Den 25-årige Guo Shimei, der sammen med sin mand og to børn havde overværet japanernes hærgen og hærværk mod buddhistisk kunst i Qixia-templet, besluttede efter nogle dages forløb, at helligdommen ikke længere var et godt sted at være. Faktisk syntes ingen steder sikre. Hendes egen to år ældre bror var blevet standset uden grund af japanerne i deres landsby, som kun lå ganske få kilometer borte, og sammen med to andre yngre mænd var han blevet taget med til Nanjing. Hun så ham aldrig igen.
Usikkerheden og terroren rådede overalt, med en eneste undtagelse: Jiangnan Cement. Rygtet om fabrikken, hvor japanerne ikke vovede at komme, bredte sig blandt de skræmte flygtninge, og som mange andre besluttede Guo Shimei og hendes familie at slå sig ned dér. De fulgte eksemplet hos de andre, som var kommet før, og byggede en lav hytte ved hjælp af strå og bambuskæppe. Materialerne hentede de i deres landsby på tider af døgnet, hvor japanerne ikke var i nærheden ...
Det var barske vilkår, men alligevel langt at foretrække frem for alle alternativerne. Årsagen var den mærkelige udlænding med det lyse, bølgede hår, som kunne holde japanerne på afstand. Det var ren magi, og Guo Shimei så det igen og igen. ”Når japanerne kom, gik udlændingen ud for at tale med dem, og efter et stykke tid forsvandt de igen. Hvis japanerne kom for at få fingre i nogle kvinder, fandt udlændingen et flag frem, og efter at de havde udvekslet et par ord, fortrak japanerne,” fortalte hun, da hun blev interviewet som gammel.
Andre bemærkede den særlige respekt, som japanerne tilsyneladende havde for udlændingens flag: ”Når han hejste det danske flag, turde japanerne ikke komme ind,” sagde en af dem mange år senere.
De kinesiske flygtninge ankom til Jiangnan Cement, ofte efter betydelige strabadser, og blev forbløffede over de ordnede forhold. ”Det var en flygtningelejr, som var drevet af en dansker. Der var folk, som holdt vagt og gik på patrulje,” fortalte Zhou Zhongbing, dengang en dreng på 15. ”Når japanerne kom for at lave ballade, kom danskeren ud og standsede dem.” Samtidig hæftede mange sig ved danskerens fremmedartede udseende. Den lyse hud slog dem med forundring. Og siden de aldrig havde set blonde mennesker før, troede de, han var hvidhåret.
Enkelte flygtninge havnede på Jiangnan Cement ved et tilfælde. Det gjaldt for eksempel Luo Zuowei, en dyrlæge fra Beijingområdet, som havde været beskæftiget ved det kinesiske kavaleri. Sammen med en anden tidligere soldat havde han været på flugt fra den japanske hær siden nederlaget i Nanjing, og oprindelig havde de haft planer om at søge tilflugt i Qixia-templet. Luo Zuowei beskrev senere i sine erindringer, hvorfor det gik anderledes: ”Da vi passerede Jiangnan Cement, hørte vi, at der også var en flygtningelejr dér, og vi besluttede os for at prøve cementfabrikken først. Vi så, at jerngitteret ved porten var lukket, og at en arbejder stod og holdt vagt. Vi spurgte, om vi kunne få lov at blive der, og da han hørte, at vi talte Beijing-dialekten, sagde han med det samme: ’Vi kommer det samme sted fra. I skal være velkomne!’”
Arbejderen placerede de to nyankomne i en slags venteværelse, og kort tid efter blev de introduceret til en lyshåret udlænding. De fik at vide, at det var en opsynsmand, som var blevet sendt af fabriksejeren. De to fik lov til at blive på Jiangnan Cement, men til gengæld skulle de hjælpe udlændingen med et uhyggeligt arbejde. Hver af de kommende dage gik de ned til bredden af Yangtze på udkig efter lig, som var drevet i land, og begravede dem på en skråning. De fleste var ofre for de massehenrettelser, som den japanske hær gennemførte inde i Nanjing. ”Jeg samlede i alt otte lig op. De var alle sammen stærkt forbrændte, og det var ikke muligt at se nogen individuelle træk overhovedet,” skrev Luo Zuowei i sine erindringer ...
