Et af Danmarks bedste og mest besværlige udenrigspolitiske kort under den kolde krig var omkring 55 kvadratkilometer med grus, fjelde og især sne ved Grønlands nordvestkyst. Hér i Thule og dybt inde i polarcirklens menneskefjendske landskab har USA siden 1951 haft en yderst vigtig militærbase. Beliggenheden "på toppen af verden", som man siger i Thule, sikrede godt udsyn og korte bomberuter til Sovjetunionen. I dag indgår basen i USA's missilskjold og med en radar af James Bond?ske dimensioner.
Thulebasen er lukket land, og bortset fra indbyggerne i Qaanaaq omkring 100 kilometer nord for Thule eller fra andre bygder i området har civile ingen adgang. Ikke at basen bliver overrendt, for fra Thule – og hele vejen rundt om kloden – til Nordpolen bor der 2700 mennesker. Heller ikke at det er nødvendigt med porte eller pigtråd, for naturen er i sig selv en effektiv indhegning af den fjerne base. Det går for alvor op for én under indflyvningen til basen, og når de små striber af barakker, hangarer og radaranlæg bryder monotonien i indlandsisens endeløse snelandskab.
Den amerikanske ambassade i Danmark har inviteret Kristeligt Dagblad på venskabs- og endagsbesøg på basen. Det betyder 5,5 timers flyvning til Thule, præcis én time på jorden og 4,5 timers flyvning hjem til Københavns Lufthavn med Atlantvinden i ryggen.
I løbet af den time nås kun en turborundvisning på basen. Det foregår en dag sidst i april med krystalklart frostvejr og oberst Christopher R. Gentry som guide. Basens kommandør er klædt i lysegrøn camouflageuniform, bærer Ray Ban-solbriller og skyder sine ord ud i korte, præcise sætninger. Den stramme tidsplan holder han med sit autoritære kampråb "goot to go!"
Under den kolde krig kompenserede Thulebasen og de andre amerikanske baser i Grønland i høj grad for Danmarks begrænsede deltagelse i Natoalliancen. Således udlægges historien i hvert fald i den store udredning "Grønland under den kolde krig" fra 1997 af Dansk Udenrigspolitisk Institut (senere Dansk Institut for Internationale Studier). Her beskrives det, hvordan Danmark stillede baserne til rådighed for amerikanerne uden væsentlige begrænsninger og uden at kræve vederlag. Det blev kaldt "Grønlandskortet", fordi danske politikere kunne spille det internationalt som et argument for Nato-beskyttelse af Syddanmark, fordi baserne i Grønland var en særlig sikkerhedsmæssig belastning.
Men gevinsten var en hovedpine i mere end en forstand. Dels har USA flere gange krævet udvidede rettigheder, der har været svære at afslå. Dels har grønlænderne kritiseret, at Danmark fik Nato-rabat ved at stille deres områder til rådighed for amerikanerne. Dels har Sovjetunionen lagt pres på Danmark på grund af de amerikanske baser og spillet på frygten for den store kommunistiske genbo. Særlig skarpt formulerede den sovjetiske ministerpræsident Bulganin det den 28. marts 1957 i et brev til stats- og udenrigsminister H.C. Hansen i forbindelse med spørgsmålet om atomvåben på dansk jord.
"Sovjetregeringen nærer langt fra noget ønske om at male i stærke farver, men tillad mig at sige Dem uden omsvøb, at Danmark ved at lade sig inddrage i militære forberedelser fra visse magters side udsætter sig for en meget alvorlig og uforsvarlig risiko," skrev Bulganin.
Presset fra Sovjetunionen lettede, da USA's interesse i Grønland fra slutningen af 1950'erne skiftede fra at have offensiv karakter, blandt andet som opmarchbase for B-36-bombefly, der kunne bruge den korteste flyrute over Nordpolen til bombetogter langt inde i Sovjetunionen. I kraft af den teknologiske udvikling og især de interkontinentale raketter fik basen mere defensiv karakter med placeringen af de radaranlæg, der skulle varsle i tilfælde af fly- og missilangreb. Den store BMEWS-radar, der var aktiv på Thule fra 1960, var ligefrem det vigtigste led i en kæde af tre radarstationer, der gik fra Alaska til Storbritannien.
– Thule var meget, meget vigtig for USA, sammenfatter Thorsten Borring Olesen, der er professor i historie ved Aarhus Universitet og sad i arbejdsgruppen til "Grønland under den kolde krig".
– Vigtigheden forskød sig gennem den kolde krig. I den første fase var det en trædesten til Europa og forhindrede, at Sovjetunionen fik fodfæste i Grønland tæt på amerikansk territorium. Da missilalderen slog igennem, blev Thule endnu mere vigtig, fordi Thule blev stedet for den afgørende radar, der gav varsling, hvis et missil- eller bombeangreb var på vej den vej mod USA.
I år har det amerikanske militær indkørt en ny radar så kraftig, at den sporer missiler, satellitter og bevægelser så langt som 4500 kilometer ude i rummet. Radaren er fortsat nødvendig for at opsnappe missiler eller andre former for angreb mod USA. Den aktuelle trussel kommer ikke længere fra Østblokken, men fra såkaldte slyngelstater som Iran. Selve radaren ligger i en stor betonbygning og med udsigt til North Star Bay, hvor tre gletchere fra indlandsisen gilder ud. Prisen er 240 millioner dollar.
