Prøv avisen

Den danske kolonihistorie er både fortid og nutid

Dette billede stammer fra flagceremonien den 31. marts 1917, da de Dansk-vestindiske Øer overgik til USA. Et dansk kolonieventyr sluttede den dag, men ikke dansk kolonialisme som helhed.

Har vi danskere et særligt forhold til vores kolonierI den aktuelle debat er spørgsmålet blevet rejst, og ifølge forskere spiller det ind, at vi solgte Trankebar, Guldkysten og Vestindien, inden de moralske skrupler tog fart

Den 31. marts 1917 blev Dannebrog strøget på Toldbodbygningen i Frederiksted på Sankt Croix, og i stedet gik det amerikanske ”Stars and Stripes” til tops. De Dansk-vestindiske Øer var fortid, og US Virgin Islands, de Amerikanske Jomfruøer, var øernes nye navn. Overdragelsen var effekten af en handel, der var indgået året før og havde været forberedt i lang tid. Danmark afviklede sine kolonier.

Allerede dengang var der to fortællinger på spil, når man i den danske offentlighed og den danske skole forholdt sig til Danmark som kolonimagt. fortæller Mette Buchardt, lektor ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, der har beskæftiget sig med kolonihistoriske perspektiver i undervisningen i Danmark og de nordiske lande.

”På den ene side var der allerede dengang en kritik af begreber som kolonialisme og slaveri, på den anden side var der samtidig en opfattelse af, at kolonihistoriens erfaringer kunne bruges som en ressource til, hvordan man kan opdrage på folk,” siger hun.

Selvom slaveri helt tilbage i 1700-tallet ansås for moralsk acceptabelt, har der tidligt i Danmarks historie - såvel som i andre landes historie - været anfægtelser over kolonialisme og slaveri. Men det har været en gradvis proces, og ifølge forskere er der flere forskellige forhold, som har været med til at trænge historien om den danske koloni- og slaverifortid i baggrunden.

I 1792 blev slavehandel forbudt i Danmark med virkning fra 1802. Men først i 1848 ophørte slaveriet på De Dansk-vestindiske Øer på generalguvernør Peter von Scholtens initiativ, og det førte ikke med et trylleslag til, at de sorte hidtidige slaver blev anset for borgere på fuldt jævnbyrdigt niveau med dem, der var hvide og født i Danmark.

Netop nu diskuteres det i medierne, om Danmark har et særligt fremmedgjort forhold til vores kolonifortid, og om man ligefrem kan betegne perioden med slavehandel, sukkerplantager og tilførsel af alskens kolonialvarer til Danmark som et glemt kapitel i Danmarks historie.

Det mener Louise Sebro, projektforsker ved Nationalmuseet, ikke, eftersom der faktisk har været ganske meget fokus på emnet de seneste 10 år. Herunder debatten om, hvorvidt Danmark bør give en officiel undskyldning til de tidligere Dansk-vestindiske Øer for slaveri og udnyttelse gennem 250 år.

”Jeg mener, det er svært at blive ved med at påstå, at det er en fortid, vi ikke ved noget om. Men jeg mener alligevel også, at der er nogle markante forskelle mellem Danmark og store kolonimagter som Storbritannien, Frankrig og Holland, hvor der er mange monumenter og museer, der fokuserer på slaveriet. Forskellen bunder formentlig i, at de andre lande har en stor befolkningsgruppe med oprindelse i kolonierne i Indien, Afrika og Vestindien,” siger hun og tilføjer:

”Derfor bliver det let en distancehistorie for os. En historie, vi kan affeje som værende uden stor betydning. Lige nu diskuterer man meget, om man kan bruge ordet 'neger', og om det er krænkende med lakridser, der forestiller racestereotype 'negerhoveder'. Modsat flere andre lande bliver der i Danmark lagt stor vægt på ordet. Men hvorfor skal man gøre det, hvis nogle bliver krænket?”, spørger Louise Sebro.

Det var først i tiden efter Anden Verdenskrig, at tankerne om lige borgerrettigheder for alvor slog igennem i den vestlige verden, og da var kolonieventyret i Indien, Afrika og Vestindien fortid. Derfor fik anfægtelsen over dette en sparsom placering i danskernes bevidsthed i denne periode, siger Niklas Thode Jensen, ekstern lektor i historie ved Københavns Universitet.

”Allerede da man midt i 1800-tallet for alvor skabte den danske nationale fortælling, var man i færd med at afvikle kolonierne i Indien og Afrika. Man kan ikke sige, at kolonierne blev skrevet ud af historien, men de fik en meget lille placering i fortællingen om den danske identitet,” forklarer han.

Mette Buchardt lægger hertil, at den danske kolonimagt i 1700- og 1800-tallet heller ikke harmonerer med fortællingen om nordisk universalisme, den selvforståelse, de nordiske velfærdsstater byggede op i efterkrigstiden.

”I opbygningen af forestillingen om de nordiske velfærdsstater som små, pacifistiske ikke-deltagende lande med stor homogenitet og økonomisk lighed var det svært at finde plads til historien om Danmarks kolonipolitik og for eksempel den svenske stats behandling af den samiske befolkning,” siger Mette Buchardt.

Hun tilføjer, at Danmarks forbindelse til Grønland og Færøerne, som i modsætning til kolonierne i Indien, Afrika og Vestindien ikke kun er fortid, men også nutid, har været præget af denne forestilling:

” I stedet for at få selvstændighed blev Grønland i efterkrigstiden gjort til et amt i Danmark.”