Prøv avisen
Forbrydelse og straf

Dødsstraf var en udbredt praksis efter reformationen

Et af danmarkshistoriens mest kendte eksempler på offentlig henrettelse gik ud over Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandt, der begge var del af en kamp om magten i Danmark i 1700-tallet. Her ses deres parterede lig på hjul og stejle på et flyveblad fra 1772. – Foto: Det Kgl. Bibliotek

Reformationen førte ikke blot til et opgør med den katolske kirke. Bevægelsen satte samtidig et brutalt aftryk på de nordeuropæiske retssystemer – også det danske

I jern og lænker blev de ført ud på Østerbro fra fængselscellerne i Kastellet til Østerfælled, det nuværende Fælledparken i København. Fra sin karet kunne Johann Friedrich Struensee se, hvordan kollegaen Enevold Brandt blev ført frem foran de tusindvis af mennesker, der havde taget opstilling omkring retterstedet.

Han bad lydeligt Gud om tilgivelse, før bødlen med økse skilte højre hånd og hoved fra resten af hans krop. Bagefter fik Struensee samme tur.

De livløse kroppe blev herefter parteret, ført til Vesterfælled og udstillet på hjul og stejle, mens hoveder og hænder blev sat på stager.

Johann Friedrich Struensee, der var Christian den Syvendes rådgiver, blev officielt dømt til døden for majestætsfornærmelse i 1772, men dommen var del af et større politisk spil om magten i Danmark.

Helt frem til 1930 var dødsstraf en del af straffeloven i Danmark, fortæller forhenværende bibliotekar Niels H. Kragh-Nielsen. Han har brugt flere årtier på at grave sig ned i historien om den danske dødsstraf, og arbejdet er blevet til værket ”Straffet på livet – Henrettelser i Danmark 1537-1892”, der udkom den 14. juni.

”Henrettelser har fundet sted i de fleste samfund og kulturer verden over, men ikke mindst efter Reformationen fik retspleje- og straffelovens forankring i et religiøst verdensbillede konsekvenser. Det skete med afsæt i såkaldt mosaisk ret i Det Gamle Testamente, hvilket betød, at retsreglerne kom til at følge Moselovens 10 bud. Straffelovgivningen blev således strengere, og dødstraffen blev i højere grad aktiveret,” siger Niels H. Kragh-Nielsen.

Ændringen indebar blandt andet, at forbrydelser som blodskam, sodomi, trolddom og manddrab blev set strengere på og førte dødsdom med sig.

Hvor man tidligere kunne tale om en graduering af strafudmålingen, blev det efter lovændringen ifølge forfatteren et ”enten-eller”. Og var man i tvivl om, hvorvidt en misgerning skulle straffes med døden, var det op til teologerne på Det Teologiske Fakultet i København at vurdere, hvorvidt Gud krævede dødsstraf.

En dødsstraf var dog sjældent blot en dødsstraf. Henrettelsesmetoderne var mange, og alt afhængig af forbrydelsens karakter indebar straffen ofte også en grad af tortur, forklarer Niels H. Kragh-Nielsen.

”Flere blev knebet med gloende tænger, pisket eller fik afskåret et øre, mens der også er eksempler på, at forbryderen kom på pinebænken, blev strakt eller fik sine knogler knust – det, man kaldte radbrækket – med et vognhjul og levende blev placeret på hjul og stejle til offentlig skue. Man anså det for ekstra nedværdigende, hvis kroppen blev mærket og udstillet,” siger han.

Ifølge forfatteren var halshugning med sværd den mildeste og mindst vanærende form for dødsstraf, mens halshugning med økse frem til omkring 1790 var alvorligere.

Hængning og halshugning var de mest udbredte henrettelsesformer, og derudover talte metoderne også afbrænding på bål og nedgravning levende.

Fælles for langt de fleste dødsdømte var, at de kom fra samfundets nederste lag. Hvor mændene især blev dømt til døden for tyverier, drab og grove voldsforbrydelser, var årsagen for mange kvinder fødsel i dølgsmål og drab på barnet, fortæller Niels H. Kragh-Nielsen.

Han har fundet frem til i alt 2881 registrerede henrettelser i Danmark i perioden fra 1537 til 1892, hvor den sidste civile henrettelse blev udført på dansk jord.

Antallet er dog ”med al sandsynlighed langt højere”, da meget af kildematerialet er gået tabt, mener forfatteren.

Den betragtning er seniorforsker på Rigsarkivet Tyge Krogh enig i. Han har blandt andet behandlet de danske henrettelser i sin disputats ”Oplysningstiden og det magiske” samt i værket ”A Lutheran Plague. Murdering to Die in the Eigthteenth Century” (En luthersk pest. At dræbe for at dø i det attende århundrede).

”Alt tyder på, at dødsstraffen har været en ganske udbredt praksis. Særligt fra 1580 til 1620 ser det ud til, at der har været en moralsk oprustning i hele Europa, som har ført mange henrettelser med sig,” siger Tyge Krogh.

Med oplysningstidens reformtanker i 1700-tallet begyndte et langsomt opgør med bindingen til religion dog at tage form, og der opstod så småt en modstand mod dødsstraffen.

Ifølge Tyge Krogh gik den første modstand på, at dødsstraf var et dårligt middel til at bekæmpe forbrydelser, hvilket udviklede sig til deciderede angreb på dødsstraffen fra folk, der mente, at henrettelserne var direkte umenneskelige.

”Det er ret interessant, at det humane aspekt først vandt indpas omkring århundredskiftet. Tanken om, at samfundet var i direkte dialog med og stod til regnskab over for Gud, begyndte at svinde ind, og oplysningstankerne – de frie tanker – fik større spillerum,” siger Tyge Krogh.

Sideløbende udbredtes en forestilling om, at det var bedre at fængsle end at dræbe, forklarer han. Oprettelsen af et egentligt fængselsvæsen fra midten af 1700-tallet bidrog således også til at bringe antallet af henrettelser ned.

Der skulle dog gå adskillige år, før opgøret for alvor vandt gehør. Trods en del forberedende kommissionsarbejde valgte man at bevare dødstraffen for manddrab, da Danmark i 1866 fik ny straffelov. Først i 1930 blev dødstraffen afskaffet i dansk lovgivning med Borgerlig Straffelov. Den blev dog genindført i forbindelse med retsopgøret efter Besættelsen og blev først endeligt afskaffet i den militære straffelovgivning i 1978.8

Sådan så den blok ud, som blev benyttet til halshugning i Danmark. I 1892 blev den sidste henrettelse uden for krigsperioder foretaget i Danmark på den daværende Horsens Straffeanstalt. Efter halshugningen vendte skapretter Seistrup sig mod byens borgmester og sagde: ”Jeg har gjort min pligt.” – Foto: Horsens Museum