Et besøg ved den engang så travle strand nær Ein-Gedi på den israelske side af Det Døde Hav gør det hurtigt klart for en, at der er noget galt. Der er ingen strandbred at se, badefaciliteterne er blevet til spøgelsesagtige genstande fra en fjern fortid, og vejen ud for ligner et bombekrater. Forklaringen ligger ligefor: Vandspejlet i søen er faldet så drastisk, at den gamle badeanstalt nu ligger kilometer fra det salte vand, der kun lige kan skimtes i horisonten, adskilt fra den håbefulde turist i badetøfler af store, krateragtige synkehuller.
Selvom vandspejlet historisk set har haft endog meget store udsving, alt efter hvor meget regn der er faldet, så viser undersøgelser, at det aldrig har stået så lavt som nu. I 2022 ligger vandspejlet 436 m under havets overflade med et årligt fald på over 1 meter.
Forklaringen er dobbelt: Tilstrømningen af vand fra Jordanfloden er faldet med over 90 procent siden 1930, hvor behovet for fersk vand til landbrug og en stigende befolkning fik de tre lande med adgang til Jordanfloden – Israel, Jordan og Syrien – til at skrue gevaldigt op for pumperne. I kubikmeter svarer det til et fald i tilstrømning på over 1.100 millioner m3 vand årligt.
Den anden årsag er, at Jordans og Israels meget lukrative udvinding af mineraler fra vandet foregår via fordampningsprocesser.
I Israel alene er det årlige forbrug til dette formål på over 600 millioner m3 vand. Disse tal alene giver altså en årlig manglende vandmængde på cirka 1.800 millioner m3 vand. For at forstå omfanget anslås det, at hvis processen skal vendes, skal der fremover tilføres samme mængde vand, som der årligt bruges i det israelske landbrug.
Fra forskellig side har man i årevis peget på problemet. Nu er der imidlertid et vindue, hvor der måske kan gøres noget. Selskaberne bag mineraludvindingen på israelsk side skal nemlig inden 2030 have fornyet deres kontrakt, der har givet dem en 69 år lang ret til udvinding. Derfor diskuteres det, om de blot skal have lov til at fortsætte med det nuværende vandforbrug.
Men gode råd er ret så dyre, for indtjeningen fra virksomhederne ved Dødehavets sydlige ende er kolossal, og penge er som alle andre steder magt. Derfor har det også i årtier været diskuteret, om man ikke kunne fylde søen op med saltvand andre steder fra. For eksempel ved at etablere en rørledning fra Det Røde Hav i samarbejde med Jordan. Projektet er omfattende, og man har indtil nu ikke kunnet nå frem til en fælles aftale.
Det har også været på tale at sende mere vand gennem Jordanfloden – især nu, hvor Israel i 2023 begynder at lade afsaltet vand fra Middelhavet flyde til Genesaret Sø. Men vandmanglen i Jordan er så slem, at den jordanske regering på forhånd har sagt, at man vil pumpe eventuelt forøget vandgennemstrømning i Jordanfloden direkte ind i egne vandhaner.
Derfor er det mest sandsynlige, at Dødehavets vandspejl bliver ved med at synke. Eksperter peger på et lille lys for enden af tunnelen: På et tidspunkt vil den formindskede vandmængde forøge saltkoncentrationen til et niveau, hvor fordampningen vil opnå balance med den nuværende lave tilførsel af nyt vand – det vil blot være sådan, at vandet da vil være en art klistret saltmasse.
Det er med andre ord med Det Døde Hav, som det var med heden herhjemme, da H.C. Andersen kun gav den ”føje år”, før den ”som en kornmark står”. Her bliver det altså så bare som en saltsump med et månelignende landskab omkring sig af udtørret havbund. Så spørgsmålet er reelt nok: Kan Det Døde Hav genoplives – eller er eneste håb et bibelsk under?