Den 17. oktober 1838 talte digteren og præsten N.F.S. Grundtvig for en forsamling på Borchs Kollegium i København. Det var det 34. af hans berømte Mands minde-foredrag, og han talte blandt andet om søhelten Peter Willemoes. Da han trådte ned fra talerstolen, gav tilhørerne sig spontant til at synge Grundtvigs sang om Willemoes, Kommer hid, I piger små. Den danske fællessang var født.
Sådan lyder overleveringen. Men oplysningen er ikke korrekt. For på daværende tidspunkt havde den danske fællessang allerede et halvt århundrede på bagen.
Det er heller ikke korrekt, hvis man antager, at den danske sangtradition opstod på landet. Selvom de kendte sange fra Højskolesangbogen besynger et Landbo-Danmark hvor det lysner over agres felt, hvor det summer af sol over engen, og hvor marken er mejet er den danske fællessang født i byen.
Man skal heller ikke tro, at Danmark i 1800-tallet havde en fælles sangskat, som alle kendte og dyrkede. Tværtimod var der dengang stor uenighed om, hvad og hvordan der skulle synges. Størst samklang var der i årene 1926-45.
Og endelig er det forfejlet, hvis man tror, det er en ny udfordring for den folkelige fællessang, at solosang med fokus på sangerens personlige fortolkning siden 1960erne har fået vind i sejlene.
Velkommen til historien om den danske sang og dens særpræg. Det er en lang og broget fortælling, som undervejs tager livet af nogle af de myter, som traditioner og nationalstater ellers er bygget på. Som det ofte er tilfældet, når man forelægger sagen for den historiske ekspertise. I dette tilfælde Kirsten Sass Bak, lektor ved Musikvidenskabeligt Institut på Aarhus Universitet, og Jens Henrik Koudal, seniorforsker ved Dansk Folkemindesamling.
Begge eksperter i dansk sanghistorie er enige om, at fællessangen har rødder tilbage til borgerlige klubber i København i slutningen af 1700-tallet. Her mødtes byens herrer i halvoffentlige fora for at synge sammen. Nogle sange havde et politisk, systemkritisk indhold som P.A. Heibergs Ordener hænger man på idioter. Langt flere af sangene var ufarlige hyldester til vin, kvinder og venskab.
Overalt i Europa begyndte man i disse år at indse, at sang var et godt middel til at agitere og udbrede sine tanker på. Grundtvig var blot en blandt mange, som blev klar over den stærke følelsesfulde og meningsdannende kraft, som ligger i at synge sammen, forklarer Jens Henrik Koudal.
Måske er der alligevel en grund til at dvæle ved den oktoberaften i 1838, da Grundtvig talte om Willemoes. Indtil dette punkt i historien udvikler sangen sig i Danmark omtrent som i vore nabolande. Der har været folkeviser og ballader, skillingsviser og mere kunstnerisk sang, og i 1800-tallet er en ny national bevidsthed blevet skabt til akkompagnement af marcher og hymner.
Men i perioden 1830-70 blev den danske sang mere patriotisk end sangen i andre lande. Kirsten Sass Bak refererer til den schweiziske musikforsker Hans Kuhn, som har forsket i den omsiggribende patriotiske sang i Danmark i denne periode og beskrevet den i bogen Defining a Nation in Song (At definere en nation i sang).
Især i forbindelse med Den Første Slesvigske Krig i 1848-1850 blev der vakt en kolossal begejstring over hele landet, uanset hvor politisk forfejlet det var at føre Danmark ud i krig. Det er ikke helt forkert at sige, at hele nationen sang, fortæller Kirsten Sass Bak, som pointerer, at mange bidrog til sangbølgen, selvom de grundtvigske kredse siden tog patent på traditionen.
Den danske sang blev i samme periode mere enstemmig end sangen i andre lande. I flere af vore nabolande voksede solosangen og den flerstemmige korsang, som krævede øvelse og gerne nodekendskab, sig meget stærk. Den trivedes også i Danmark og dominerede skolens sangundervisning, men i modsætning til andre lande fik den hård konkurrence fra den enstemmige fællessang, som kunne synges uden musikledsagelse, og som var så enkel, at en forsamling uden videre kunne synge den.
Danmarks historie har i denne periode nogle specifikke træk, som i særlig grad favoriserer fællessangen. Der er stor forskel på den solosang, man hidtil havde kendt, og fællessangen, som folk lige skulle vænne sig til. Derimod går der en lige linje fra den personlige fortolkning, som var karakteristisk for fortidens troubadourer, og nutidens populærmusik, som også er domineret af solosang, forklarer Kirsten Sass Bak.
Således anskuet er det altså de veltjente klassikere fra Højskolesangbogen, der repræsenterer det nye, og det 20. og 21. århundredes popsange, der repræsenterer den oprindelige danske sangform.
Fællessangens magtovertagelse foregik i to omgange. Første bølge i 1840-1900 vænnede folk på højskoler og i foreninger til selve sangformen, og på tekstsiden opstod et materiale af især Grundtvig, som besang nationen, den folkelige oplysning og landbruget og tydeligt gjorde opmærksom på, at solen står med bonden op, slet ikke med de lærde. Typisk for denne periode var, at fællessangene var bøndernes og højskolens sange, i skarp opposition til borgerstandens og folkeskolens anderledes sangform.