– Når man investerer den slags penge i udstyr, så smutter man ikke lige foreløbig, siger oberst Gentry. Selv har han været på posten i ni måneder og skal om tre måneder hjem til familien i byen Baltimore på USA?s østkyst. Det er spændende, men absolut ingen dans på roser at bo på Thule, understreger han. Gennem fire lange vintermåneder er basen pakket ind i et tæt tæppe af konstant mørke. Omvendt bliver det gennem fire sommermåneder aldrig mørkt. Omkring 600 folk bor på Thule, herunder 150 amerikanske militærfolk. Ti procent holder ikke til mørket. De får depression og kroppens ydelsesevne nedsættes med op til 50 procent. Et lille eksempel på de barske forhold er, at der langs vejen mellem radaren og basens metalbarakker ligger metalskure med mad og senge. Her kan søges tilflugt for de snestorme, der på 15 minutter kan forvandle klart vejr til snesuppe, når vinden tager fat i de uendelige mængder sne på indlandsisen. Ydermere er det hverken tilladt for oberst Gentry eller andre amerikanske militærfolk at tage familien med til Thulebasen.
– Det er noget af en opgave at holde folk ude af problemer. Dermed mener jeg druk eller upassende forhold. Det er afgørende at holde disciplin og orden, fastslår obersten.
I dansk koldkrigshistorie er Thule på mange måder et næsten eventyrligt kapitel. "Grønland under den kolde krig" viser eksempelvis, at det amerikanske militær og State Department med projektet "Iceworm" diskuterede at placere mellemdistanceraketter i overdækkede tunneller i indlandsisen.
H.C. Hansen-papiret er et andet eksempel. Det blev udformet, da den amerikanske ambassadør i Danmark i 1957 opsøgte og spurgte Danmarks socialdemokratiske stats- og udenrigsminister, om den danske regering ønskede at blive underrettet i tilfælde af, at USA placerede atomvåben i Grønland. Det var vel at mærke ikke et spørgsmål om tilladelse. Sagen var penibel, fordi Danmark og Socialdemokratiet var imod atomvåben på dansk jord. Svaret kom i form af H.C. Hansen-papiret, der blev debatteret offentligt i sommeren 1995 efter i mange år kun at have været kendt af en snæver kreds. Brevet udmærker sig ifølge DUPI's udredning ved omhyggeligt ikke at besvare noget spørgsmål. Udredningen forklarer også, at der fra februar 1958 og omkring otte måneder frem var oplagret atom- og brintbomber på Thulebasen, der indgik i offensive planer. Derudover var der frem til 1965 kernevåben til forsvaret af basen.
Med H.C. Hansen-papiret lykkedes det i grove træk at holde spørgsmålet om atomvåben ude af den offentlige debat. Det var dog ikke længere muligt, da et B-52-fly forulykkede 21. januar 1968. Flyet indgik i Airborne Alert. Formålet med dette beredskabsprogram var hovedsagligt, at amerikanske bombefly var i luften døgnet rundt og med fuld krigsbevæbning for at afskrække Sovjetunionen. En mindre del af Airborne Alert var Thule Monitor Missions, der holdt kontakten med radaren og bekræftede, at den ikke var sat ud af spillet ved angreb eller sabotage. Flystyrtet fik et politisk følsomt efterspil, fordi flyet var bevæbnet med atomvåben, der gik i stykker og spredte radioaktivt materiale i området.
Kristian Søby Kristensen, forsker ved Center for Militære Studier, fremhæver alle historierne om Thulebasen som et særligt farverigt kapitel. Samtidig påpeger han, det ikke er afsluttet endnu.
– Verden er blevet et fredeligere sted siden den kolde krigs afslutning – i hvert fald i Nordatlanten. Men Thulebasen er stadig vigtig for USA – især med missilforsvaret, siger han.
Thulebasens betydning vokser også, hvis indlandsisen og især havisen smelter, tilføjer han. Basen blev anlagt, hvor den er, fordi det er en af de nordligste naturlige havne, der i perioder er isfri. Denne havn er endnu i april dækket af is og undseelig. Men den bliver særdeles vigtig, hvis Nordpassagen bliver fri, og olieeventyret går løs.
Thulebasen i årstal
– Under den tyske besættelse indgik Danmarks gesandt i Washington, Henrik Kauffmann, den 9. april 1941 en aftale med den amerikanske regering, som gav USA næsten ubegrænset ret til at oprette baser og militære installationer i Grønland. På den første mødedag i frihed den 16. maj 1945 godkendte Folketinget aftalen.
– Thulebasen blev bygget i perioden fra sommeren 1951 til sommeren 1952. I forsøgt hemmelighed blev Thulebasen udvidet fra at være en landingsbane af grus til en militærbase med mellem 5000 og 7000 mand.
– I 1953 inddrog amerikanerne Kolonihalvøen ved Thule til luftforsvarsstillinger. Den lokale boplads blev flyttet til Qaanaaq og har haft voldsomme sociale problemer.
– den 16. november 1957 forfattes det såkaldte H.C. Hansen-papir. Brevet til amerikanerne danser omhyggeligt uden om det følsomme spørgsmål om amerikanske atomvåben i Grønland.
– den 21. januar 1968 styrtede et amerikansk B-52-fly ned ved Thule. Flyet medbragte atombomber, der gik i stykker og spredte radioaktivt materiale.