Prøv avisen

Den store krig ændrede Europa

En fransk tank på vej for at støtte tropper i det nordlige Frankrig i august 1918 under Første Verdenskrig, få måneder før fredsslutningen den 11. november. –

Første Verdenskrig var hovedsageligt en europæisk krig, som ingen havde interesse i ikke at udkæmpe. 70 millioner soldater var involveret i kampene. 9 millioner døde, 5 millioner var savnede, og 22 millioner soldater var sårede og invaliderede.

Mordet på det østrig-ungarske tronfølgerpar Franz-Ferdinand og Sophie den 28. juni 1914 satte en lavine i gang, Første Verdenskrig, som ingen formåede at stoppe.

Tilsyneladende var der heller ingen, der ville.

Og det på trods af at der havde været fred fra 1871 til krigens udbrud. Det var en periode, der var præget af en globaliseret guldalder og vækst i sundhed, handel, kultur og industrialilisering.

Første Verdenskrig antændt af nationalisme

Men der var også en aggressiv nationalisme i Europa op til 1914, som givet har hjulpet en krig på vej.

LÆS OGSÅ: Hvad var følgerne af Første Verdenskrig?

Morderen var serber, og da Østrig-Ungarn forlangte at være med til efterforskningen af mordet i Serbien, stillede man ultimative krav, som det store kejserrige håbede ville blive afvist. Kejseren havde længe ønsket en krig mod Serbien.

I Østrig-Ungarn var beslutningstagerne klar over, at krigen kunne udvikle sig fra Balkan til en altomfattende europæisk krig. Og det blev den.

Alliancerne mellem landene var indviklede.

Rusland havde garanteret Serbiens sikkerhed, som Østrig-Ungarn angreb den 28. juli i 1914. Det fik Rusland til at mobilisere, hvilket gav Tyskland anledning til at erklære Rusland krig, hvilket igen førte til fransk mobilisering, hvorefter Tyskland også erklærede Frankrig krig.

Storbritannien gik ind på fransk side, da krigen startede, fordi briterne siden 1870 havde lovet at beskytte den belgiske suverænitet.

De såkaldte Ententemagter var Storbritannien, Frankrig, Rusland (indtil 1917, hvor revolutionen brød ud) og senere også Italien og USA. Sidstnævnte brød samme år sin isolationspolitik Monroe-doktrinen for at deltage.

Centralmagterne bestod på den anden side af fronten af Tyskland og Østrig-Ungarn samt forbundsfæller, blandt andre Det Osmanniske Rige.

Allerede før alle krigserklæringerne blev råbt over tagene, havde grev Alfred von Schlieffen (1833-1913) udarbejdet Schlieffen-planen for tysk krigsførelse på to fronter: Tyskland skulle først føre lynkrig mod Frankrig gennem Belgien som så også blev involveret mens den russiske front skulle ignoreres, da greven forudså, at russerne skulle bruge så lang tid til at mobilisere, at franskmændene var slået på det tidspunkt.

Von Schlieffen tog fejl. Og hans plan blev delvist skrottet af generalstabschef von Moltke. Han flyttede få divisioner til Østfronten, og måske burde han have lyttet til von Schlieffens råd. I hvert fald hedder det sig, at verdenskrigens første slag ved Marne måske manglede østfront-soldaterne for at vinde slaget. I stedet blev det i hvert fald på Vestfronten nærmest det eneste slag, da alle hærene stort set gik i skyttegravene og blev der til 1918.

Skyttegravskrig

Meget lidt rokkede sig i de mudrede, sygdomsfremkaldende, giftgasbefængte og ofte regn- eller snevåde skyttegrave.

Angreb var der få af, da de soldater, der forsøgte, blev skudt ned af den anden side og omvendt. Der var slag ved Somme, Ypres, Gallipoli og Champagne, startet af Entente-magterne, og et tysk angreb ved Verdun. Tabene var store, landvindingerne små.

I det hele taget tilgodeså den teknologiske udvikling forsvar frem for angreb.

Der var også en østfront i Første Verdenskrig. Det Osmanniske Rige var i opløsning, hvilket betød, at der på Balkan blev kæmpet om de områder, osmannerne (tyrkerne) havde forladt. Serbien blev løbet over ende af Centralmagterne, tyrkerne myrdede løs i det armenske folkedrab, og tusinder af soldater og civile frøs ihjel eller sultede i bjergene på Balkan.

Da freden i 1918 faldt over Europa den 11. november klokken 11, skulle kontinentet have nye landkort.

Alt var forandret. Resterne af det fordums så store Osmanniske Rige blev til Tyrkiet, Jugoslaven var delt op i mange stater, det Østrig-Ungarske Rige var væk og banede vejen for flere selvstændige stater, grænserne blev igen flyttet mellem Tyskland og Polen og mellem Tyskland og Frankrig, mens Rusland langsomt gjorde sig klar til at lade kommunismen hvile over land og by verden over.

Entente-magterne, især Storbritannien og Frankrig deltes om at tegne grænser op for mandat-, interesse- og koloniområderne i både Mellemøsten og Afrika. Mange af dem blev afgjort med Sykes-Picot-aftalen fra 1916, der blandt andet betød oprettelse af et jødisk hjemland (home land på engelsk) i det område, som i dag er staten Israel.

Tabene var enorme. 70 millioner soldater var involveret i kampene. 9 millioner døde, 5 millioner var savnede, og 22 millioner soldater var sårede og invaliderede.

Kilder: Den Store Danske samt flere historikere med indsigt i emnet.

Sårede britiske soldater i skyttegravene under Første Verdenskrig. Både de tyske og østrig-ungarske tropper og Ententen bestående af Storbritannien, Rusland og Frankrig havde bygget et stort netværk af skyttegrave, som betød, at krigen på Vestfronten var statisk i de fire år, krigen varede.