Prøv avisen

For 5000 år siden blev tiden målt i sten

Himmelskiven fra Nebra er et berømt fund, der for 3600 år siden blev brugt til at huske viden om vigtige himmellegemers positioner i datidens bønders årsforløb. – Foto: Wikimedia

For 5000 år siden prøvede man med redskaber at danne sig et indtryk af, hvordan tidens gang kunne afbildes. Her er en oversigt over en række civilisationers forsøg på at få styr på tiden

Da mennesket på et tidligere stade krydsede over kontinenterne som nomader, der levede af naturen og jagt, har tiden måske været et flygtigt fænomen, som en flod af begivenheder, der langsomt, men sikkert førte mennesket frem mod døden. Der var med andre ord ikke det store behov for at måle tiden, som vi gør det i dag.

Men i det øjeblik mennesket begyndte at underlægge sig naturen og blive bønder, opstod der et behov for at måle tiden og vide præcis, hvornår det var tid til at så og høste. Solens bevægelse over himlen blev studeret, og mange fantasifulde systemer i sten og metal blev udtænkt for at fange den viden, som man erkendte ved at følge himmellegemernes vandring over himmelbuen.

Newgrange

De første måder at fastholde tiden på blev udtænkt i sten. Stenalderbønderne var afhængige af at kende årets gang og årstidernes skiften for at vide, hvornår de skulle så og høste deres marker. Den viden var helt afgørende for deres livsstil. De vigtigste tider på året var jævndøgn hvert forår og efterår, samt sommer- og vintersolhverv.

I det nuværende Irland byggede stenalderbønderne et helt fantastisk bygningsværk, som indfangede den detaljerede viden, de havde om solens cyklus. Newgrange er en gigantisk jættestue bygget for 5200 år siden. Det vil sige, at den blev bygget 700 år før den store egyptiske pyramide i Giza. Højen måler 85 meter i diameter og er 13,5 meter høj. Inde i højen fører en 19 meter lang stenbygget gang ind til et kammer med tre nicher. En gang om året i dagene omkring vintersolhverv den 21. december bliver gangen oplyst af morgensolens første stråler. Stenalderbønderne byggede simpelthen et kæmpe monument i sten, som nærmest ved magi blev oplyst på årets vigtigste dag, hvor solens lys vendte tilbage. På den måde vidste bønderne, hvornår et nyt år skulle begynde. En af verdens ældste rituelle bygninger var simpelthen et gigantisk og primitivt ur, der markerede nytår.

Stonehenge

I det sydlige England byggede stenalderbønderne, 700 år senere end Newgrange, et af de mest ikoniske bygningsværker i verden, nemlig Stonehenge. Det cirkulære anlæg bygget i sten er blevet tillagt mange astronomiske betydninger, og gennem århundrederne har fantaster, ufo-entusiaster og amatørastronomer prøvet at læse et hav af forskellige astronomiske observationer ind i de store stens placering. I dag er forskerne dog enige om, at den eneste sikre observation, man kunne foretage i anlægget, var at forudsige årets længste dag ved midsommer. Altså det totalt modsatte af Newgrange. Andre forskere har også argumenteret for, at hele monumentet blev brugt som et erindringsrum til at huske særlige dage, fortællinger og andre vigtige begivenheder, som er tabt for os i dag.

Himmelskiven fra Nebra

Mennesket forsøgte altså i første omgang at fastholde tiden og årets gang i store komplicerede bygningsværker af træ og sten. Men en helt ny måde at fange tiden på blev fundet for 19 år siden i Tyskland lige syd for Harzen. Her fandt to amatørarkæologer en mystisk rund plade støbt i bronze med påførte stjerner, sol og måne i guld. Amatørarkæologerne var desværre ikke indstillet på at overlade deres fund til et museum, og de prøvede at sælge deres fund på det sorte marked. Efter en storstilet politi-jagt lykkedes det dog arkæologerne at få pladen reddet, og den er i dag ud-stillet på et museum i byen Halle.

Den unikke metalplade kaldes nu himmelskiven fra Nebra, og den er et 3600 år gammelt memogram, som bronzealderens folk brugte til at huske, hvordan en sol- og månekalender skulle sammenfases hvert fjerde år ved at observere stjernebilledet Plejadernes stilling på den tidlige forårs- og efterårshimmel. Derudover var der tilføjet horisontbuer, som viste, hvor solen stod op og gik ned på årets to jævndøgn. Det var altså igen bøndernes årsforløb, som var vigtigst at huske.

Himmelskiven er unik, da den er fundet langt væk fra oldtidens store civilisationer i Mesopotamien og i Egypten, hvor man uafhængigt af hinanden havde udviklet lignende kalendersystemer. Himmelskiven blev sandsynligvis lagt i jorden efter lang tids brug, da man måske ikke længere vidste, hvordan tegnene på pladen skulle tydes. Skivens memogram indeholder komplicerede astronomiske regler, som let kunne gå tabt i en tid, hvor man endnu ikke mestrede et skriftsprog. Derfor har der nok eksisteret mange forskellige målesystemer og kalendere forskellige steder i verden, før man fandt frem til en kalender, som blev udbredt til alle.

Romernes kalender

Allerede egypterne havde en årskalender med inddelte måneder skrevet ned, men det var romerne, der indførte den kalender, som vi bruger i dag. Først var den romerske kalender kun inddelt i 10 måneder, men det gav rod i året, som blev for kort. Man prøvede derfor at rette op på det ved at indføre to måneder mere, men det gav kun 355 dage – året var stadig 10 dage for kort. Det betød, at månederne ikke fulgte årstiden, og marts, som var den måned, hvor markerne skulle sås, flyttede sig til bøndernes store frustration.

Det var den romerske kejser Cæsar, som i år 46 f.Kr. indførte et år på 365 dage med et skudår hvert fjerde år. Det er med enkelte ændringer den kalender, vi stadig bruger i dag. Kalenderen blev i høj grad brugt til at markere særlige, hellige dage, hvor der blev udført ritualer til de romerske guders ære. Det er derfor nok heller ikke en tilfældighed, at den romerske kejser Konstantin den Store, som var kristen, fik flyttet Jesu fødselsdag fra begyndelsen af januar til guden Apollons fødselsdag den 25. december. Det var nemlig den dag, man fejrede vintersolhverv, og dermed blev det også lettere for romerne at acceptere den nye tro, som blev indført som statsreligion i Romerriget i 300-tallet. De irske stenalderbøndernes vigtigste dag markeres dermed stadig verden over.

Jeanette Varberg er museums-inspektør på Nationalmuseet.