Deres magt går tilbage til 800-tallet. Men tre centrale EU-lande har tabt indflydelse siden 1945

Da Ukraine blev EU-kandidatland, var det Tyskland, Frankrig og Italien, der overbragte nyheden. De tre centrale kulturer har også historisk stået for nybrud i Europa

Den 25. marts 1957 mødtes 25 udenrigsministre i Rom for at underskrive traktaten, der lå til grund for ECC, det europæiske økonomiske fællesskab, som blev en forløber for EU. Her spillede de centrale lande i Europa en stor rolle.
Den 25. marts 1957 mødtes 25 udenrigsministre i Rom for at underskrive traktaten, der lå til grund for ECC, det europæiske økonomiske fællesskab, som blev en forløber for EU. Her spillede de centrale lande i Europa en stor rolle. Foto: AFP/Ritzau Scanpix.

Tre centrale europæiske nationer tog til Ukraine og tilbød landet status som kandidat til EU. Og det var ikke første gang, Tyskland, Frankrig og Italien har spillet en geopolitisk afgørende rolle. Faktisk går Tysklands og Frankrigs afgørende indflydelse på Europa helt tilbage til omkring år 800, hvor det mægtige Frankerrige efterhånden var kommet til at omfatte store dele af det nuværende Tyskland, Frankrig, Benelux-landene og Norditalien.

En afgørende begivenhed, der kom til at betyde, at Frankerriget yderligere udvidede sin magt, var det, da den frankiske konge Karl den Store juledag år 800 blev kronet af paven til kejser. Dermed fik Karl den Store den katolske kirkes accept af, at han var en ”særlig” regent i forhold til andre monarker (konger) rundt omkring i Europa. Kejserkroningen sendte et signal til resten af europæerne om, at han var en slags arvtager til de romerske kejsere, og dermed, at han også mere eller mindre havde ret til at bestemme over store dele af Europa, ligesom de romerske kejsere havde gjort det.

I de efterfølgende år udvidede Karl den Store sin magt, både ved hjælp af militære og politisk-diplomatiske midler til mange nye landområder. Og flere fyrster anerkendte Karl den Store som deres lensherre.

Et afgørende vendepunkt i Europas historie var imidlertid året 843. Her blev Karl den Stores rige delt i tre mellem hans tre sønnesønner. Karl den Skaldede fik Det Vestfrankiske Rige (som senere blot skulle blive kaldt Frankrig). Ludvig den Tyske fik Det Østfrankiske Rige (som fra 962 blev kaldt Det Tysk-Romerske Rige, og hvis hersker overtog kejserværdigheden). Og endelig fik den tredje af Karl den Store sønnesønner Lothar det såkaldte Midterrige (som dog ret hurtigt atter skulle blive delt mellem de to øvrige riger).

Med Frankerrigets deling i 843 var grunden lagt til det, der skulle blive Frankrig og Tyskland. Og hermed var grunden også lagt til, at en tusindår lang historie med løbende strid og ofte direkte krig mellem de to lande. En historie, som fandt sin foreløbige kulmination med den blodige fransk-tyske krig 1870-71, som førte til, at Tyskland for første gang blev samlet til en centralt styret stat (i modsætning til forløberne Det Tysk-romerske Rige 962-1806, Det Tyske Forbund 1815-1866 og Det Nordtyske Forbund 1867-1871). Men udviklingen kulminerede endeligt med Første Verdenskrig 1914-18 og Anden Verdenskrig 1939-1945.

Efter Anden Verdenskrig besluttede en række af de vesteuropæiske politikere, at man nu ville have stoppet de tilbagevendende krige mellem Frankrig og Tyskland, som i historiens løb havde kostet så mange menneskeliv. Midlet hertil skulle være etableringen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (forløberen for EF), som blev dannet i 1951, og som havde til formål, at Frankrig og Vesttyskland skulle samarbejde om og have indblik i hinandens produktion af kul og stål.

Når samarbejdet netop kom til at dreje sig om Kul- og Stålproduktionen, hang det sammen med, at disse to produkter var essentielle for produktionen af våben. Med integrationen inden for netop dette område blev det dermed umuligt for Frankrig og Vesttyskland at planlægge fremtidige krige imod hinanden.

Holland, Belgien og Luxembourg, som geografisk lå placeret ”klemt inde” mellem Vesttyskland og Frankrig, og som derfor ofte havde lidt under historiens fransk-tyske væbnede opgør, kom også med i samarbejdet fra begyndelsen. Ligesom en sjette stat: Italien.

Det var også disse seks stater, som i 1957 (med virkning fra den 1. januar 1958) videreudviklede samarbejdet ved at skabe EF.

