I renæssancen opstod der blandt de lærde humanister i Syd- og Mellemeuropa en interesse for studiet af den antikke kulturarv, ikke mindst for antikke bøger og skrifter.
Interessen havde flere årsager. For det første den enkle kendsgerning, at de først nu var blevet genopdaget. For det andet, at mange af dem rummede vejledninger i statsmandskunst eller var klassiske historikeres tolkninger af, hvorfor visse regimer havde været kronet med held, mens andre havde fejlet og var gået til. Men nok så vigtigt var det, at nogle bøger desuden var kilder til folkeslagenes historie og derfor kunne bruges til at legitimere fyrsters og kongers magt.
I 1500-tallet nåede interessen for gamle bøger Norden. Her kom Islands gamle håndskrifter fra landets kulturelle glansperiode i 1200-tallet til at spille en helt særlig rolle. Det skete i forbindelse med Danmark-Norges rivalisering med Sverige efter opløsningen af Kalmarunionen i 1523. Begge kongeriger forsøgte at hævde deres territorialkrav med henvisning til deres gloriøse fortid, og håndskrifterne var desuden fulde af skildringer af det, de anså for deres egne folks bedrifter og tapperhed.
Efter længe at have ligget hengemt i præstegårde og bondegårde - eller var gået til, fordi de oprindelige bøgers sider af kalveskind (vellum) havde tjent praktiske formål for fattige bønder, som for eksempel at lappe bukser og sy sko - opstod der nu voldsom efterspørgsel efter både originale bøger og afskrifter i København, hvorfra Island jo dengang blev styret.
Da lægen og oldtidsforskeren Ole Worm (1588-1654) blev udnævnt til professor ved Københavns Universitet i 1613, satte han sig som mål at grundlægge en samling islandske håndskrifter, som skulle gøre det muligt at studere Danmarks oldtid. I 1622 udsendte han et direktiv - en såkaldt missiv - som påbød alle Danmarks bisper, foruden den islandske i Skálholt, at indsamle indberetninger om eksistensen af oldsager og historiske beretninger i deres stifter.
Det var på Skálholt, at den unge Arne Magnusson gik i skole, og hvor hans glødende interesse for gamle bøger blev vakt. I 1683 drog han til København for at studere og mødte der snart efter kongens nye unge historiograf Thomas Bartholin. Bartholin ejede selv en stor samling håndskrifter, som han indviede Magnusson i, og Magnusson blev hurtigt overbevist om vigtigheden af, at de resterende islandske bøger blev skrevet af og ikke blev opkøbt af svenske agenter, men blev ført til København.
På få år blev han oplært i kritisk granskning af afskrifters troværdighed og nøjagtighed og fik samtidig en glorværdig akademisk karriere. Selv overtog han mange bøger fra Bartholins dødsbo og erhvervede sig med tiden Europas største samling af islandske pergamenthåndskrifter. Efter at han i tre år havde opholdt sig på Island i kongens tjeneste, blev denne samling yderligere tilføjet 32 kister med dokumenter og håndskrifter, som de skrivere, han selv havde i sold, havde kopieret for ham.
En stor del af dem gik ulykkeligvis til under storbranden i København i 1728. Kernen i håndskriftsamlingen blev dog reddet. Da Magnusson året efter pådrog sig en dødelig sygdom, overdrog han på sit dødsleje i et testamente sin samling til Københavns Universitet med henblik på senere udgivelse. Det var dog først i 1760, at kongen kunne sætte sin underskift bag en fundats for den stiftelse, som skulle forestå udgivelser fra den såkaldte Arnamagnæanske Samling.
Samlingen blev af stor betydning for den unge islandske stat, og i 1965 vedtog Folketinget efter anmodning fra Island at dele samlingen efter national interesse.
Derfor befinder den ene del sig i dag på Arni Magnusson Instituttet på Islands Universitet, mens den anden del står på Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet.
Det er forskere fra begge universiteter, der står bag denne smukke bog med kommentarer til et udvalg af de to samlingers største rigdomme.
kultur@k.dk