Den 26. juni 1732 vendte et dansk handelsskib hjem fra Kina. Ned fra skibet trådte den 20-årige kadet, Tobias Wigant, udmattet efter to års lang og farefuld rejse, som havde kostet 11 af hans rejsekammerater livet. Men kadetten vendte ikke tomhændet hjem til Danmark. Den unge kadet havde nemlig gjort sig flere interessante køb: 300 te-kopper, 120 kg sort te, flere kilo kaffebønner, 50 dukker, 50 papirer med blomstertryk og 30 levende papegøjer.
Foruden sine egne indkøb havde Wigant været med til at fylde handelsskibet med kolossale mængder te og silke, som efter hjemkomsten blev solgt på auktion. Rejsen havde bevist, at en langdistancehandel mellem København og Kina var både mulig og særdeles profitabel, fortæller Benjamin Asmussen, museumsinspektør ved M/S Museet for Søfart:
”Denne første rejse lagde grundstenen til Asiatisk Kompagni – et aktieselskab med monopol på kinahandlen og med Københavns største købmænd og selveste kongen som aktieholdere. Kompagniet sendte flere skibe afsted, og snart strømmede varer som sort og grøn te, porcelæn, silke, medicinske urter og andre eksotiske varer fra hovedsædet i Christianshavn og ud i hele det danske rige,” fortæller Benjamin Asmussen, der er inspektør for et museum med et utal af genstande fra 1700-tallets største handelseventyr:
Modeller af handelsskibe, statuetter af de danske købmænd, samt malerier, tegninger og bøger fra rejserne.
Museumsinspektøren er netop udkommet med bogen Kinafarerne, som fortæller historien om Asiatisk Kompagni. Det er en historie, som begynder i et mørkt kapitel i Danmarkshistorien, forklarer Benjamin Asmussen:
”I begyndelsen af 1700-tallet var Danmark i knæ. Pest og brand havde raseret København, og under Store Nordiske Krig havde Frederik IV gjort et sidste, forgæves forsøg på at generobre de tabte landsdele Skåne, Halland og Blekinge.”
Men netop i dette øjeblik træder otte dansk-norske købmænd og embedsmænd sammen og skaber et handelskompagni, som kommer til at ændre Danmarks økonomi og historie:
”Det var eliten af købmænd – supererfarne folk, som havde et meget præcist blik for kinahandlens muligheder, en handel som Storbritannien og Holland allerede havde haft succes med,” forklarer museumsinspektør Benjamin Asmussen og pointerer, at Asiatisk Kompagni bidrog til en uset vækst i Danmark.
”Man siger ofte, at hovedstaden er bygget på slaver og sukkerhandel, men Københavns velstand er nok i endnu højere grad bygget på Kinafarten – og ikke mindst te-smugling,” forklarer Benjamin Asmussen, som henviser til, at meget af teen fra auktionerne på Christianshavn i al hemmelighed blev smuglet til Storbritannien. Her kunne den sælges til en større profit end herhjemme:
”Briterne var nemlig de største tedrikkere i Europa. Men den britiske stat havde lagt høje skatter på teen, dels for at begrænse briternes forbrug af te, dels for at betale for den britiske flåde. Derfor var der et kæmpe marked for billig te.”
Museumsinspektør Benjamin Asmussen fik tre års forskningsorlov fra M/S Museet for Søfart, så han kunne skrive en ph.d.-afhandling om kinafarerne på CBS. Afhandlingen er fundamentet for museets nye bog. Og det er netop menneskene bag handlen, som han har studeret:
”Historikere har tidligere undersøgt Asiatisk Kompagni som et firma med en økonomi, et antal skibe og nogle varer. Men man har ikke kigget nøjere på købmændene selv,” forklarer Benjamin Asmussen, som mener at kinafarerne ofte er blevet afskrevet som snæversynede og kedelige købmænd.
