Prøv avisen
Epidemisk

Den Sorte Død gav Vesten en voldsom dynamik

Pesten slog millioner af mennesker ihjel, som det ses på dette træsnit, hvor en præst læser Bibelens ord for ofrene på gaden i en norditaliensk by. Men det fald i befolkningstallet, som sygdommen førte med sig, bevirkede en opskrivning af den tilbage­værende arbejdskrafts værdi. – Foto: Ritzau Scanpix.

Middelalderens pest førte til store ændringer, for samfund såvel som for individ. Det muliggjorde både Renæssancen og Reformationen

Når noget turbulent som COVID-19 rammer, søger vi historiske paralleller. Det er naturligt. Men historiske paralleller er svære. Historien gentager sig ikke, hverken som tragedie eller komedie. Alle begivenheder er enestående.

Det diskuteres, om katastrofer og kriser som den, vi i øjeblikket gennemlever, forandrer noget, eller verden blot vender tilbage til den vante gænge, når de er overstået. Vel – nogle gør, andre gør ikke.

Den øjeblikkelige pestilens er blevet sammenlignet med Den Sorte Død, som pesten kaldtes. Det er skudt forbi, alene på grund af dødeligheden: Den Sorte Død dræbte halvdelen af den europæiske befolkning, mens COVID-19 får svært ved at komme over et dødstal på en tiendedel af en promille af klodens nuværende befolkning!

Noget tyder på, at indgrebene for at inddæmme epidemien kan føre til en større katastrofe end smitten.

Men selvfølgelig kan man sammenligne visse elementer, som folks reaktioner på smittefare. At dømme efter samtidige beskrivelser reagerede folk meget forskelligt på pesten.

Nogle lukkede sig inde i deres huse, forstår vi, fjernt fra smittefaren, hvor de levede mådeholdent, uden at hengive sig til udskejelser og uden at tale med nogen, mens de fordrev tiden med musik og lignende adspredelser.

Andre svor til udskejelser som det bedste værn mod sygdommen og hengav sig til sang og druk og tilfredsstillelsen af alle lyster i ren trods.

Atter andre klamrede sig til det gamle princip om en gylden middelvej og anlagde en strategi imellem de to første: Uden at overdrive nød de livets goder og gik omkring med blomster, duftende urter eller stærke krydderier i hånden, som de med mellemrum førte op til næsen, for at fordrive ligstanken.

Endelig var der dem, der stak af, forlod familie og forpligtelser og var væk. Hvad der gjorde mest indtryk på det øjenvidne, vi har disse iagttagelser fra, Giovanni Boccacccio, forfatteren til Dekameron, var den måde, hvorpå frygten for smitte holdt folk på afstand af slægtninge og naboer – broder lod broder i stikken, onklen sin nevø, søsteren sin broder, hyppigt også konen sin mand. Ja, ”der skete endog det utrolige, at fædre og mødre undgik at besøge deres børn og tage sig af dem, som om de ikke var deres egne.”

Hvad Boccaccio var vidne til i byen Firenze i disse måneder af 1348, var traumatisk anomi: Et pludseligt tab af kulturelle grundværdier og tilsidesættelse af traditionelle grænser og former, der var så meget mere slående, som det fandt sted i et traditionsstyret samfund, hvor dette at tage sig af sine nærmeste ellers var en ufravigelig pligt.

Med katastrofen blev adfærden pludselig subjektiv og dermed tilfældig. Alt var kaos og panik, og enhver sig selv nærmest. Der var pludselig en åben situation med mange forskellige udfald. Der er noget moderne over Boccaccios rapportering om folks reaktioner – vi, der lever i det individualiserede samfund, kan genkende dem.

Men interessant, hvis man vil sammenligne, at COVID-19 i dag synes at skabe ”samfundssind” og drive folk tilbage i armene på familien!

Beskrivelsen af pestens komme i Firenze er den repræsentative fortælling om, hvordan pesten medvirkede til den middelalderlige verdens undergang. Pesten indebar et voldsomt ryk i retning af individualisering af samfundet, en udbredt tendens til, at den enkelte kalkulerede sine muligheder, først for overlevelse, siden for, hvad vi i dag ville kalde sin selvrealisering.

Den enkelte blev med en vognstang gjort opmærksom på, at hans overlevelse afhang af – ham selv. Her hjalp hverken familie, venner eller præst. Tværtimod. De bragte døden til ham. Ved at holde afstand havde han en chance.

På tværs af, hvad han havde lært, drev hans selvopholdelsesdrift ham til at lade være med at tage sig af sine nærmeste, når de blev syge, at lade være med at begrave dem, når de døde. Resultatet af pligtforsømmelserne var muligvis overlevelse, men også hos mange overlevende en følelse af moralsk forfald og meningsløshed, som det siden kunne være svært at komme af med.

Man kan indvende, at dette er en overdreven konklusion at drage på en enkeltstående erfaring, knyttet til et kortvarigt forløb, og at livet og medmenneskelige relationer snart ville finde tilbage til de gamle vante former igen. Men for det første var pesten ikke en enkeltstående tildragelse, den vendte tilbage i godt nok mindre grusom form i de følgende århundreder, og hver ny gang kunne være den store tur. Min tur.

For det andet må man tænke på arten af den erfaring, som Boccaccio og andre med ham beskriver. Det er ikke én, man uden videre ryster af sig. Den stikker dybt i de umiddelbare reaktioner, i reflekserne, det ubevidste, som styrer mennesker på tværs af deres bedre intentioner.

