Den græsk-danske psykolog Libby Tatá Arcel blev først i den sidste del af sit liv klar over, hvor voldsomt et traume hendes familie havde båret med sig, efter den var flygtet fra et område i det nuværende Tyrkiet i 1922. Det fortæller hendes veninde, Lene Koch.
”Som psykolog var Libby særligt interesseret i traumer, men det var først relativt sent i livet, at hun fik øjnene op for det traume, hendes egen familie havde pådraget sig som flygtninge. Hun begyndte at interviewe sin mor, Tasítsa Tatas, og sammen rejste de tilbage til Lilleasien og til byen, som familien måtte flygte fra for næsten 100 år siden,” siger Lene Koch, der tidligere har været professor på institut for folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.
Hun har bearbejdet den danske udgave af den aktuelle udgivelse ”Med fordrivelse i sjælen”, der fortæller historien om flygtningekvinden Tasítsa Tatas (født Tasítsa Kouniusli) flugt fra Lilleasien til Lesbos og hendes opbygning af et nyt liv med grene til Danmark.
Bogen er skrevet af Libby Tatá Arcel, der nåede at udgive bogen i fødelandet Grækenland, før hun døde i 2018. Gennem en privat indsamling blandt venner og familie samt med efterfølgende fondsstøtte er bogen oversat til dansk.
Tasítsa Tatas blev født i 1910 i Tsandarlí i Lilleasien på det, der i dag er Tyrkiets vestkyst. Her havde familien levet i mindst fire generationer, men i 1914 blev de, sammen med en kvart million græsk-ortodokse kristne, fordrevet fra kysten af den osmanniske stat. Familien slog sig ned på øen Lesbos, men efter Første Verdenskrig fik familien mulighed for at vende tilbage til Tsandarlí.
Få år efter, i 1922, måtte familien dog igen flygte fra tyrkerne. Den lille båd blev hurtigt fyldt op, og faderen blev efterladt på kajen. Først senere fik familien beskeden om at han, sammen med de andre tilbageblivende grækere i byen, var blevet gennet op i en gammel borg af tyrkiske soldater og myrdet.
”Resten af flugten blev farvet af, at familien ikke havde et mandligt overhoved. Og det gjaldt for mange græske familier i perioden, hvor mændene enten døde under flugten eller i krig med tyrkerne. Så det var kvinderne i familien – mormoderen, moderen, Tasítsa og hendes søskende – der var familiens kerne, og den lille Tasitsa den vigtigste forsørger,” siger Lene Koch.
Familien slog sig ned i et flygtningekvarter i byen Playia på Lesbos, hvor Tasítsa Tata voksede op og gik i lære som dameskrædder. Savnet efter faderen var stor, og sorgen blev endnu større, da hendes bror Níkos døde af tuberkulose.
”At den unge Tasítsa klarede al den modgang og sorg, handlede dels om, at hun var en stærk kvinde, og at hun var omgivet af stærke kvinder. Men hun fandt også stor trøst og styrke gennem sin tro. Hun var en meget troende græsk-ortodoks. Det eneste, hun fik med sig under flugten over Middelhavet, ud over det tøj hun gik i, var et ikon af Jomfru Maria,” siger Lene Koch.
Tasítsa gik ofte i kirke, hvor hun førte lange samtaler med Jomfru Maria. Og mens mange andre græske flygtninge plejede et indædt had til tyrkerne, valgte hun at tilgive dem.
”Hendes smerte blev ikke mindre af at tilgive tyrkerne, men reddede hende fra et opslidende had, og det betød også, at hun ikke gav traumet videre til sine børn,” siger Lene Koch.
Senere mødte Tasítsa den unge bagersvend Stélios Tatás, som hun giftede sig med. De fik fire børn, heriblandt Libby, bogens forfatter.
Da Libby var et år gammel, flyttede familien fra det fattige flygtningekvarter, og Libby og hendes søskende voksede op blandt almindelige grækere.
Som ung kvinde mødte hun den danske arkitekt Arne Arcel, og sammen flyttede de til Danmark, hvor de stiftede familie, og hun uddannede sig til psykolog.
”Libby var blevet skånet for familiens traume, men hun var bestemt ikke uberørt af det. Mens andre i hendes generation arvede forældrenes had, blev Libby i stedet optaget af at hjælpe mennesker i traumatiske situationer. Som psykolog tog hun til Balkan og arbejde med familier under flugt fra krigene i Jugoslavien og specielt med kvindelige voldtægtsofre,” siger Lene Koch.
Og netop opmærksomheden på udsatte mennesker blev en slags arv i familien. Det fortæller Tasítsas danske børnebørn, filminstruktør Nikolaj Arcel og skuespiller Natasja Arcel, om i bogen.
”Jeg har stærke følelser, hvad angår de svage, de fattige, de fremmede, dem, der blev ofre. Jeg kan ikke holde ud når der sker uret,” siger Natasja i bogen.
”Vi ved, at traumer kan sætte dybe spor i flygtningefamilier og påvirke flere generationer frem. Men det er ikke altid negative spor. Nogle familier bliver stærkere,” fortæller Lene Koch.
”At den unge Tasítsa klarede al den modgang og sorg, handlede dels om, at hun var en stærk kvinde, og at hun var omgivet af stærke kvinder. Men hun fandt også stor trøst og styrke gennem sin tro.