”Det var ikke penge og fregatter, der handlede i Kina. Det var mennesker. Og deres historie vidner om vanskelige kulturmøder og handelsrejsende, der både blev fascineret af den kultur, de mødte, og overvandt forskellene for at tjene penge. Mange af de kulturudfordringer, der var dengang, står vi stadig overfor i dag i handlen med Kina.“
I forbindelse med sin afhandling lavede Benjamin Asmussen en database over hundredvis af personer, som var ansat til kinafarten med Asiatisk Kompagni, og snart begyndte der at optræde markante netværk mellem kinafarerne:
”Jeg havde nok forventet, at de mennesker kendte noget til hinanden. Men jeg blev virkelig overrasket over, hvor tæt disse handelsbetjente og kompagniets direktører var forbundet med hinanden – især familiært.”
Museumsinspektøren fandt nemlig hele dynastier af kinafarere – fædre, sønner, svigersønner, nevøer og deres efterkommere – som var aktive gennem kompagniets over 100 år lange historie.
”I dag ville man kaldte det nepotisme og se de mange familiære bånd som noget suspekt. Men i den førmoderne tid var det ganske praktisk. Kompagniets købmænd havde måske svært ved at betro deres formuer og skibe til en fremmed. Så var det tryggere at sende svigersønnen, der også har den familiære forpligtelse med som ekstra kontrol. Nepotismen virkede.”
Men kinahandlen var ikke kun forbundet af familier. Det mest markante netværk var den reformerte kirke i København, en kirke som blev bygget i 1689 til de tysk-nederlandske og franske reformerte menigheder.
”Halvdelen af alle direktørerne er medlemmer af den reformerte kirke. Det at have fælles kirke har nok øget tilliden mellem de enkelte personer i kompagniet, og det har samtidig givet dem et netværk på tværs af Europa,” forklarer Benjamin Asmussen.
Museumsinspektøren gjorde en anden, mere personlig opdagelse i databasen:
”Jeg stødte pludselig på det usædvanlige navn Bynck, som jeg kender fra min egen familie. Denne Bynck viste sig at være en bror til min tre gange tipoldefar. Han var en skræddermestersøn, som rejste til Kina, og som tilsyneladende aldrig kom hjem”, forklarer Benjamin Asmussen, som siger, at omkring en tiendedel af kinafarerne omkom på rejsen, enten af malaria, feber, kolera, kopper eller ulykker undervejs.
I slutningen af 1700-tallet blev Asiatisk Kompagni ramt af den ene katastrofe efter den anden, forklarer Benjamin Asmussen.
”Kompagniet havde ellers nydt godt af Den Amerikanske Uafhængighedskrig, som det meste af Europa var inddraget i. Her kunne kompagniets skibe sejle under det neutrale danske flag, i modsætning til deres konkurrenter. Men i 1783, efter krigen var slut, mistede kompagniet denne fordel.”
Selvsamme år blev kompagniet ramt af en intern skandale, da det blev opdaget, at en gruppe af firmaets mest betroede mænd, med justitsdirektør Otto Christian Haaber i spidsen, i al hemmelighed havde suget kolossale summer ud af kompagniet. Haaber blev kort efter fundet druknet i Peblingesøen – angiveligt et selvmord. Og i det følgende år fulgte en endnu større katastrofe:
”Den britiske stat nedsatte tolden på teen, så nu havde britiske te-drikkere ikke nogen grund til at købe smuglet te fra Asiatisk Kompagni. Tabet af det britiske marked var yderst kritisk for kompagniet, og deres indtjening styrtdykkede.”
Kompagniet fortsatte med at sende skibe afsted til Asien i begyndelsen af 1800-tallet. Men de fik snart konkurrence af mindre private handelsfirmaer, på trods af at kompagniet formelt havde monopol på kinahandlen. I 1840 måtte Asiatisk Kompagni dreje nøglen om, og monopolet blev officielt opløst.
”Selvom det var slut med Asiatisk Kompagni, fortsatte mange af de gamle familier fra kompagniet som selvstændige. Så al den viden og know-how, som var skabt i kompagniet, fortsatte i nye former,” forklarer Benjamin Asmussen og peger på Det Østasiatiske Kompagni og A.P. Møller-Mærsk som virksomheder, der byggede videre på arven fra Asiatisk Kompagni.
”Danmark har stadig en markant tilstedeværelse i Kina – en tilstedeværelse som tog sin begyndelse i 1700-tallets største erhvervseventyr,” slutter Benjamin Asmussen.