Prøv avisen

Den kristne tro bidrog til talrige forsøg på at styrte Hitler

Adolf Hitler byder general Karl Bodenschatz (med ryggen til) velkommen i førerhovedkvarter Ulveskansen i det østlige Preussen den 15. juli 1944. Oberst Claus Schenk Graf von Stauffenberg ses til venstre på billedet, mens feltmarskal Wilhelm Keitel ses yderst til højre. – Foto: Ullstein Bild/Polfoto/Ritzau Scanpix

På lørdag er det 75 år siden, at en række tyske modstandsfolk med oberst Claus Schenk Graf von Stauffenberg i spidsen forsøgte at myrde Hitler og blev henrettet for attentatet. Selvom motiverne for at myrde Hitler var mange, spillede kristendommen en fremtrædende rolle for adskillige tyske modstandsfolk

Den 19. juli 1944 havde den tyske oberst Claus Schenk Graf von Stauffenberg gennemført et to timer langt, anstrengende møde i reservestyrkernes hovedkvarter i Berlin.

30 officerer, som var del af den tyske modstandsbevægelse, havde været til stede. De allersidste forberedelser til et kup mod Adolf Hitler var ved at være på plads. Krigen hærgede. Amerikanske og britiske flyvemaskiner havde længe bombet løs på den tyske hovedstad, og de allierede havde netop kæmpet sig i land i Normandiet.

På vej hjem fra mødet til Stauffenberg-familiens hus i Wannsee i den sydvestlige udkant af Berlin passerede den tyske oberst en katolsk kirke. Han bad sin chauffør stoppe. Katolikker var samlet til aftenandagt i kirken og bad formentlig om styrke til at overleve endnu en nats bombninger. Stauffenberg gik indenfor, blev der i nogen tid og forlod så kirken igen.

Hvad der skete dagen derpå, er gået over i historien som det mest lysende symbol på den tyske modstand mod Hitlers totalitære regime. Den 36-årige katolske oberst forsøgte den 20. juli 1944 at myrde Hitler med en bombe. Plottet – kendt som Operation Valkyrie – mislykkedes, Hitler overlevede med nogle skrammer, og Stauffenberg blev sammen med cirka 200 andre sammensvorne dømt og henrettet, mens omkring 7000 blev arresteret og sendt i kz-lejre, hvor mange døde.

Vi ved ikke, hvad Claus Schenk Graf von Stauffenberg tænkte, da han trådte ind i kirken den skæbnesvangre aften. Men vi ved, at både Stauffenberg og mange andre af de involverede var dybt præget af deres kristne tro, fortæller Johannes Tuchel, professor med speciale i modstandskampens historie ved Det Frie Universitet i Berlin og leder af Mindecenter for Tysk Modstandskamp, Gedenkstätte Deutscher Widerstand.

”Det er svært for os at vurdere motiverne for de involverede med tilbagevirkende kraft. Men Stauffenbergs tro bidrog med sikkerhed til hans afvisning af national-socialismen og til hans vilje til at forsøge at omstyrte nazisterne,” siger han.

Mens vi ikke kan overse det faktum, at mange kristne i Tyskland mellem 1933 og 1945 fulgte nazismen og ikke havde problemer med at støtte diktaturet, førte troen hos adskillige attentatmænd til en om ikke momentan, så i hvert fald gradvis afstandtagen fra nationalsocialismen.

Stauffenberg bød til at begynde med nazismen velkommen, påpeger Markus Vogt, professor ved katolsk-teologisk fakultet på Ludwig-Maximilians-Universitet i München. Hverken hans kristne tro eller katolske opdragelse kunne åbenbart gøre ham immun over for den nazistiske ideologi.

”Først i forbindelse med den afgrund, han erfarede i krigen, vækkede hans tro og opdragelse hans samvittighed og muliggjorde hans modstandskamp – som en ressource af karakterstyrke og mod,” siger han.

