Det har længe undret historikere, hvorfor de kristne i Romerriget tilsyneladende var tilbageholdende med at bruge korset som symbol i flere århundreder, indtil kejser Konstantin den Store begyndte at favorisere kristendommen i begyndelsen af 300-tallet.
I udgangspunktet stod korset centralt blandt de første kristne. I det måske ældste brev, vi har fra Paulus’ hånd, skriver han i en streng tone til de kristne i Galatien i det nuværende Tyrkiet, at de skal huske, hvordan Kristus blev ”aftegnet” for deres øjne ”som den korsfæstede”. Måske mener Paulus med ”aftegnet”, at han selv havde talt med særligt tydelige og bevægende ord om korset, måske havde han ligefrem på dramatisk vis illustreret korsfæstelsen.
Korset fik en ny betydning, da kejser Konstantin efter årtiers kamp for herredømmet over det samlede romerske imperium stod tilbage som enehersker i år 324. Korset blev Konstantins sejrssymbol. Ikke mindst på grund af fortællingen om, hvordan han forud for et afgørende slag i år 312 ved den milviske bro havde fået et syn af korset eller KristusmBilledtekstonogrammet, der ved højlys dag stod i skyerne sammen med indskriften: ”Ved dette tegn skal du sejre.”
Efter sin sejr tilføjede Konstantin en tværbjælke til det romerske militærs rytterfane, så den lignede et kors, ligesom han placerede Kristusmonogrammet, der også var et korssymbol, oven over fanen.
I sit nye palads i Konstantinopel indsatte han i hvælvingen i tronsalen et guld- og ædelstensbelagt kors, der skulle fungere som et beskyttende tegn for hele imperiet. Snart spredte Kristusmonogrammet eller korset sig som det foretrukne symbol på mønter og gravmonumenter. Korset havde sejret som det centrale kristne symbol.
Men hvad med den mellemliggende periode, hvor den kristne kirke i perioder blev forfulgt af de romerske myndigheder? Det har indtil for nylig været en gængs opfattelse i forskningen, at de kristne her undgik korset af frygt for yderligere forfølgelse. Korsfæstelse var den romerske straf for oprør, så at skilte med et kors kunne alt andet lige kun ses som tilskyndelse til yderligere oprør. Andre har peget på det skamfulde i brugen af kors som et religiøst symbol, så længe korsfæstelse rent faktisk var en levende virkelighed ved indfaldsvejene til byerne overalt i den romerske verden. Og andre symboler som ankeret, hyrden og fisken havde da også tilsvarende en fremtrædende rolle frem til Konstantin.
Men den udbredte konsensus om det nedtonede kors i de første århundreder er i opbrud. For oldkirkelige skrifter og arkæologiske udgravninger viser, at kristne længe inden Konstantin fortsatte i Paulus’ spor med at tillægge det romerske symbol for absolut ydmygelse en positiv værdi.
Der tegner sig nu et billede af en sideløbende historie på folkeligt niveau. Mens korset vanskeligt lod sig forsvare i debatterne med Romerrigets lærde, greb mange almindelige mennesker dets fortælling som et kraftfuldt symbol, der kunne sejre over døden og give beskyttelse mod onde magter for den, der slog korsets tegn for sin pande eller indridsede det i sit hus.
Den almindelige romer var stærkt optaget af varselstegn og beskyttende symboler mod ulykke. I forlængelse af Paulus’ tale om ”korsets kraft” er det derfor ofte korsets kraftfulde effekt, der fremhæves af oldkirkelige teologer. De fandt også forløbere for korsets kraft i Det Gamle Testamente. Efter udvandringen af Egypten fortælles der i 2 Mosebog om, hvordan Israel kun kunne vinde militær sejr, så længe Moses stod med udstrakte arme. Den position blev i nogle af de ældste kristne skrifter efter Ny Testamente set som en forudsigelse af korsets sejr over døden.
Et andet sted i den jødiske bibel fik endnu større betydning. Det beskrives i Ezekiels, hvordan de fromme i landet kan redde livet, hvis de er mærket med et kryds i panden. Det hebraiske ord for ”kryds” eller ”mærke”, tau, kunne på bibelsk tid gengives med et x eller et + tegn og dermed repræsentere et væltet eller forkortet romersk kors.
Den symbolik gik ikke de første teologers næse forbi. Johannes’ Åbenbaring taler om, hvordan lammets børn skal være afmærket i panden, og flere oldkirkelige forfattere fra andet og tredje århundrede beskriver, hvordan de kristne mærkede sig i panden med ”Herrens tegn”. Den nordafrikanske teolog Tertullian er mest udførlig og påstår ligefrem, at kristne mærker sig i panden, hver gang de foretager sig noget, såsom at tage tøj på, bade, spise, tænde lyset eller lægge sig på sofaen!
Der er tilmed noget, der tyder på, at korset som et kraftfuldt symbol blev opdaget af almindelige romere, der ønskede den ekstra beskyttelse uden at opgive traditionelle beskyttelsessymboler og ligefrem magiske formularer. Den ældste kandidat til at være et kristent kors er fundet i et af de huse i Pompeji, der blev begravet i aske i år 79 e.Kr. På en væg havde husets ejere indridset flere symboler, der var kendt i samtiden for at bringe held og beskytte mod ondskab, nemlig det falliske symbol og slangesymboler. Og så et kors!
Måske havde ejeren af huset hørt rygtet om en mand, der havde besejret døden på et kors og så tilføjet et kors til rækken af lykkesymboler.
Det er dog omstridt, om den korslignende indridsning rent faktisk er et kors.
Det gælder til gengæld ikke en anden korsaftegning, der findes på en rød blodstensamulet, der normalt dateres til omkring år 200. Vi ser en mand med skæg hænge på et kors, som en medfølgende tekst identificerer som ”Gud”, ”Jesus Kristus” og ”Immanuel”. Men der er mere endnu: Indskriften citerer også to magiske ord fra egyptisk tradition, der skulle sikre beskyttelse. Det gør det sandsynligt, at amuletten indgik i det udbredte marked for salg af beskyttelsesformularer. Kraften i fortællingen om den korsfæstede Kristus kastede god mønt af sig, noget, der også findes genspejlet i beretningen om magikeren Simon fra Samaria i Apostlenes Gerninger.
Det tomme kors var dermed et symbol for de ældste kristne, længe inden Konstantin begyndte at bruge det som et politisk sejrssymbol. Det var ”Herrens tegn”, og korstegningen for panden synes at have været det, der mere end noget andet banede vej for, at korset efterhånden blev dominerende. Det blev forbundet med dåbens overgang fra død til liv, fra dæmonernes domæne til Guds domæne. Korsets træ var livets træ og sejrens symbol.
Med triumf i stemmen proklamerede Kyril af Jerusalem fra sin prædikestol i Gravkirken ikke lang tid efter Konstantins magtovertagelse: ”Hvis nogen tvivler på den korsfæstedes kraft, så kan han blot spørge dæmonerne. Bare de ser skyggen af Kristi korstegn, skælver de”.
Det var en forståelse af korstegnet, Grundtvig 1500 senere gendigtede i sin dåbssalme ”Sov sødt, barnlille”, der beskriver, hvordan ”Gudsfingrene grande slog kors for din pande” og fortsætter: ”Thi skal ingen djævel dig skade”.
Morten Hørning Jensen er lektor på Menigheds-fakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.