Prøv avisen

Den skæbnesvangre tilføjelse

Udgår Helligånden fra Faderen eller fra Faderen og fra Sønnen? Det er spørgsmålet i den såkaldte "filioque-strid" Foto: .

Søndagens evangelietekst berører et teologisk stridspunkt, der for snart 1000 år siden splittede kirken. De, der mener, at der er tale om en bagatel, ved næppe, hvad de derved sætter over styr, fastslår danskfødt ortodoks

Der er sprængstof i søndagens evangelietekst.

Den berører direkte et teologisk stridspunkt, som for snart 1000 år siden splittede den kristne enhedskirke. I 1054 flækkede den som en ært i øst og vest, imellem den ortodokse kirke og den katolske (og herunder de senere vestlige protestantiske).

Det ømme punkt, som fik så uoverskuelige konsekvenser, var en tilføjelse til den nikænske trosbekendelse fra 381, hvor man på et kirkemøde i Konstantinopel satte ord på kirkens fælles tro på den treenige Gud og herunder forholdet mellem Søn, Fader og Hellig-ånd. Ligesom i teksten fra Johannes-evangeliet blev det her fastslået, at Helligånden »udgår fra Faderen«.

Den nikænske - eller den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse, som den hedder i fuldt udtræk - hører til den danske folkekirkes bekendelsesskrifter og kan læses i Den Danske Salmebogs tekst- og bønnebog.

- Der ser man den berygtede tilføjelse til »udgår fra Faderen«, nemlig »og fra Sønnen« (på latin »filioque«). Denne fandtes ikke i den gamle kirkes bekendelse, men er gradvist indført i teksten mellem det 7. og 11. århundrede, forklarer Ole Frederik Stjernfelt, der siden 1985 har levet som den ortodokse munk Fotius i Paracletens - »Talsmandens« eller »Helligåndens« - Kloster i Grækenland.

Han er helt på det rene med, at de fleste almindelige danske kirkegængere nok nærmest vil være ligeglade. Men det var man altså ikke for 1000 år siden, og de, der i dag vil affeje spørgsmålet som en forældet bagatel, ved næppe, hvad det er, de derved sætter over styr, fastslår han.

- For at forklare dette, må vi ind på afgørende trosmæssige emner. Al sand teologi begynder med en ydmyg er-kendelse af, at den menneskelige tanke ikke kan fatte Gud. »Ingen har nogensinde set Gud« (Joh. 1,18), altså Gud Fader. Vi kender Faderen udelukkende gennem Sønnens (=Ordets) og Åndens (=Talsmandens) åbenbarelser, først i den gamle pagt (»talt til profeterne«) og nu i den nye pagt, hvor Sønnen ligefrem blev født på jorden som et menneske, og hvor Ånden fra pinsen er udgydt over disciplene.

Det er om dette sidstnævnte, at Jesus i søndagens evangelium siger: »Når Talsmanden kommer, som jeg vil sende til jer fra Faderen...« Både Sønnen og Ånden har en sendelse fra Gud Fader til verden.

- Men desuden, på et højere plan, er Sønnen og Ånden selv guddommelige; de er ikke blot profeter, som Gud har talt til. I Johannesevangeliet kaldes Sønnen for »den Enbårne fra Faderen« (1,14) og for den, »som er i Faderens favn« (1,18). Derfor hedder det i den nikænske trosbekendelse, at han er »født af Faderen før alle tider« - eller sagt med Johannesevangeliet: »I begyndelsen var Ordet«. Sønnen er af evighed »Gud af Gud, lys af lys«, men i »tidens fylde« blev han »kød ved Helligånden af Jomfru Maria og blev menneske«.

- Tilsvarende gælder om den Hellige Ånd:, at han »udgår fra Faderen«, altså i evighed, men nu i tiden vil Kristus »sende ham fra Faderen« til disciplene. Som om de menneskelige udtryk »ord og fødsel« om det ufattelige gælder det samme for »ånd« og »udgang«: Dette er billeder hentet fra mennesket: Ligesom ord og ånde udgår fra os og åbenbarer os selv, således fødes og udgår Sønnen og Ånden fra den evige Fader. Men forskellen fra vore ord og vor ånde er, at Guds ord og ånd er personer.

