Den 21. oktober 1885 om eftermiddagen stod den 19-årige typograf Julius Rasmussen parat i porten på Toldbodvejen 26 i København, i dag Esplanaden 34. Under frakken holdt han en revolver.
Da ejendommens beboer dukkede op i porten, blev han spurgt:
”Er De minister Estrup?”
Da dette blev bekræftet, affyrede Julius Rasmussen sit våben fra kort afstand med den klare hensigt at dræbe regeringslederen, som i tiden omkring Grundlovens vedtagelse i 1849 havde erklæret sig som modstander af demokrati.
Selv sympatiserede typografen med Venstre, hvis medlemmer var arge modstandere af J.B.S. Estrups Højre. Blandt andet fordi det store landboparti havde flertal i Folketinget, men blev holdt fra at danne regering. Som modtræk afviste Venstre at stemme for finansloven og andre love. Venstre og Højre var så uforsonlige modstandere, at alle forhandlinger var ophørt og flere Venstre-politikere tilskyndede deres tilhængere til at lære sig våbenbrug i riffelforeninger.
Danmark var på randen af borgerkrig, og nu blev der skudt på regeringens leder.
At dette attentat fandt sted under den såkaldte provisorietid er der en del nutidsdanskere, der ved. Mange ved også, at Estrup overlevede, fordi patronen prellede af på hans frakkeknap.
Mindre kendt er det, at hvis man systematisk læser danske aviser fra 1885 igennem, tegner der sig et billede af demonstrationer og kampe inklusive flere skyderier, men også af et glødende politisk engagement som aldrig før eller siden i Danmark.
Det mener René Karpantschof, cand.mag. i historie og ph.d. i sociologi, som i sin nye bog ”De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920” fortæller om det, han selv kalder for en ”mellemtid” mellem det enevældige kongedømmes fald og indførelsen af det parlamentariske demokrati. Man kunne også kalde perioden for det danske folkestyres lømmelalder. I hvert fald gik det voldsomt for sig.
”Da jeg for nogle år siden i forbindelse med min ph.d.-afhandling læste periodens aviser igennem for at se, hvad der skete dag for dag, blev jeg overrasket over den eksplosion af protester, der var i 1885 som reaktion på de provisoriske love. Over hele landet var der uro og optøjer i langt større grad, end man har været klar over,” siger René Karpantschof og tilføjer:
”Jeg tror ikke, der har været en lignende protestbølge i Danmark. De provisoriske love og Estrups styre fik mobiliseret så godt som hele befolkningen for første gang. I de første tre årtier med forholdsvis frie valg, var der ikke mange, der deltog i valgene, demonstrerede eller skrev under på protester. Ser man på de konkrete data, kan man se, at på alle disse fronter er 1885 en begivenhed, som efterlader Danmark helt anderledes. Efter 1885 er aktivitetsniveauet højere, også valgdeltagelsen.”
Attentatet i 1885 var ikke den udløsende begivenhed, men en følge af den. Det udløsende var, at Højre pr. 1. april 1885 skulle have en finanslov klar, og da Venstre blokerede, blev finansloven gennemført som en foreløbig – provisorisk – lov, uden at Folketinget blev sammenkaldt. Estrup formåede at stå stejlt på sin position længe, og først i 1901 fik Venstre rigtig indflydelse.
Ifølge Karpantschof bliver provisorietiden i brede, danmarkshistoriske fremstillinger ofte underdrevet beskrevet som lidt uro, der blev fundet en løsning på. Og i den almindelige historiebevidsthed opfattes hele perioden ofte som én jævnt fremadskridende proces mod det ægte folkestyre, som grundlovsfædrene i virkeligheden ønskede sig i 1849. Men den opfattelse har flere historikere rokket alvorligt ved, forklarer Karpantschof. Efter selv at have været nede i kildematerialet og set, hvad de enkelte faktisk sagde og gjorde under grundlovsdebatten, trækker han det hårdt op:
”Grundlovsfædrene forsøgte ikke at starte en udvikling frem mod demokrati, som vi kender det i dag. Der fandtes ganske vist danskere, som allerede dengang virkeligt var demokrater. Men det var kun halvsocialistiske håndværkere og bondevenner, som udsprang af den kristne vækkelsesbevægelse. De beskrev i detaljer, hvordan demokratiet skulle se ud, nemlig valgret til alle voksne og et folkevalgt parlament, hvis flertal skulle bestemme, hvem der dannede regering. Bortset fra, at de ikke tænkte på, at også kvinder skulle kunne deltage, så svarede det til det folkestyre, vi har i dag,” fortæller René Karpantschof.
