aften den 9. oktober gik fredeligt gennem Leipzigs gader for at demonstrere mod det totalitære SED-regime under parolen: ”Ingen vold!”

Med tungt udrustet politi og paramilitær i gaderne var der lagt op til en østtysk gentagelse af massakren på Den Himmelske Freds Plads i Beijing få måneder før, men alt forløb fredeligt.

En måned senere væltede Berlinmuren og med den snart efter SED-regimet, så Tyskland allerede den 3. oktober 1990 kunne genforenes. Heltene var Kohl, der gik over i historien som ”genforeningskansleren”, og Genscher, der stadig fejres for sit frihedsbudskab til flygtningene i Prag. Men i Leipzig, hvor store menneskemængder fortsat demonstrerede i tiden op til genforeningen, havde man endnu ikke glemt, hvem der beredte vejen for den fredelige revolution. Her gik folk på gaden med ordene: ”Kirke, vi takker dig!”

I dag er der mange, der ikke kender til den rolle, som den evangeliske kirke spillede for omvæltningerne i 1989. Måske er årsagen, at vi igen har vænnet os til det vulgærlutherske dogme, at en evangelisk kirke ikke blander sig i politik. Alligevel var det netop i kirkerne, at østtyskerne i 1980’erne krævede ”retfærdighed, fred og skaberværkets bevarelse”.

For at forstå, hvordan det kunne gå sådan, må man gribe tilbage til den umiddelbare efterkrigstid: Grundet sin følgagtighed over for Hitler havde den evangeliske kirke mistet sit moralske fundament. Nu måtte den bekende sin skyld og besinde sig på, at den kun var kirke, når alene Kristus var dens herre og ikke noget menneske. Altså måtte stat og kirke adskilles.

Og adskilt blev de, for da Den Evangeliske Kirke i Tyskland (EKD) i 1946 etablerede sig på ny, var også den sovjetiske besættelsesmagt og det østtyske kommunistparti SED interesseret i skellet. Som sekularister ville kommunisterne undgå kirkelig indblanding i statslige affærer; men konsekvensen af skellet blev desuden, at kirken blev uafhængig af staten. Dette var ikke meningen, så ved en forfatningsændring i 1968 blev DDR’s statsgrænser også fastslået som grænserne for ”de kirkelige organisationsmuligheder”. Således blev EKD, der også organiserede kirkerne i Vesttyskland, nu gjort ulovlig i DDR.

Men igen havde SED-regimet forregnet sig, for hvor man troede, at man nu fik en decentral kirke med landskirker, man kunne spille ud mod hinanden, fik man i stedet i 1969 en central og stærk kirkeorganisation: Forbundet af Evangeliske Kirker i DDR (BEK). Som sådan talte kirken Østberlin midt imod, når staten krænkede samvittigheds- eller forkyndelsesfriheden, som kirken både havde evangelisk og konstitutionelt mandat til at vogte.

Den afgørende konfrontation mellem stat og kirke begyndte allerede med indførelsen af almindelig værnepligt i 1962, da militærnægtere – ”de, som stifter fred” – blev lønnet med fængsel. Kirken tog militærnægterne i forsvar og opnåede, at de fra 1964 i stedet kunne gøre tjeneste som bygningssoldater. Dog var effekten begrænset, da det stort set kun var i kirken, den alternative mulighed blev forkyndt, ligesom militærnægterne under alle omstændigheder blev chikaneret med ”Berufsverbot”.

Kunne staten nu mene, at kirken ikke respekterede skellet mellem religion og politik, kunne kirken med lige så stor ret hævde, at staten gik den i bedene. SED-regimet havde nemlig forstået, at det var ungdommen, som afgjorde fremtiden, og derfor sat alt ind på at vinde den fra kirken, som ellers havde et godt tag i den.

Den evangelisk ungdomsorganisation ”Junge Gemeinde” blev forfulgt og mistede medlemmer til FDJ (en socialistisk pendant). Større effekt fik det imidlertid, at SED i 1954 indførte den såkaldte ”Jugendweihe” (ungdoms-indvielse) som et socialistisk alternativ til konfirmationen. Ved højtideligheden fik det unge menneske en art profan bibel, der begyndte med en skabelsesberetning (naturvidenskabeligt verdensbillede), som efterfulgtes af en forfaldshistorie (klassesamfund og kapitalisme) og sluttede med en forjættelse (det kommunistiske samfund). Som endnu et lån fra kirken forpligtede SED i 1958 de unge på ”Den Socialistiske Morals Ti bud”.

Nok havde Marx kaldt religion ”opium for folket”, men nu veg marxisterne ikke tilbage for selv at gøre socialismen til en erstatningsreligion. Som sådan ville den gøre sig til herre over liv og død, og som sådan måtte kirken kritisere den for at sikre sin position som den eneste institution i ”den realt eksisterende socialisme”, der ikke blev forvaltet af staten.

