Den finske borgerkrig er et åbent sår

Krigen mellem socialister og borgerlige i Finland for 100 år siden blev blodig, ikke mindst fordi den blev udkæmpet af amatører uden militær disciplin og respekt for krigens regler

Et af den finske borgerkrigs vigtigste slag stod i Tammerfors. Fra byen ses på billedet et pansret tog, som indgik i krigen. –
Et af den finske borgerkrigs vigtigste slag stod i Tammerfors. Fra byen ses på billedet et pansret tog, som indgik i krigen. – . Foto: Ritzau Scanpix.

Den 16. maj 1918 marcherede general Gustaf Mannerheim ind i Helsinki i spidsen for de sejrende ”hvide” tropper. Sejrsparaden var den officielle afslutning på en fire måneder lang borgerkrig mellem de socialistiske ”røde” og de borgerlige ”hvide”.

Tyske tropper havde erobret byen fra de røde en måned tidligere. De røde var primært arbejdere i industribyerne i syd, især Tammerfors, Helsinki og Viipuri, mens de hvide var frivillige fra middel- og overklassen samt værnepligtige bondesoldater fra de nordlige dele af landet. De hvide fik militær støtte fra Tyskland, der havde vundet krigen på Østfronten og påtvunget det bolsjevikiske styre i Rusland en hård fred den 3. marts 1918 i Brest-Litovsk. Lenins nye Sovjetrepublik støttede til gengæld de røde. Den blodige konflikt kostede næsten 40.000 mennesker livet ud af en befolkning på tre millioner.

Finland havde siden 1809 været en del af det russiske imperium og således påvirket af Februarrevolutionen i 1917. Revolutionen førte også i den finske del af riget til en bitter kamp mellem den venstreorienterede arbejderbevægelse anført af det socialdemokratiske parti på den ene side og på den anden side de besiddende i by og land. Allerede i 1901 var den finske hær som led i russificeringen af Finland blevet opløst.

En følge var, at finske mænd fra 1905 ikke fik militær træning. Ud over nogle få adelige officerer fra den kejserlige hær var den militære erfaring begrænset til de cirka 2000 frivillige, som under krigen var søgt til Tyskland for at kæmpe for finsk selvstændighed i den såkaldte jægerbataljon. Den manglende krigserfaring gjorde det sandsynligvis lettere at gribe til vold i det ellers fredelige nordiske land. Hovedårsagen til borgerkrigen var dog revolutionerne i marts og november 1917 – der normalt kaldes februar- og oktoberrevolutionen efter den ortodokse kalender, der var bagud.

Den nye regering under Aleksandr Ke-renskij nedlagde i marts 1917 det kejserlige gendarmeri. Da hæren samtidig gik i opløsning efter tre års nederlag, forsvandt statens voldsmonopol. Derfor begyndte såvel højre- som venstrefløjen i storhertugdømmet at danne ”sikkerhedsgrupper”. I begyndelsen var de lokale og stort set ubevæbnede, men efter opløsningen af landdagen i foråret 1917 fik de en mere militær karakter. Civilgarderne, som senere blev til de hvide garder, rekrutteredes blandt konservative akademikere, industrifolk og større landmænd. De røde garder blev rekrutteret gennem deres lokale partiafdelinger og fagforeninger og udstyret med våben fra de revolutionære russiske soldater. Ved valget i oktober 1917 skiftede parlamentets socialdemokratiske flertal til et borgerligt flertal af konservative og repræsentanter for landbefolkningen.

Den 27. november udnævntes et konservativt kabinet under ledelse af Pehr Evind Svinhufvud, som besluttede at løsrive Finland fra Rusland. Men man manglede en velfungerende hær. De første frivillige fra tysk tjeneste, de såkaldte Jägere, vendte tilbage den 31. oktober 1917. Samtidig steg antallet af hvide garder fra 149 i august 1917 til 408 i januar 1918, og de begyndte at træne militært. Men de blev først effektive, efterhånden som de tysk trænede Jägere overtog kommandoen.