Det er omdiskuteret, hvad der helt præcist motiverede Stauffenberg til i 1942 at begynde at arbejde på at organisere en modstandsbevægelse, der kunne fjerne Adolf Hitler og få afsluttet krigen. Men ifølge en respekteret his-toriker som Peter Hoffmann var det blandt andet den brutale behandling af civile på Østfronten og massemordet på jøderne, der overbeviste ham om, at Hitler var en forræder.

”Tiden er inde til, at der nu bliver gjort noget,” sagde Stauffenberg kort inden attentatet.

”Den, som vover at gøre noget, må være sig bevidst, at han vel går over i den tyske historie som forræder. Und-lader han at gøre det, så vil han være en forræder over for sin egen samvittighed,” sagde den katolske officer, som ifølge Peter Hoffmann var ”from” fra barnsben.

Den protestantiske Henning von Tresckow, som deltog i sammensværgelsen, henviste til den gammeltestamentlige fortælling om Guds planer om at udrydde den syndige by Sodoma, inden han dagen efter attentatforsøget begik selvmord:

”Når/hvis Gud engang lovede Abraham, at han ikke ville ødelægge Sodoma, selvom der kun var 10 retfærdige mennesker i den, så håber jeg, at Gud for vores skyld ikke vil ødelægge Tyskland,” lød det fra den preussiske officer.

Også en modstandsmand som den tyske jurist Helmuth James von Moltke, grundlægger af den såkaldte Kreisauerkreds, havde stærke religiøse overbevisninger. Han blev dømt til døden i forbindelse med 20. juli-sammensværgelsen og hængt i januar 1945.

”I dag er ikke talrige, men en aktiv del af det tyske folk begyndt at indse, ikke at de er blevet vildtledt, ikke at dårlige tider venter dem, ikke at krigen kan ende i nederlag, men at det, der sker, er en synd, og at de er personligt ansvarlige for enhver forfærdelig gerning, som er blevet begået – naturligvis ikke i jordisk forstand, men som kristne,” skrev han i et brev til en ven i 1942.

Kreisauerkredsen og andre involverede i sammensværgelsen diskuterede længe, om og hvordan man kunne legitimere et forsøg på at myrde Hitler. Centralt i diskussionen stod begrebet tyranmord, altså om man for en højere sags tjeneste måtte fjerne diktatoren Hitler. Den fremtrædende protestantiske teolog Dietrich Bonhoeffer tog også begrebet under behandling. I begyndelsen af 1940’erne skrev Bonhoeffer på et manuskript til en etik, der aldrig blev færdiggjort, og her findes en række overvejelser over muligheden af et såkaldt tyranmord, som Bonhoeffer tilslutter sig, uden at han dog mener, at det kan begrundes eller legitimeres teologisk. Bonhoeffer var selv involveret i sammensværgelsen og blev blandt andet herfor fængslet i Berlin i 1943 og i april 1945 hængt i koncentrationslejren Flossenbürg.

Selvom han ikke teologisk kunne retfærdiggøre at myrde Hitler, argumenterede han overbevisende mod Hitler- regimet og den nazificerede kirke. Han var med til at grundlægge Bekendelseskirken i 1930’erne som del af kampen for den sande kirke i Tyskland. Den sande kirke var ikke at finde i den tyske kirke, der samarbejdede med Hitler og inkorporerede nazistisk tankegods, men måtte findes i en ”ny” kirke.

”Bonhoeffer var en af de få, også fra den kristne modstand, som meget klart kunne se nationalsocialisternes menneskeforagtende tale og deres menneskeligt ødelæggende praksis og fra et teo- logisk ståsted kunne tale dem imod,” siger Jochen Cornelius-Bundschuh, teologiprofessor og protestantisk biskop i den sydtyske Baden.

”Han kæmpede massivt mod alle forsøg på at skabe forskelle mellem værdigt og uværdigt liv,” siger Jochen Cornelius-Bundschuh.

En anden væsentlig side af Bonhoeffers argumentation går på, at staten har fået et mandat fra Gud til at sikre retfærdighed og fred. Her argumenterer Bonhoeffer for, at staten i form af nazismen er gået for langt i forhold til sit mandat, idet det nazistiske system har krydset en grænse fastsat af Gud ved at ville bestemme, hvad der er værdigt og uværdigt liv, ved at klassificere mennesker i hierarkier og ved at ville overtage verden med krig.