Først i anden omgang blev magtovertagelsen næsten komplet. Forklaringen var ifølge Kirsten Sass Bak, at kunstmusikkens fortrop indgik en alliance med højskolebevægelsen. Det betød, at en række af højskolens allerede skrevne tekster fra omkring 1910 fik musik af en kreds af landets dygtigste komponister anført af Carl Nielsen. Et væld af nye tekster, som var mere lyriske og vidtfavnende end de gamle højskolesange, kom til i løbet af 1910erne, 1920erne og 1930erne fra den danske poetiske elite, og med komponisternes hjælp blev de til smukke og let sangbare højskolesange.
I denne periode smiler fager den danske kyst (Tekst: Johannes V. Jensen 1925. Musik: Oluf Ring 1935) og blunder den lyse nat (Tekst: Thøger Larsen 1914. Musik: Oluf Ring 1922). Den danske sang bliver en ung, blond pige (Tekst: Kai Hoffmann 1924. Musik: Carl Nielsen 1926), og landet selv bliver som en rejselysten flåde (Tekst: Helge Rode 1920. Musik: Carl Nielsen 1921), mens blæsten går frisk over Limfjordens vande (Tekst: Erik Bertelsen 1939. Musik: Povl Hamburger 1939) og spurven sidder stum bag kvist (Tekst: Jeppe Aakjær 1910. Musik: Thorvald Aa-gaard 1915).
Sådan kunne man blive ved. Det var fællessangens guldalder. Sangene genlød fra mægtige alsang-kor under besættelsen og blev i samme periode løftet op på højeste finkulturelle niveau af sangere som Aksel Schiøtz.
Det mest unikke træk ved danske sangtradition er imidlertid hverken Carl Nielsens mesterlige melodier eller Aksel Schiøtz skolede tenorstemme. Det er derimod traditionen for lejlighedssange til private begivenheder som dåb, fødselsdag, konfirmation, bryllup, sølvbryllup og jubilæum.
Der er mange, der rynker på næsen ad lejlighedssange. Det er der ingen grund til. Det er en meget smuk dansk eller i hvert fald nordisk tradition, som det øvrige Europa slet ikke kender til, siger Jens Kristian Koudal, som påpeger, at lejlighedssangen kan spores tilbage til store fester hos adel og kongehus i senmiddelalderen. Først i mellemkrigstiden dyrkedes den af alle lag, og i dag er den mere udbredt end nogensinde.
Traditionen går ud på, at teksten er nyskrevet, men sangen kan umiddelbart synges af en forsamling, fordi melodien er én af de velkendte fra den danske fællessangstradition. Og der er ingen tvivl om, at vi netop har kunnet udvikle denne enestående amatør-sangskrivertradition, fordi den enkle, enstemmige sangform, der fik magten i Danmark, passede perfekt til de hjemmestrikkede tekster.
Efter Anden Verdenskrig faldt opbakningen til de klassiske højskolesange. De var i 1926 blevet fast inventar i folkeskolen, og ikke alle tidens børn fandt glæde i at besynge den smukke danske natur under tvang. Og ude i verden opstod nye, spændende musikformer.
Ungdomsoprøret i 1960erne kasserer den danske sang, fordi den er blevet for national og forbindes med autoritativ pædagogik i skolen. I stedet får vi en bølge af folkemusik, politiske sange og populærmusikken, fortæller Kirsten Sass Bak.
Hun tilføjer, at i Norge og Sverige har folkemusikken altid stået stærkere. Derfor udgjorde den hjemlige folkemusik en langt større del af 1960ernes nye bølge i vore nabolande, hvor man oplever, at dansk musik gjorde totalt knæfald for amerikansk og engelsk musik.
Til gengæld har vi i flere omgange set eksempler på, at den nye musiks sangere tager den traditionelle danske sang op og omformer den fra fællessang til solosang. Som eksempel nævner hun Ludvig Holstein og Poul Schierbecks forårsforelskede tur til blomsterbutikken Det er i dag et vejr. Siden Kim Larsen indspillede sangen i 1973, har i hvert fald alle yngre danskere sunget den, som han gør: De sidste tre toner trækkes ud til tunge fjerdedele.
Hvis Aksel Schiøtz i 1940erne og 1950erne løftede den folkelige danske sang helt op på det kunstneriske parnas, har Kim Larsen siden 1970erne trukket den godt ned på stenbroen igen. Spørgsmålet er så, hvad Sangens År-initiativet kan gøre for den danske sangs fremtid. Kirsten Sass Bak er i tvivl:
Det at synge sammen kan bestemt være sundt og godt. Men spørgsmålet er, hvad man synger, og hvad den enkelte får ud af det. Den traditionelle danske fællessang opstod fra græsrødderne. Hvis fællessangen nu skal styres fra oven, ved jeg ikke, hvad der kommer ud af det.