Der bliver den liggende som en dobbelthed, en tilskyndelse til at handle til fordel for sig selv, men med skyldfølelse over just dette. Det var ikke kristent.

Den Sorte Død forandrede alt. Men ikke fra den ene dag til den anden. Da den første pestbølge trak sig tilbage, genoptog man dagliglivet og søgte tilbage til tilværelsen, som den var før. Det vil man altid forsøge efter en katastrofe. Men det lod sig ikke gøre. Nye betingelser for eksistensen slog igennem.

Væsentligst blandt dem var befolkningstabet. Før pesten var arbejdskraft billig på grund af overbefolkning overalt. Byerne var overfyldte. Der var et stort besiddelses- og arbejdsløst proletariat, der var overladt til at klare sig igennem med tiggeri og tyveri. Det var et samfund uden muligheder for social opstigning. De jordbesiddende klasser – konge, kirke, adel – trivedes økonomisk og vogtede nidkært over deres privilegier.

Efter pesten blev det et samfund med muligheder for dem nede i systemet. Vel var pesten gået hårdt ud over de underste, men bagefter blev det for de overlevende mere interessant, at der nu var huller oppe i de mere spændende egne af samfundet. Huller, som kunne og skulle fyldes ud.

Overalt medførte pestdøden en stor mangel på arbejdskraft. Som følge heraf kom den arbejdende del af befolkningen – de 90 procent bønder – til at stå stærkere på ”arbejdsmarkedet” end forud for pesten. Reallønnen steg mærkbart. De ufri slap i det meste af Vesteuropa (anderledes i Østeuropa og Danmark) ud af deres bindinger og fik del i de nye muligheder. Mange søgte mod byerne. Overalt ville folk hjemføre den gevinst, som lå til dem med den nye demografi, overalt søgte de jordbesiddende med lovgivning at fastfryse lønninger og kontrakter til niveauet før syndfloden.

Det lod sig ikke gøre. De arbejdendes stærke våben var en trussel om flugt. De havde ingen magt eller rettigheder, men intet kunne forhindre dem i at stikke af om natten. Arbejdskraften søgte naturligt derhen, hvor forholdene var gunstigst. I det kaotiske kølvand på Den Sorte Død havde jordejerne ingen andre midler til at holde på dem end lokkemidler.

Hvor andre veje var lukket, greb man til oprør. Efter Den Sorte Død vrimlede det med opstande, i byerne og på landet overalt i Europa: Frankrig 1358, Firenze 1378, England 1381, bare for at nævne de større. Katastrofen satte samfundet i bevægelse, respekten for autoriteter var lav, og ingen lod sig godvilligt snyde for materielle forbedringer, som de så se som en realistisk mulighed.

Oprørerne blev ganske vist brutalt slagtet i alle disse opstande, som det franske Grande Jacquerie i 1358, der menes at have kostet 20.000 bønder livet. Men oprørene tjente deres mål: Reallønnen steg.

Da pesten trak sig tilbage, fortog det værste hysteri sig. Flagellanterne forsvandt fra bybilledet, og jødeforfølgelserne lagde sig for denne gang. Tingene kom på afstand, den akutte dødsangst tog af. Men psykisk og moralsk var der fortsat krise. De overlevende kunne have svært ved at forene glæden ved at være i live med skyldfølelsen over ikke at være død sammen med de andre. På sigt tegnede der sig to klart forskellige reaktioner på krisen. Begge havde at gøre med forholdet til tidens store autoritet, den katolske kirke.

Det var på den ene side en materialistisk reaktion, som fik folk til at kaste sig ud i et sanseligt liv på alle tænkelige områder: Mad og drikke, sex, excentrisk tøj. Penge, og hvordan man fik fat i dem, blev en væsentlig faktor, en genvej til andre goder. Den vej fører til Renæssancen.

På den anden en markant åndelig reaktion, en tendens til at søge ind i sig selv for der at finde et mere intenst og personligt forhold til den Gud, som for øjeblikket havde vendt ryggen til menneskene. Den vej fører ad en kringlet rute til Reformationen.

Bag begge lå et opgør med enhedskirken, som havde ulmet i nogen tid. Det var en udbredt antagelse, at dens rolle som mægler over for Gud, og dermed dens status som samfundsautoritet, havde været sat på prøve med de overståede trængsler. Det forekom mange, at den var dumpet.

Dødsangsten lurede bag både tidens nyreligiøse inderlighed (devotio moderna) og dens humanistiske sanselighed (Renæssancen). Budskabet var enkelt, men dobbelt: Husk at du skal dø – bered dig på det hinsidige! Og: Husk at du skal dø – lev livet, mens du kan!

De to bevægelser var ikke afgrænsede størrelser, men to sider af bevidstheden, som på skift kunne bemægtige sig personen. Hvor forskellige de end var, havde de ét tilfælles: De var individualistiske.

Både åndeligt og socialt tog den enkelte nu sig selv som udgangspunkt. Et mere individualistisk menneske stod frem, passende til et samfund med muligheder.

En potent cocktail, skulle det vise sig. Den Sorte Død gav Vesten en voldsom dynamik.

”De to bevægelservar ikke afgrænsede størrelser, men to sider af bevidstheden, som på skift kunne bemægtige sig personen. Hvor forskellige de end var, havde de ét tilfælles: De var individualistiske.