Er der en sammenhæng mellem en rig begravelse i Skåne og selveste hunnerkongen Attilas berømte begravelse på de ungarske stepper i år 453? En ny tolkning af et gammelt fund af hesteseletøj fra jernalderen i Skåne har fået forskere til at foreslå dette. I så fald kan det betyde, at hunnernes angreb på Europa indirekte skabte myten om Odins vandring, og dermed viser det en forbindelse mellem en af de mest afgørende perioder i Europas historie og den nordiske mytologi.
En af de mest omtalte perioder i vores forhistorie er vikingetiden fra 750-1050, som satte et afgørende aftryk på verdenshistorien. Men perioden, som gik forud for vikingetiden, er mindst lige så interessant. Tiden kalder vi germansk jernalder eller folkevandringstiden, og perioden falder klassisk set mellem det vestlige Romerriges tilbagegang i 376 og langobardernes erobring af Italien i 568. Men i Danmark lader vi germansk jernalder gå helt op til vikingetidens begyndelse omkring 750.
Folkevandringstiden begyndte populært sagt af to årsager. Steppekrigere fra Centralasien kaldet hunnere angreb Europa i store rytterhære og skabte omfattende flygtningestrømme tværs gennem Europa. Samtidig mistede romerne grebet om Europa, og den vestlige del af Romerriget tabte provinser og magt, i takt med at flygtninge og opportunister vandrede over den gamle romerske grænse, hvor forsvaret var betydeligt svækket i forhold til tidligere tider.
Befolkningsforskydningerne fik befolkningssammensætningen på kontinentet til at ændre sig markant, og helt naturligt opstod en ny verdensorden efter de store vandringers tid. Mest opsigtsvækkende var det måske ikke, at nye kongeriger blev skabt i gabet mellem det romerske greb om Europa og hunnernes erobringstogter, men at to stærke religioner spredte sig. Den ene var den nye religiøse vækkelse i form af kristendommen, som gennem den romerske kejser Konstantin den Store blev knyttet til kejsermagten og efter et par århundreders intensiv organisering blev de nye europæiske kongers foretrukne religion. Men mod nord udviklede en anden religion sig. Den nordiske mytologi var domineret af en helt tydelig kult omkring guden Odin.
Odin er gudernes konge, af asernes slægt, og han er den mest mystiske, sammensatte og modsætningsfulde gud i den nordiske mytologi. Han er elitens gud, kongernes, jarlernes og de magtsøgendes foretrukne gud. Det er til ham, man ofrer mennesker og guld. Derfor er han også i denne sammenhæng vigtig. For på måske samme tid, som romerne bandt den kristne tro til kejsermagten, skabte de krigsvante nordgermanske folk deres egen herskergud og bandt ham til kongemagten. Men systemet omkring Odin-kulten var ikke organiseret på samme velordnede og bureaukratiske facon som kristendommen.
Folkevandringstidens krigerkonger i Nordeuropa havde brug for en ny type af guder, der passede ind i deres verdensbillede, og i det lys blev fortællingerne om alfaderen Odin sandsynligvis skabt. Sagt på en anden måde: Mens kirken udviklede sin lære og manifesterede sin magt og indflydelse i Rom, så skabte krigeraristokratierne i primært Nordeuropa et modbillede. En gud, som byggede på ældgamle ritualer, guder og den voldelige virkelighed, som var hverdag for rytterhærene i folkevandringstiden.
Der er blandt forskere stor uenighed om Odin-kultens alder, og hvor stor betydning Odins og asernes vandring skal tillægges. Ifølge flere middelalderlige kilder kom Odin og hans slægt aserne fra øst og vandrede samlet til Norden, hvor de slog sig ned. Myten har påfaldende ligheder med den tid, hvor den kunne tænkes at være opstået – nemlig folkevandringstiden. Vandringen er mytens omdrejningspunkt, og sammenholdt med asernes navn, som kan betyde asia-mændene, kunne Odin-kulten have sin oprindelse i hunnernes tilstedeværelse i Europa i 400-tallet. Hunnernes hærgen og formidable krigerevner har sået både skræk og beundring i stammerne i Europa.
Måske er myten om asernes vandring i virkeligheden en reference til folkevandringstidens mange voldsomme erobringer. Professor i arkæologi ved Oslo Universitet Lotte Hedeager har gennem et langt forfatterskab argumenteret for lige netop den tolkning.
Den nye undersøgelse af exceptionelt rigt dekoreret hesteseletøj fundet i Sösdala og Fulltofta i Skåne fortæller også om kontakt mellem Skandinavien og Sydøsteuropa i tiden omkring 410-465, hvor blandt andre Attila herskede over store dele af Europa. Hvilke kontakter hesteudstyret symboliserer, beskrives i en helt ny bog redigeret af Ulf Näsman og Charlotte Fabech, der samler viden om fundene fra arkæologer i hele Europa. Hesteudstyret er ødelagt og nedlagt i forbindelse med et begravelsesritual. Flere af de unikke rembeslag er sandsynligvis fremstillet et sted i Sydøsteuropa, og de kostbare seletøj er med til at understrege kontakten tværs gennem Europa på denne tid.
Selve ritualet med at begrave ødelagt hesteudstyr i forbindelse med begravelsesritualer er ikke et skandinavisk fænomen, men derimod velkendt blandt hunnerne, for eksempel Attilas egen beskrevne strava (begravelse). Det har fået forskerne til at foreslå, at de tre fund i Skåne er tegn på, at unge mænd måske kæmpede for Attila eller hans allierede i Sydøsteuropa. Her lærte de at kæmpe som hunnerne, og måske er det fine hesteudstyr del af en belønning, som de skandinaviske krigere fik for stort mod på slagmarken.
Alliancerne mellem de mange europæiske folk er velkendt for historikerne, og derfor er det slet ikke utænkeligt, at fundene af hesteseletøj fra Skåne er udtryk for at unge ambitiøse krigere, måske af kongelig slægt, kæmpede for hunnerne og vendte hjem til Skåne, hvor de bragte nye forestillinger om verden, militær organisation og mytologier med sig.
Så måske rakte Attilas magt helt til oceanets yderste øer, hvor krigsvante skandinaviske kongeriger sendte deres unge krigere mod syd for at ride med de vilde mænd fra Asien. Med sig tilbage bragte de storslåede fortællinger om kamp, guld og ære, og heltene lod sig begrave efter nye forbilleder – og måske skabte de ovenikøbet en ny mægtig mytologi om Odin, som ifølge myterne vandrede med sine følgere til Norden og skabte et religiøst rum, hvor kongerne kunne spejle deres militære ambitioner i den magiske krigsgud, der var et alternativ til Hvidekrist.