Kirken var, erkendte man, ”kirke under socialismen”, men socialismen var ikke perfekt. Den kunne, som kristne og andre dissidenter sagde, ”forbedres”, men kun når den blev konfronteret med sandheden. Når staten i 1975 underskrev Helsingfors-erklæringen, men fortsat nægtede sine borgere den udrejsemulighed, som erklæringen stillede dem i udsigt, og når SED pukkede på realsocialismen som garant for verdensfred, men i 1978 indførte ”Wehrunterricht” (militærundervisning) i skolerne, kunne kirken ikke tie, men måtte protestere mod hykleriet.

Og det gjorde den så den 6. marts 1978 på det første direkte møde mellem stat og kirke i tyve år. Udbyttet af forhandlingerne mellem SED og BEK blev statslig medfinansiering af kirkebyggerier, tv-transmissioner af gudstjenester og fejring af 500-året for Martin Luthers fødsel i 1983 – samt ny kirkelig selvtillid.

Samme år som militærundervisningen blev indført i skolerne, blev ugentlige fredsbønner indført i en kirke i Erfurt. Af større betydning blev det, da Nikolaikirche i Leipzig i 1980 indførte en ”fredsdekade”. Denne bestod i, at man de sidste ti dage op til ”bods- og bededag” hen mod slutningen af kirkeåret mødtes i kirken for at bede for freden i verden. To år senere blev fredsdekaden konverteret til mandagsbønner, som nu foruden konfessionelle kristne også samlede andre, der ville arbejde for freden – eller for miljøet eller retten til udrejse.

Kirken begyndte at huse basisgrupper, der ikke nødvendigvis stod på et evangelisk grundlag. For så vidt blev kirken folkets stedfortræder over for staten. ”Åben for alle!”. Sådan stod der fra 1986 på et skilt uden for Nikolaikirche. Men, advarede den sachsiske biskop, ”kirken er der for alle, men ikke for alt!”. Og dog lod han kirken fortsætte sin konfrontation med staten. ”Altså,” som man sagde ved mandagsbønnerne, ”hvorledes vi skal bede, det står i Bibelen, og hvad vi skal bede for, det står i avisen.”

Det var især unge, der bakkede op om det kirkelige fredsinitiativ. Således vakte det prompte gehør i den kristne ungdom, da en sachsisk præst i 1980 fik idéen til et bibelsk symbol på fredshåbet. ”De skal smede deres sværd om til plovjern”, hedder det i en vision i Det Gamle Testamente, så snart efter rendte tusinder af unge rundt med bog- og stofmærker, der viste en smed i færd med at gøre som forjættet.

Idéen var ikke ny, da USSR i 1959 havde foræret FN’s hovedkvarter en skulptur med samme motiv. Alligevel forbød SED i januar 1982 fredssymbolet i offentligheden. Det lod kirken sig ikke kyse af, så den 13. februar samme år gik fem tusinde unge kristne efter et møde i Kreuzkirche i Dresden med ”sværd til plovskær” på deres tøj og levende lys i hænderne ned til ruinerne af Frauenkirche, der var blev ødelagt under bombardementet af byen på samme dato i 1945.

Myndighederne greb ikke ind, så året efter turde kirken afslutte sin fejring af Luthers halve årtusind ved i Wittenberg symbolsk at smede et sværd om til et plovskær. Den 13. februar 1988 samledes den kristne ungdom igen ved ruinerne af Frauenkirche i Dresden, hvor et nyt råb hørtes: ”Muren må væk!”.

Og i 1989 var det så vidt: Efter SED’s ”sejr” ved kommunalvalget søndag den 7. maj udviklede mandagsbønnen i Nikolaikirche sig dagen efter til en demonstration mod det forfalskede valgresultat. Mandag efter mandag mødtes stadigt flere i kirken for derefter at demonstrere fredeligt i Leipzigs gader. ”Ingen vold!” lød budskabet.

Det hele kulminerede den 9. oktober for 30 år siden, da de fire kirker, der nu arrangerede fredsbønner, ikke længere kunne rumme de mange demonstranter. 70.000 gik bagefter på gaden med lys i hænderne, mens de sang slutningen på den latinske messe: ”Dona nobis pacem” – giv os din fred! Få dage senere blev Erich Honecker væltet og en måned senere Berlinmuren.

”Kirke, vi takker dig!”

Peter Tudvad er forfatter bosiddende i den østlige del af Tyskland.

I Østberlin var kirker knudepunkter for modstanden mod det kommunistiske regime. Her ses Erlöserkirche (Forløserkirken), hvor intellektuelle i oktober 1989 forsamledes under mottoet ”Imod fornuftens søvn”. Blandt de tilstedeværende var DDR-kunstnerne Christoph Hein og Stephan Hermlin. Foto: Ritzau Scanpix
Sværdet, der skulle smedes om til plovjern, blev et symbol på, at magt og vold skulle ændres til fred og frugtbart samarbejde, da folket rejste sig mod staten i DDR. Det er et bibelsk billede, som spredte sig langt uden for kirkerne. Foto: Ullstein - Lange/Ullstein Bild/Ritzau Scanpix