I dagene omkring nytår fortsatte Sindberg sine ekspeditioner ind til Nanjing. Hans evne til at bevæge sig ubesværet gennem områder, hvor svært bevæbnede japanske soldater holdt øje med alt, var så bemærkelsesværdig, at han havnede i en rapport udarbejdet af den amerikanske flådes efterretningstjeneste, hvor han dog ved en fejltagelse blev identificeret som tysker:
”Alle udlændinge i byen er pålagt strenge restriktioner. Praktisk taget ingen har fået lov til at passere ud gennem byportene, med undtagelse af diplomatiske repræsentanter. Der går imidlertid rygter om, at en tysker, som repræsenterer et tysk firma, stadig beboer sit hjem uden for byen, og når han ønsker at komme ind i byen, tager han afsted i en frygteligt tilredt gammel bil sammen med to levende ænder, og han forærer en af dem til vagtposten ved porten på vejen ind. Det giver ham normalt adgang, og på vejen tilbage forærer han den anden and bort, hvilket sædvanligvis er nok til, at han kan slippe ud igen.”
Sindberg beskrev i et brev til en ven i Aarhus det syn, der mødte ham undervejs på hans ekspeditioner til Nanjing: ”Paa en saadan Tur ser man kun Ødelæggelser overalt. Alle Landsbyer er afbrændt. Alt Kvæg og alt Fjerkræ er bortført. Hvor man ser hen, ligger Ligene af dræbte Bønder og kinesiske Soldater og tjener som Maaltid for de omstrejfende Hunde og vilde Dyr. Kun hist og her møder man en gammel Kineser eller Kineserinde, der er blevet skaanet og nu vandrer ensom omkring for at lede efter en Smule Føde.”
Han fortalte også med vemod om et område uden for Nanjings bymur, hvor der før havde været svømmebassiner, skoler og andet prestigebyggeri opført under Chiang Kai-shek. ”Nu ligger det altsammen i Ruiner og komplet mennesketomt. Det Eneste, der mærkeligt nok er blevet skaanet, er et stort nationalt Monument af den kinesiske Revolutions Fader, Dr. Sun-Yat-Sen.”
Sindberg var altid en velkommen gæst i Nanjing, og det var der gode grunde til. Jiangnan Cement var en essentiel kilde til proviant, som den tyske diplomat Paul Scharffenberg forklarede i sine rapporter til den tyske ambassade, som efter Nanjings fald var flyttet op ad Yangtze-floden til storbyen Wuhan:
”Gaderne uden for zonen er mennesketomme, ruinerne byder et trøstesløst skue, alt er gået i stå: Altså ingen hoteller, biografer, apoteker, forretninger, markeder: Intet. Levnedsmidlerne har nået et faretruende lavt niveau, i sikkerhedszonen er man allerede gået over til heste- og hundekød… Den forplejning, som vi får af japanerne, er fuldstændig utilstrækkelig. Hvis vi udelukkende var henvist til dem, ville vi være døde af sult. I går bragte danskeren Sindberg fra cementfabrikken os igen fødevarer, og kom med en lille gris, æg og to ænder. Han blev ganske vist anholdt undervejs, men han kom igennem vagten ved hjælp af en kasse øl, og blev endda mandsopdækket af en officer og tre soldater.”
For vesterlændingene inden for Nanjings bymur var Sindberg desuden en af de eneste kilder til efterretninger om, hvad der skete uden for byen. Det fremgår blandt andet af et brev, som John Magee skrev til sin kone den 4. januar: ”I går morges havde jeg en samtale med to kinesere fra Texas Oil Co.’s lager… De sagde, der var et stort antal døde mænd, kvinder og børn. Hr. Sindbery, en dansker, siger, at det samme gælder uden for Zhongshan-porten [i bymurens østlige ende].”
Næsten ni år senere huskede Magee stadig Sindbergs detaljerede beretninger om tilstandene i oplandet. Ved krigsforbryderdomstolen i Tokyo efter Anden Verdenskrigs afslutning var Magee blevet indkaldt til at give sin beretning om massakren i Nanjing, og han nævnte sin danske bekendte i forbindelse med en længere vidneafhøring:
”En dansker, som boede 15 miles uden for byen, fortalte mig, at han havde set en [kinesisk] soldat overgive sig. Da han tog tilbage til Nanjing, så han liget af soldaten, som tilsyneladende var blevet tævet ihjel.”