Italien havde en helt anden historie end Tyskland og Frankrig. Det italienske område havde siden middelalderen været opdelt i en forskellige små og mellemstore stater, blandt andet en række meget små bystater i Norditalien. Først i 1861 blev disse stater officielt samlet til én stat: Italien. Den nye samlede italienske stat orienterede sig snart mod Tyskland og Østrig i sin udenrigspolitik og indgik i 1882 i den såkaldte ”Tripelalliance” med disse to lande. I 1915 skiftede Italien imidlertid side og gik ind i Første Verdenskrig på fransk og britisk side imod Tyskland og Østrig.

Og den omskiftelige udenrigspolitiske orientering var i det hele taget noget, som kom til at kendtegne Italien i denne stats første mange leveår. I 1936 indgik Mussolinis fascistiske Italien og Hitlers Nazi-tyskland det udenrigspolitiske samarbejde ”Aksen Rom-Berlin”, som betød, at Italien og Tyskland herefter frem imod udbruddet og i de første år af Anden Verdenskrig blev betegnet Aksemagterne.

I maj 1939, det vil sige knap 4 måneder inden udbruddet af Anden Verdenskrig den 1. september 1939, udvidede Italien og Tyskland samarbejde med indgåelsen af den såkaldte ”Stålpagt”, hvor de aftalte, at de skulle støtte hinanden militæret, hvis en af dem kom i krig med et tredje land.

I juni 1940 gik Italien derpå ind i Anden Verdenskrig på Tysklands side med en officiel krigserklæring mod de allierede. Japan tilsluttede sig i desuden Aksemagterne i september samme år, ligesom også Tysklands allierede Bulgarien, Rumænien, Slovakiet og Ungarn blev regnet med til Aksen.

Men ligesom under Første Verdenskrig skiftede Italien position under vejs. Nu dog på en ny måde. I september 1943 kapitulerede landet og gik derefter ind i Anden Verdenskrig på allieret side.

Italiens skiftende udenrigs- og sikkerhedspolitiske orientering siden landets dannelse i 1861 var medvirkende til, at det ikke fik nogen større indflydelse på Europas udvikling. I hvert fald ikke i samme grad som Tyskland og Frankrig. Og det var heller ikke primært for at forhindre fremtidige krige, hvor Italien deltog, at man etablerede først Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og senere EF (som atter senere, i 1993, blev afløst af EU). Der var ingen, der i 1945 tiltroede italienerne rollen som en kommende primus motor i påbegyndelsen af nye krige i Europa. Det var som sagt især for at forhindre fortsættelsen af rækken af krige mellem Frankrig og det tyske område, som havde stået på helt siden middelalderen, at den vesteuropæiske integration efter Anden Verdenskrig blev iværksat.

Men hvad kom iværksættelsen af den (vest-)europæiske integrationsproces med dannelsen af Kul- og Stålfællesskabet, EF og EU så til at betyde for Frankrigs og Tysklands indflydelse i Europa i forhold til, hvilken indflydelse de to lande havde haft tidligere?

Den kom først og fremmest til at betyde, at de to lande samlet set mistede indflydelse. EF’s (EU’s) institutioner, Kommissionen, Ministerrådet og Europaparlamentet blev således indrettet sådan, at de små lande blev overrepræsenteret med hensyn til antallet af stemmer, i forhold til, hvor mange indbyggere landene havde. Hovedreglen var, at jo mindre et land var med hensyn til indbyggertal, jo større indflydelse havde det forholdsmæssigt.

Lige fra samarbejdets begyndelse blev det også indrettet sådan, at hvert land fik én kommissær, uanset landets størrelse. Og sådan er det stadigvæk. Så også på det punkt blev de små lande favoriseret. Ligesom hvert land, lille som stort, de første mange år, mens EF eksisterede, havde veto-ret.

Én ting er imidlertid, hvor mange stemmer hvert land formelt har. Noget andet er, hvem der reelt bliver lyttet til, når der for eksempel bliver holdt topmøder. I her har der fra begyndelsen reelt været lyttet mere til de tre store lande, (Vest-)Tyskland, Frankrig og Italien end til små lande som Holland, Belgien og Luxembourg. Topmøderne - det vil sige møderne mellem landenes stats- og regeringschefer - har i de senere år fået mere og mere betydning. Og det vil sige, at de store lande efter mange år, hvor de små lande har haft uforholdsmæssigt meget at sige i forhold til deres indbyggertal, igen har fået lidt mere magt.

Men det er vel at mærke stadig ikke noget magt af betydning i forhold til den magt, som de havde inden 1945. Det er ét af de punkter, hvor der er stor forskel på Europa før og efter 1945. Efter 1945 har Frankrig, Tyskland og (siden 1861) Italien generelt ikke længere haft den samme store indflydelse på forholdene i Europa, som de havde i de foregående årtier og århundreder. Heller ikke, selv om der i dag bliver lyttet mere til dem end til de små lande, når for eksempel deres ledere udtaler støtte til Ukraine som EU-kandidatland - sådan som det skete for nylig.

Lars Hovbakke Sørensen er historisk lektor på Professionshøjskolen.