Det var et meget selvsikkert Frankrig, der i juli 1870 indledte en krig mod den tyske stat Preussen.
”Frankrig vil med stokken i hånden tugte preusserne, og det vil være en ren spadseretur at marchere til Berlin,” pralede den franske krigsminister Edmond Lebœuf over for sine regeringskolleger i Paris den 15. juli 1870.
Men i stedet for at indtage Berlin oplevede franskmændene til deres store rædsel kun to måneder efter krigens begyndelse, at deres egen hovedstad, Paris, var belejret af tyskerne.
I år er det 150 år siden, at krigen, der ændrede magtforholdene i Vesteuropa, fandt sted, og jubilæet markeres i Tyskland med bogudgivelser, tv-dokumentarfilm og artikler i aviser og historiemagasiner.
Frankrig indledte officielt krigen, men i virkeligheden var det Preussens ministerpræsident, Otto von Bismarck, der med fuldt overlæg fremprovokerede franskmændenes krigserklæring. Bismarcks højeste ønske var nemlig en krig mellem de to lande.
I 1870 var det nuværende Tyskland delt op i en række mindre og større selvstændige stater. Otto von Bismarck ledede et forbund af de nordlige stater kaldet ”Norddeutsche Bund”, og han drømte om at samle så mange af de tysksprogede stater som muligt i én stor nationalstat.
Men Frankrig udgjorde en fare for Bismarcks planer. Franskmændene ville ikke acceptere en tysk stormagt, der kunne være en konkurrent for den franske nation, og der var endda fare for, at landet ville indgå en alliance med Østrig og de sydtyske stater imod Preussen. Kun en krig, hvor både nord- og sydtyske stater kæmpede side om side imod Frankrig, kunne efter Bismarcks mening hindre denne udvikling. En forudsætning for at hans planer lykkedes, var imidlertid, at Frankrig – og ikke Preussen – fik skylden for et krigsudbrud.
Lejligheden bød sig i juli 1870, da det kom på tale, at arveprins Leopold af Hohenzollern-Sigmaringen, en fjern slægtning til Preussens kong Wilhelm I, skulle overtage tronen i Spanien. Forslaget fremkaldte voldsomme protester i Frankrig, der ikke ville være omringet af lande regeret af den tyske fyrsteslægt Hohenzollern. Den franske udenrigsminister, Antoine Alfred Agénor de Gramont, sendte sin ambassadør til kong Wilhelm I og forlangte en officiel garanti af kongen for, at ingen i slægten Hohenzollern nogensinde ville stille krav om at overtage den spanske trone. Wilhelm I meddelte ambassadøren, at han ikke havde noget med sagen at gøre, og efterfølgende sendte kongen en udskrift af samtalen til Otto von Bismarck i Berlin med besked om, at Bismarck gerne måtte offentliggøre teksten helt eller i en forkortet udgave. Resultatet var, at Bismarck i avisen Norddeutsche Allgemeine Zeitung offentliggjorde en ekstremt forkortet tekst, som vakte det indtryk, at kongen hverken ville se eller tale med Frankrigs ambassadør fremover. Tonen i teksten var efter datidens normer ekstrem uhøflig, og Paris gik lige i fælden: Landet erklærede Preussen krig, og dermed stod franskmændene i verdens øjne som krigsmagerne.
Af angst for at blive besat af franske tropper valgte de sydtyske stater hurtigt at slutte sig til Bismarck, og hermed gik kanslerens kyniske kalkulation op: Krigen var ikke længere preussisk-fransk, men derimod en fransk-tysk krig.
Den franske krigsminister, Edmond Lebœuf, havde i dagene op til krigsudbruddet forsikret kejser Napoleon III og regeringen om, at den franske hær var mere end beredt til at føre krig. Men det skulle vise sig, at han tog frygteligt fejl.
Mens tyskerne hurtigt samlede alle deres tropper ved grænserne til Frankrig, manglede den franske hær stadig 85.000 af sine mænd, da landet endelig indledte den første offensiv den 4. august, og krigen udartede til at blive én stor organisatorisk katastrofe for franskmændene.
Under de første slag ventede franske soldater overalt i landet stadig på togforbindelser, der ikke fungerede. Selv i september, da store dele af de franske tropper var omringet i byen Metz i Frankrig eller taget til fange ved byen Sedan, strejfede utallige franske soldater igennem landet uden mål eller med. Ved fronten var der også mangel på alt: Artilleri, ammunition, mad og lægemidler befandt sig i herreløse godsvogne, som stod forladte på banegårdene, fordi ingen sørgede for, at godset kom frem til fronten.
Ved Metz tog tyskerne 150.000 franske soldater til fange, og i Sedan gjorde hæren en uventet stor fangst: selve Napoleon III. Dermed var Frankrig alvorligt svækket, også selvom landet efterfølgende som republik fortsatte krigen mod Tyskland og først indgik en fredsaftale i 1871.
Den tysk-franske krig dannede baggrunden for, at man kunne skabe én stor, samlet tysk nationalstat, hvorimod Frankrig som resultat af krigen mistede Alsace-Lorraine. Disse områder genvandt landet efter Første Verdenskrig, men lige siden 1870 har franskmændene måttet acceptere Tyskland som militærmagt og senere partner på det europæiske fastland.