Gajus Octavian var ikke spået en stor rolle i verden. Hans familie var ikke særlig fornem, men dog slægtning til den mægtige Julius Cæsar. Når han alligevel står som fader til en styreform, der skulle inspirere mange hundrede år frem i tiden, skyldes det en række tilfælde og en vis portion kompromisløshed.
Det var hans mors død, der ændrede hans skæbne.
Han blev adopteret af moderens onkel, Cæsar, hvilket førte ham kraftigt frem i geledderne og gjorde ham til arving, da Cæsar blev myrdet i år 44 før Kristi fødsel.
Efter ganske brutalt at have vundet opgøret med Cæsars mordere og senatet overtog han herredømmet og indledte en 45 år lang regeringsperiode præget af fred og fremgang. Men også af enevældig magt. Noget der var ganske usædvanligt for tiden.
Augustus indså, at skulle han kunne holde sammen på det mægtige imperium, var han nødt til at skabe et mere struktureret samfund med en fælles kultur, et fælles sprog, ordentlig infrastruktur og militær disciplin. Han fik handlen og landbruget organiseret og Rom byfornyet. Og over det hele regerede han selv egenrådigt, nærmest som en monark. Det var en på mange måder utrolig moderne statskonstruktion båret af tanken om, at en centralt styret enhedskultur med tætte forbindelser til de omkringliggende lande er nødvendig for fred og dermed muligheden for velstand, forklarer Harry Haue.
Den tankegang hang ved. I første omgang hos Romerrigets kejsere efter Augustus (Augustus betyder den ophøjede og var det navn, Gajus Octavian gav sig selv i år 27 i forsøget på at agere landsfader), men også efter Romerrigets fald, blandt andet hos Karl den Store næsten 800 år senere.
Med kun primitive kommunikationsmidler var det simpelthen nødvendigt med et struktureret og tæt forbundet samfund for at holde sammen på styret. Den forståelse åbner for sammenligninger med konstrueringen af Den Europæiske Union, EU, mener Harry Haue.
Augustus er interessant i dag, ikke alene som en af historiens betydningsfulde romerske kejsere, men også i diskussionen om, hvad EU egentlig er for en størrelse. Og et eksempel på, at denne måde at indrette samfundet på, med det overordnede formål at sikre fred og fremgang, ikke er ny. Fælles ydre fjender var et kerneincitament for samarbejde dengang og er det stadig. Det åbner videre for diskussionen om Tyrkiets rolle i EU. Hvad har tyrkerne til fælles med den europæiske identitet? Der er det vigtigt at vide, at de tidligere har været en del af identiteten. Endda dengang identiteten begyndte at opstå, siger han.