Socialdemokraterne mistede flertallet ved valget i oktober og reagerede med at forlange valget annulleret og opløsning af de civile garder. Da programmet blev afvist, indledte de en generalstrejke den 14.-19. november 1917 med krav om socialdemokrater i regeringen.

Men nedskydningen af en landarbejder under en lokal strejke den 9. august i Ypäjä havde vakt vrede blandt arbejderne i hele landet. Denne vrede udnyttede Lenin efter sin magtovertagelse til at opfordre socialdemokraterne til at tage magten i Finland, der var vigtigt for forsvaret af Sankt Petersborg (som hed Petrograd 1914-24). Flertallet af de finske socialister foretrak dog stadig parlamentariske metoder, hvilket fik Lenin til at kritisere dem som ”tøvende revolutionære”. På en ekstraordinær partikongres den 25.-27. november 1917 vandt de moderate. Men da de foreslog at opgive kravet om en socialistisk revolution, stemte forsamlingen nej. Flertallet ønskede at beholde militære styrker og holde den revolutionære vej åben.

Efter selvstændighedserklæringen den 6. december 1917 udnævnte den borgerlige regering i januar 1918 de såkaldte ”skydds-kår”, altså borgerlige beskyttelsesværn, til landets hær. Det opfattede socialisterne som et forsøg på at standse revolutionen. Selv de reformistiske socialdemokrater gav nu efter for de russiske bolsjevikker og deres egne radikale og lod de røde garder overtage magten i det industrialiserede sydlige Finland. Et Folkekommissariat under Kullervo Manner gav 26. januar 1918 ordre til at fængsle den borgerlige regering. Samme dag sluttede arbejdergarderne sig sammen til Finlands ”Røde Garder” og tændte en rød lanterne i tårnet på arbejdernes bygning i Helsinki som symbol på magtovertagelsen.

Den hvide garde havde fået ordre til at gå i kamp dagen før, og regeringen flygtede til kystbyen Vaasa ved Den Bottniske Bugt. General Mannerheim som regeringen havde udnævnt til øverstbefalende afvæbnede tidligt om morgenen den 28. januar de russiske tropper. De hvide fik efterhånden våben fra Sverige og Tyskland og blev kommanderet af en kerne af adelige officerer, der som Gustaf Mannerheim havde gjort tjeneste i den kejserlige hær. Sverige holdt sig neutralt, men frivillige deltog på individuel basis.

De hvide styrker var i begyndelsen 38.000 mand og voksede via værnepligt til 60.000 i april. Der var stadig 75.000 russiske tropper stationeret i Finland, men hovedparten var demoraliserede og uvillige til at kæmpe, og højst 10.000 af dem kæmpede i borgerkrigen. Den vigtigste sovjetiske støtte til de røde garder, der var næsten lige så mange som de hvide, var våben. Snart stabiliseredes en frontlinje fra Tavastland i vest til Karelen i øst. Men der var ingen klare fronter, idet kampene stod om industribyer, jernbaneknudepunkter og landeveje.

Krigens voldsomme karakter med mange vilkårlige henrettelser og grusomheder skyldtes, at den var en borgerkrig, der blev udkæmpet mellem dårligt bevæbnede amatører uden militær disciplin og respekt for krigens love.

I februar var landet delt i en hvid og en rød del. De røde garder kontrollerede landet mod syd, herunder næsten alle de store industriområder samt de største godser med mange fæstebønder. Den hvide armé kontrollerede områderne mod nord med små og mellemstore landbrug. Her var der ikke mange fæstebønder, og de havde gennemgående en højere social status end sydpå og støttede derfor de hvide.