- Hvis nogen nu spørger: Hvad er forskellen mellem at være »født« og at »udgå«, så findes der intet svar, for vi kan ikke udforske Guds dybder. Blot ved vi fra åbenbaringen, at Sønnen og Ånden (såvel som Faderen) er forskellige personer, for det fremgår af evangeliet. Alligevel er de samtidig én Gud med samme vilje og virke. Teologien udtrykker dette med begreberne »tre personer, der har ét væsen«.

- At blande eller forveksle de to planer - det guddommelige i evigheden og sendelserne i tiden - det går ikke. Hvis Ånden udgik også fra Sønnen, så måtte også han være fader, og Ånden altså være en slags Guds barnebarn. Dette fører ud i det ganske gudsbespottelige! Og hvis Ånden udgår også fra Sønnen, da kunne man spørge, hvorfor da ikke også Sønnen er født af Ånden? Således fører »filioque«-læren til ganske komiske konsekvenser.

At tilføjelsen er kommet til, er der en historisk forklaring på. Politiske magtmotiver, fastslår Fotius:

- Da Karl den Store efter folkevandringernes virvar grundede et vestligt kejserrige, ville han med erobringsformål (i Italien) stille sig i modsætning til det ubrudte Romerrige, som stadig fandtes i Østen; derfor tiltog et kirkemøde i Aachen 809 sig den frækhed at erklære læren om Helligåndens udgang fra Faderen alene for vranglære! På dette tidspunkt var paven i Rom stadig ortodoks og satte sig imod tilføjelsen, men efter århundredlange kampe erobrede den franko-germanske mentalitet pavestolen i løbet af første halvdel af det 11. århundrede. Dette var optakten til den gregorianske reformation, hvorved Vesten fjernede sig fra den ortodokse tro og kirke.

Forius understreger, at det ikke blot er en enkelt formulering, der er problemet. Det drejer sig i bund og grund om opfattelsen af Gud.

- Begynder man sin tænkning om Gud ud fra en idé om det ene »væsen«, der siden kan differentieres ud til tre personer, så er man ude i en filosofisk, hjemmelavet »Gud«. Og det er netop dette, som tilføjelsen »og fra Sønnen« har ført til. Man konstruerer sig til en logisk »Gud«. En sådan må som almægtig være en, der forud bestemmer alt, altså en diktator, der har teknologi til at kontrollere folkemasserne og ind-ordne dem under sit totale regime. Selvfølgelig blev dette så også opfattelsen af hans kirke på jorden, at den eneste måde, den kunne være det på, var ved gennemført ensretning under en central styrelse.

- Troen på Åndens virke trådte altså i baggrunden og erstattedes af denne-sidig magt. Mod dette gjorde den protestantiske reformation oprør - men ironisk nok beholdt den alligevel det totalitaristiske begreb om Gud.

- Et andet endnu større oprør gjorde de franske revolutionære fra 1789: De »afskaffede« (i deres egen tanke altså, som om denne kunne skabe virkeligheden) en sådan »Gud« og gjorde sig selv til totalitarister. I nutiden er følgerne af dette alt for tydelige, især i den såkaldt »civiliserede« verden, hvor Amerika og Europa bringer sig selv på undergangens rand, så sandt som begær og hovmod som bekendt står for fald. Den, der her har mistet troen, har gjort det ud fra et falsk gudsbegreb. Der ser man, hvilken ra-vage en teologisk fejl har medført.

- Den ortodokse kirke, derimod, går ud fra de tre guddomspersoner. Guds almagt ser den som så stor, at han, den menneskekærlige, har vovet at skabe mennesker til frihed og til at blive hans medarbejdere, når de omvender sig til selv at ville: »Også I skal være vidner«. Til dette formål arbejder han på menneskers befrielse fra dæmonernes herredømme. »Velkommen, krafts og friheds ånd!« (Salmebogen nr. 241, vers 2).