Den revolutionære utopi lever stadig: Romantisk myte fra Frankrigs blodige kapitel vinder frem

Pariserkommunen blev længe fejet ind under gulvtæppet i Frankrig, men i udlandet blev det en revolutionær myte

Christophel Fine Art/Universal Images Group/Getty Images)
Christophel Fine Art/Universal Images Group/Getty Images)

For Régis Debray, en af Frankrigs førende filosoffer, er Pariserkommunen ”en international reference og en national ulykke”. De 72 dage, hvor de parisiske arbejdere levede i deres egen republik, inden de blev nedkæmpet af den franske hær, druknede i et blodbad, som Frankrig allerhelst ville glemme så hurtigt som muligt. Det er også kun halvhjertet, at Frankrig i år markerer 150-året for Pariserkommunen. Den har ikke, mener for eksempel historikeren Pierre Nora, bidraget til at skabe den franske nation. Til gengæld har den skabt en international myte, der for eksempel inspirerede den norske forfatter Nordahl Grieg til romanen ”Nederlaget”, mens den tyske dramaturg Bertolt Brecht senere skrev ”Kommunens dage”.

Pariserkommunen blev symbolet på den kommunistiske revolution, og blot få uger efter dens blodige nedkæmpelse af den franske hær skrev Karl Marx lidenskabeligt i bogen La Commune de Paris, at ”den gamle verden vred sig i krampetrækninger i raseri over at se den røde fane smælde over Paris’ rådhus”.

”Europas revolutionære havde blikket rettet mod Paris og arbejderrepublikken,” siger Claire L’Hoër, historiker og forfatter til en bog om Pariserkommunen.

”Marx og senere Engels så Pariserkommunen som et konkret udtryk for Første Internationale, der havde set dagens lys i 1864. For kommunisterne var det et første eksempel på en revolutionær magtovertagelse. Spartakusoprøret i Berlin i 1919 var direkte inspireret af Pariserkommunen, og der er også klare ideologiske bånd til Den Russiske Revolution,” siger Claire L’Hoër.

For Lenin var det således en symbolsk sejr, da han den 24. januar 1918 kunne deklamere fra talerstolen, at bolsjevikkernes revolution nu havde varet længere end Pariserkommunen.

”Længe var det især den marxistiske historieforskning, der interesserede sig for Pariserkommunen,” siger Laure Godineau, lektor i historie ved Sorbonne Universitetet i Paris.

”Nu er der voksende interesse for at forstå, hvordan hverdagslivet forløb under Kommunen, og for at forstå, hvem de almindelige kommunarder var og give dem et ansigt. Og så er der interesse for Pariserkommunen som et demokratisk eksperiment med direkte demokrati og mere direkte borgerindflydelse. De gule vestes revolte kan læses som en fortsættelse af den kollektive myte om Pariserkommunen og folkets oprør. Men der er også ikke-voldelige referencer, som for eksempel den franske udgave af Occupy Wall Street, der inspirerer til en fornyelse af det franske demokrati,” siger Laure Godineau.

Pariserkommunens romantiske myte vinder dermed frem igen, og dermed lever også den ideologiske strid videre. Da det parisiske bystyre i februar havde et forslag om tilskud til markeringen af 150-året, kom det til en barsk ordveksling mellem tilhængere og modstandere af mindeaktiviterne for parisernes opstand.

”Man kunne have troet, at Frankrig var kommet overens med sig selv om den periode. Men det ser tværtimod ud til, at Pariserkommunen igen bliver symbol på et ideologisk brud,” siger Laure Godineau.