Samtidig kommer den nazistiske stat også til kort i forhold til dens egentlige mission, for den sørger ikke længere for fred og retfærdighed. Det blev ifølge Bonhoeffer især tydeligt i måden, hvorpå regimet behandlede dem, der ikke kan klare sig selv – for eksempel handicappede, som blev myrdet under nazis-ternes såkaldte eutanasi-programmer.

”Bonhoeffer holder her loven i hævd. Bonhoeffer var klar over, at han ville blive skyldig over for Gud gennem sin deltagelse i Operation Valkyrie, men samtidig så han ikke noget alternativ, hvis noget, der var værre, skulle forhindres,” siger Jochen Cornelius-Bundschuh.

De involverede i sammensværgelsen mod Hitler, også de kristne imellem, havde dog vidt forskellige argumenter og bevæggrunde for, hvorfor de ville omstyrte Hitler: social overbevisning, liberalt tankegods, kristentro, nationalkonservative motiver.

Det, der bragte dem sammen, var et fælles ønske om at afslutte krigen og de nazistiske voldsforbrydelser så hurtigt som muligt og genskabe retsstatsprincippet – og dermed også religionsfriheden – i Tyskland, fortæller professor Johannes Tuchel.

Men hvordan Tyskland skulle se ud bagefter, var der ikke enighed om, fortæller teologiprofessor og protestantisk biskop Jochen Cornelius-Bundschuh.

”Der var nogle fælles fremtidsperspektiver, men selv i spørgsmål om, hvilken statsform man skulle efterstræbe i fremtiden, hvilken betydning demokratiet skulle have, hvilken betydning man skulle tilskrive menneskerettigheder og retsstatsprincippet, var stadig meget uklart,” siger han.

Den kristne modstand mod nazismen kom fra individer såsom Bonhoeffer, Martin Niemöller og Hermann Maas, ikke fra kirken som institution. Omkring 70 procent af protestanterne stemte for de nazi-orienterede ”Tyske Kristne”. Efter krigen erklærede de protestantiske kirker i Tyskland i den såkaldte skyldsbekendelse i Stuttgart, at de ikke havde bekendt sig klart nok til Kristus og ikke havde modstået nazismen. Den katolske kirke udøvede betydelig modstand, mange katolske præster blev sendt til koncentrationslejre eller blev forfulgt på anden måde, og 240 blev myrdet.

De kristne modstandsfolk har efterladt sig en vigtig arv, selvom de var få i antal, mener professor Jochen Corne-lius-Bundschuh. Kirken må modsige ethvert forsøg på at devaluere mennesker af racemæssige, nationale eller økonomiske grunde, være mere optaget af det kristne evangelium end sin egen opretholdelse og søge samarbejde med resten af samfundet.

”Vi står i et fælles ansvar for Gud. Modstanden var fragmenteret, derfor havde den for lidt styrke. Vi har brug for udveksling med andre: civilsamfundsgrupper, kirker, religioner; vi har brug for netværk, der styrker hinanden, der afdækker gaven ved økumenisk samarbejde: På vej til Guds rige har vi brug for hinanden,” siger han.

Professor Johannes Tuchel peger også på en lektie fra Stauffenberg og de øvrige attentatmænd:

”Kristne, der gik ind i modstandskampen, blev ladt i stikken af kirkeledere. De stod ensomme og alene over for nationalsocialismen og havde kun styrken fra deres tro. Det betyder, at formelt tilhørsforhold til en kristen kirke ikke er nok. Enhver kristen må erkende og påtage sig sit eget politiske ansvar – og det er i sig selv vanskeligt nok,” siger han.

Kristne, der gik ind i modstandskampen, blev ladt i stikken af kirkeledere. De stod ensomme og alene over for nationalsocialismen og havde kun styrken fra deres tro.

Johannes Tuchel, professor med speciale i modstandskampens historie ved Det Frie Universitet i Berlin