I 652 pålagde den arabiske general Abdallah ibn Saad det nubiske kongedømme i det nuværende Sudan en såkaldt bakht, en aftale, der tvang det kristne kongedømme til at levere 360 slaver om året. Det blev begyndelsen til den arabiske slavehandel, der skulle vare mange århundreder frem.
I de efterfølgende århundreder blev millioner af sorte slaver fragtet gennem Sahara med karavaner til for eksempel Timbuktu og videre til de nordafrikanske kongedømmer eller sejlet fra Zanzibar på den afrikanske østkyst til Mellemøsten.
De mandlige slaver arbejdede i stenbrud eller i oaserne, i bomuldsmarkerne eller i sukkerplantagerne, hvor de for eksempel gravede overrislingskanaler. Eller de drænede sumpene omkring Basra i det sydlige Irak og forvandlede dem til frugtbar landbrugsjord. Kvinderne blev tjenestepiger eller konkubiner i sultanernes haremmer.
”Det smertelige kapitel i deporteringen af afrikanerne til den islamiske verden kan sammenlignes med et folkemord. Under arabernes fremmarch blev millioner af afrikanere indfanget, massakreret, kastreret og deporteret til den arabisk-muslimske verden. Dette var virkeligheden bag arabernes islamisering af de afrikanske folkeslag,” skriver den fransk-senegalesiske antropolog Tidiane N’Diaye i bogen ”Det tilslørede folkedrab”.
Hvor mange afrikanere, der endte på de arabiske slavemarkeder, er uklart. Den amerikanske professor Robert O. Collins fra University of California har anslået, at over 12 millioner afrikanere blev fanget og solgt som slaver til de muslimske besiddelser eller lige så mange som den europæiske slavehandel over Atlanterhavet. Andre, deriblandt den franske historiker Olivier Pétré-Grenouilleau fra Institut for Statskundskab i Paris, taler om 17 millioner ofre for den arabiske slavehandel.
”Der er meget få skriftlige kilder til den arabiske slavehandel fra Afrika, især fordi den startede så tidligt, og der findes ingen forskning, der kan dokumentere et præcist tal. Men der er tale om adskillige millioner,” fastslår Salah Trabelsi, leder af Afdelingen for middelhavs- og mellemøstforskning ved universitetet i Lyon i Frankrig og specialist i den arabiske slavehandel.
Slaveriet eksisterede i de præislamiske samfund og blev fortsat efter indførelsen af islam, der ikke forbyder slaveri, men anbefaler at frigive slaver, der omvender sig til islam. Kaliffen Omar forbød i det 7. århundrede at gøre muslimer til slaver, og selvom forbuddet i vid udstrækning blev omgået, skabte det et behov for at skaffe slaver blandt ikke-muslimske folkeslag.
”Allerede under den første muslimske ekspansion mod Nordafrika begyndte behovet for slaver at vokse, og efter stabiliseringen af Nordafrika begyndte i det 9. og 10. århundrede en ny ekspansionsfase, der åbnede for handel med Afrika. Slaver blev en af handelsvarerne sammen med for eksempel guld, som blev solgt til gengæld for korn og arabernes bomuldsstoffer, som blev stærkt efterspurgte i Afrika,” forklarer Salah Trabelsi.
En særligt eftertragtet vare var eunukkerne. De muslimske slavejere ville sikre sig mod, at slaverne kunne stifte familie eller få børn. Resultatet er, at der i modsætning til USA ikke findes et sort mindretal af slavernes efterkommere i Mellemøsten. Det er en af forklaringerne på, at den arabiske slavehandel i vid udstrækning er et overset kapitel i historieforskningen.
”Forskningen har næsten udelukkende fokuseret på den transatalantiske slavehandel, der blev kædet sammen med den antikolonialistiske kamp, og det har skabt en blind vinkel i historieforskningen. De arabiske lande har desuden opretholdt et postulat om, at islam indførte en langt mindre brutal behandling af slaverne. Men i dag er interessen voksende blandt unge forskere, blandt andet i Tunesien, der er begyndt at se denne fortid i øjnene efter Det Arabiske Forår,” siger Salah Trabelsi.
Slaveriet blev praktiseret i hele den muslimske verden fra Bagdad til Den Arabiske Halvø og videre langs Middelhavet til det muslimsk dominerede Andalusien. Fra 1400-tallet blev det videreført af tyrkerne i Det Osmanniske Rige, og det var først, da de vestlige lande begyndte at forbyde slavehandelen og koloniserede den nordafrikanske middelhavskyst, at slaveriet langsomt blev forbudt.
Stormuftien i Tunis bordrede slavemarkedet lukket i 1846 i håb om at skaffe sig velvilje i Storbritannien mod de franske ambitioner om at kolonisere landet. Og i 1890 underskrev Det Osmanniske Rige og sultanatet i Zanzibar Bruxelles-konventionen om forbud mod slavehandel.
Men slaveriet overlevede i en række muslimske lande og blev først forbudt i Saudi-Arabien i 1968. Mauretanien var det sidste land, der forbød slaveriet i 1980, men fænomenet eksisterer fortsat, ifølge menneskerettighedsorganisationer.
Som Unesco-konferencen Arabiskledet slaveri af afrikanere i Johannesburg i Sydafrika konkluderede i 2003:
”Den arabiske slavehandel med afrikanere begyndte 1000 år før den transatlantiske og repræsenterer den største og længstvarende tvangsfjernelse af befolkninger i i historien.”8