I den situation besluttede den tyske overkommando at benytte sin militære overlegenhed til at afgøre borgerkrigen. Den 3. april gik en tysk division i land ved Hangö i sydvest og erobrede på 11 dage Helsinki. Ironisk nok blev de godt hjulpet af den jernbane, russerne havde anlagt for at lette forsvaret.

Samme dag, som den tyske Ostseedivision gik i land, indledte Mannerheim angrebet på den vigtige industriby Tammerfors, hvor den røde garde havde koncentreret sine styrker.

Dette blodige og forbitrede slag mindes stadig i byen, selvom tekstilfabrikkerne nu er omdannet til kulturcentre med caféer, mens industrien er flyttet udenfor til en egen by, hvorfra Nokia i sine velmagtsdage beherskede det internationale marked for mobiltelefoner.

Slaget om Tammerfors blev udkæmpet mellem 16.000 hvide og 14.000 røde soldater. Det var det første eksempel på bykamp i Finland og et af de tre afgørende slag under krigen. De blodige slag om Tammerfors og Viipuri blev vundet af de hvide, mens slaget om Helsinki blev afgjort af tyske tropper.

Fronter under borgerkrigen i begyndelsen af februar 1918 med den røde gardes område i rødt og den hvide gardes i blåt.
Fronter under borgerkrigen i begyndelsen af februar 1918 med den røde gardes område i rødt og den hvide gardes i blåt.

I alt faldt omkring 11.000 i borgerkrigen, 5300 røde, 3400 hvide, 600 russere og 300 tyskere. Regner man de 12.000 med, som blev henrettet efter summarisk rettergang bag fronten, ofrene for politisk terror og de mange mennesker, der døde af sygdom og sult i fangelejren, var det samlede tab 38.500, heraf 6000 i alderen 14-20. Tre fjerdedele tilhørte den røde side. Bortset fra ofrene for den verdensomspændende influenzaepidemi, den spanske syge, som på globalt plan krævede flere døde end verdenskrigen selv, døde de fleste under de frygtelige forhold i fangelejrene. 20.000 børn blev forældreløse, og mange røde flygtede til den karelske republik i Sovjetunionen. Den traumatiske borgerkrig skabte bitterhed, frygt, had og et ønske om hævn og forøgede splittelsen i det finske samfund.

De sejrende hvide tilsluttede sig Tyskland, der i foråret 1918 så ud til at ville vinde verdenskrigen, selvom USA var trådt ind på fransk og britisk side. Svinhufvud blev valgt til rigsforstander af et parlament, hvis socialdemokratiske medlemmer var fængslede eller på anden vis forhindrede i at deltage. Tyske officerer fik til opgave at opbygge en regulær hær, mens Mannerheim, der satsede på vestmagterne, gik i eksil.

Det konservative flertal valgte endda en tysk prins til konge, Fried-rich Karl af Hessen der var gift med en søster til kejser Wilhelm II. Heldigvis nåede han ikke at overtage kronen før det tyske sammenbrud.

Svinhufvud gik af, og Mannerheim blev rigsforstander for at skaffe Finland en plads i det nyordnede Europa. Ved nyvalgene i marts 1919 fik socialdemokraterne igen en stærk stilling i parlamentet, og moderate borgerlige overtog regeringen og indledte en forsoning.

Erindringen om konflikten blev undertrykt indtil 1950’erne, da Väinö Linnas romaner bragte den frem i lyset. Selvom den nu kan diskuteres åbent, er borgerkrigen den mest traumatiske og kontroversielle begivenhed i det moderne Finlands historie. Det viser sig blandt andet i striden om den skal kaldes borgerkrig, frihedskrig, broderkrig, klassekrig, den røde opstand eller revolution.

Sammenholdet under Anden Verdenskrig gjorde meget for at hele splittelsen, men den er stadig ikke overvundet, som det fremgår af tilstrømningen til den nye filmatisering af Väinö Linnas ”Den ukendte soldat”. Og skildres i Kjell Westös prisbelønnede romaner.