I 1363 klagede professorer og studerende på universitetet i Paris over slagterne, der boede ved siden af.
”De slår dyrene ihjel indenfor, og blod og efterladenskaber kaster de så ud ad vinduet i Rue Sainte-Genevieve. Det sker dag og nat. Flere gange har de opbevaret dyr i huset, indtil de var rådne, hvorefter de kastede dem ud i samme gade, og luften i hele området stank af forrådnelse,” stod der i protesten til kongen.
Og ikke kun dunsten af døde dyr hang i luften. Det gjorde menneskers efterladenskaber også. Omkring 1750 klagede naboer til André Bruneau i Nantes over, at han smed sin ”ildelugtende materie” ud ad vinduet dagligt og ramte forbipasserende med den.
Begge eksempler giver den franske historiker Robert Muchembled, der har skrevet lugtenes historie, som står i grel kontrast til de forårsdufte, der lige nu erobrer luften. For stort set alle generationer før os har været vant til at leve i noget, som nutidige europæere ville kalde stank.
De har til gengæld været mere lugt-tolerante, også over for indtryk, som vi ikke kan døje i dag.
Og måske er vi gået for langt i fortrængningen af alt, hvad der kan genere næsen. Det mener i hvert fald den franske historiker Robert Muchembled, der stiller sig kritisk over for det lugtfri univers, som for eksempel mange forretninger og indkøbscentre i Vesten er udtryk for. En god ost skal rive i lugtesansen, som den franske sansehistoriker skriver i bogen ”Civiliseringen af lugtene”, der i denne måned genudgives på engelsk.
I sin gennemgang af lugtenes historie giver Robert Muchembled eksempler på, at vores forfædre så anderledes på lugte.
Den nederlandske humanist Erasmus af Rotterdam behandlede lugte udførligt i sin skrivelse fra 1530 om at gøre civiliserede mennesker ud af børn, ”De civilitate morum puerilium”. Han så det som en del af en god opdragelse at lære at bruge næsen.
Op til 1620 var der ikke nogen udbredt skam over kropslugte, tilføjer Muchembled. Også kendskab til disse blev opfattet som del af den dannelse, som enhver ordentlig familie gav unge mennesker. På det tidspunkt var rent vand eller daglige brusebade ikke tilgængelige for de mange, må man huske, og toiletter i moderne forstand fandtes ikke. Men man blev ikke hjemme, bare fordi man ikke havde været i bad. Kropslugte i det offentlige rum har været ganske almindelige.
For den franske oplysningstænker Denis Diderot var lugtesansen den mest lystfyldte af alle sanser, og her lignede han mange andre digtere, både før og efter ham, som lod sig inspirere af det, de snuste ind.
Denis Diderot var ikke afskrækket af, at han levede på et tidspunkt, hvor lugtesansen i højere grad end tidligere blev belastet.
Byerne blev på mange måder uudholdelige at leve i i 1700-tallet på grund af en intens demografisk tilvækst. Jo tættere mennesker boede, des mere stank de og deres affald.
”Paris stinker mere og mere, i takt med at byen vokser,” skriver Muchembled.
Problemet var større i byerne end i landområderne. En landmand ville have grund til at holde sig for næsen, hvis han kom ind til byen. Omvendt er det i dag, hvor byboer holder sig for næsen, når de kommer ud på landet.
Mange har i historiens løb sat næsens sansning i forbindelse med godt og ondt. Herunder med sundhed.
I 1562 kom pesten til Paris. Lægen Antoine Mizauld opfordrede blandt andet til at bekæmpe sygdommen ved at tænde velduftende bål.
Han anbefalede at give ilden og røgen en tone af kanel, myrra eller muskatnød for blot at nævne et par af de dufte, der blev tilrådet. Om aftenen skulle man desuden have blomster i soveværelset, som kunne udsende gode dufte.
Lægen Jean de Lamperiere foreslog at fyre en kanon af hver aften under pesten i Rouen i 1620. For lufttrykket, der blev udløst af krudtet, rensede den forpestede luft med sin svovllugt, noterede han.
At sygdom var forbundet med lugt – for eksempel af betændelse – var rigtigt, men i århundreder forstod man ikke, at stank var et symptom på noget andet, som skulle bekæmpes. Mange prøvede i stedet at fordrive lugt med lugt.
Også religiøst har lugte spillet en stor rolle. Helt tilbage på forfatteren Homers tid (omkring 800 f.Kr.) brændte de gamle grækere særlige træsorter af for at finde velvilje hos guderne.
Den jødisk-kristne Gud sætter også pris på den gode duft af turteldue eller dueunge. Det kan vi læse i Tredje Mosebog:
”Så skal præsten brænde den på alteret på brændet over ilden. Det er et brændoffer, et offer, en liflig duft for Herren.”
I Bibelen er der mange andre eksempler på de ophøjede dufte. De tre vise mænd, der opsøgte jesus-barnet, medbragte myrra og røgelse.
I den protestantiske del af kristenheden har man fjernet lugtene hen ad vejen. I Danmark har den folkekirkelige gudstjeneste ofte noget til øjet, øret og tungen, men sjældent til næsen. Dansk kristendom er altså på samme kurs som det moderne vestlige samfund, der i mange zoner er blevet lugtfrit.
Men gennem historien har de fleste kristne haft næsen med i gudsforholdet. Både hos katolikker og ortodokse spiller røgelse den dag i dag en rolle under messen.
Nogle af middelalderens skildringer af helgener beretter i øvrigt, at de afdøde afgav skønne dufte. Det gjaldt også deres relikvier, altså de efterladte knogler. Der er et fagudtryk for fænomenet. En ”myroblyt” er – i hvert fald i den franske brug af ordet – en helgen eller anden vigtig religiøs person, ”hvorfra myrra kommer ud”, som det græske ord siger.
Men ikke bare Gud eller det gode har været forbundet med lugtesansen. Gennem århundreder er Djævelens lugt blevet opfattet som svovlagtig.
Og dæmoner blev forbundet med det ildelugtende slam, som fyldte Paris’ gader i 1600-tallet, for eksempel hos poeten Claude le Petit. Generelt fandtes der mange steder i middelalderen en tanke om, at Djævelen var i det lave og lugtende, men også om, at man kunne fordrive det onde med gode dufte, forklarer den franske historiker.
Fra den sene middelalder bar nogle en pomander, en lille kugle lavet til parfume. I kunst fra Nederlandene i det 16. århundrede ser man pomandre, nævner Robert Muchembled. Malede skikkelser i bøn bar for eksempel i bæltet en pomander, der skulle holde det onde væk.
Bogens mange eksempler tjener til at understrege den pointe fra forfatterens side, at ting ikke i sig selv lugter godt eller dårligt. Med undtagelse af urbiologiske lugtfunktioner, som giver os væmmelse ved stank fra forrådnet mad eller sygdom, er vores næse formet af den tid, vi er født ind i, mener Robert Muchembled, og vor tid er kendetegnet ved, at vi er næsesky.
I sidste instans vil vi ikke kendes ved nogen lugte, der kan lede tankerne hen på død, forfængelighed eller lidelse, lyder analysen fra den aldrende franske intellektuelle.
La civilisation des Odeurs (Civiliseringen af lugtene). Af Robert Muchembled. Forlag: Editions Tallandier. 2019. Ikke udgivet på dansk. 272 sider.