Men de fleste grundlovs-fædre havde ikke tillid til, at de brede masser var dannede nok til at kunne være med til at regere. Derfor skulle deres indflydelse begrænses:
”At regeringsførelsen skulle afhænge af befolkningsflertallet, blev af konservative og nationalliberale set som pøbelvælde. Hvis de brede masser fik magt, kunne de jo finde på at ændre på ejendomsforholdene, og det huede ikke godsejerne og det velhavende borgerskab. Almindelig valgret kunne man ikke komme uden om, men den etablerede elite kunne sørge for, at denne ret ikke kunne bruges til for meget. Det gjorde man så ved at lade Grundloven udelukke mange voksne fra valgretten herunder fattige og tjenestefolk, ved at indføre et overklassepræget Landsting og ved fortsat at give kongen magt til at udpege regeringerne.”
Han lægger ikke skjul på, at han selv er marxist og anskuer forholdet mellem rige og fattige ud fra denne analysemåde. Men i sin bog gør han meget ud af at sætte sig ind i de forskellige gruppers tanker og motiver i samtiden. Og det viser sig, at ikke kun det danske folkestyre, men alle de nutidige politiske partier, der har regeret Danmark i 100 år, i tiden forinden havde en lømmelalder fyldt med holdninger og handlinger, der ikke fremstår helt stuerene i dag.
”Nutidens forståelse af den periode har været stærkt præget af historiens sejrherrer. Det vil først og fremmest sige den socialdemokratiske arbejderbevægelse og Venstre og bondebevægelsen samt senere succeser som Det Konservative Folkeparti. Alle har prøvet at fremstille historien, så det hele bærer frem mod deres storhedstid i det 20. århundrede. Men undervejs er der mange ting, som er blevet glemt. For eksempel har Socialdemokratiet og de store fagforbund fortiet, hvor voldelige mange af deres tilhængere var i 1800-tallet,” fortæller René Karpantschof.
I sin lømmelalder, inden Thorvald Stauning gjorde Socialdemokratiet regeringsbærende, var partiet samfundsomstyrtende, fokuserede på arbejderklassens interesser og rummede aktivistiske kræfter som ofte brugte vold i den faglige kamp mod skruebrækkere. Så fremhæver man hellere ”Slaget på fælleden” i 1872, som kan fortælles som en offerhistorie, hvor fredeligt protesterende arbejdere fik bank af beredne husarer.
I sin lømmelalder, inden J.C. Christensen gjorde Venstre regeringsbærende, støttede flere ledende skikkelser i partiet, herunder litteraten Georg Brandes, som senere inspirerede til dannelsen af Det Radikale Venstre, åbenlyst væbnede militser, der skulle udfordre Højre-regeringen.
Og i sin lømmelalder, inden det i 1915 tog navnet Det Konservative Folkeparti, var det konservative parti Højre antidemokratisk og modarbejdede åbenlyst alle andre grupper i samfundet end kongen, godsejerne og eliten i at få lige adgang til indflydelse. Men ligesom socialismen og liberalismen fik også konservatismen dengang bred folkelig opbakning, også i arbejderkredse.
”Det gælder både venstre- og højrefløjen, at de har skønmalet deres historie. Og generelt har man nedtonet meget af det, der ikke passer med fortællingen om danskernes samarbejdsånd, fælles dialogvilje og demokratiske indstilling,” siger René Karpantschof.
Hvis nogen tror, 1968 var det store revolutionsår i det danske folkestyre, tager de fejl. Faktisk ophørte de store danske masser med at råbe på revolution i 1920, og den revolutionære tid var snarere 1880’erne, hvor den københavnske ungdom mødtes på beværtninger og talte om at omstyrte magthaverne – eller de flokkedes ved Storkespringvandet på Strøget, som allerede i 1894, mere end 80 år før studenteroprøret, blev kendt som samlingssted for hovedstadens unge provoer.
René Karpantschofs tilgang til perioden har været at fokusere på demonstrationer, aktivisme og politiske protester. Derfor er det ikke overraskende, at det er konflikthistorien, der træder frem. Han understreger dog også, at selvom 1800-tallets konflikter i Danmark var voldsomme og kostede flere menneskeliv, end historiebøgerne normalt fortæller, så er det stadig rigtigt, at den danske udvikling var fredelig sammenlignet med de fleste andre landes.
”På trods af al uroen i 1800-tallet, så er den danske historie også en historie om en stabil stat, der virkede gennem længere tid. Det kan vi være glade for, men vi skal ikke lade os narre af fortællingen om den enige danske nation til at dække over de uenigheder og interesseforskelle, der var og er. I 1800-tallet sagde konservative kræfter, at det var vigtigt at stå sammen som nation, men det handlede som regel om, at den brede befolkning skulle undlade at stå på sin ret, mens overklassen sjældent selv skulle afgive noget for fællesskabet,” siger han.
Hvad angår de forskellige kristne grupperingers position i 1800-tallets kampe, konstaterer René Karpantschof, at religion kunne bruges af alle fløje. Den kristne vækkelsesbevægelse blev som nævnt en inspiration for et konsekvent demokrati. Selvom socialismen i sit udgangspunkt var ateistisk, og folk i arbejderkvartererne angreb kirkerne med stenkast, var der også dem, der kombinerede kristendom og socialisme. Mere kendt er det, at mange grundtvigianske præster engagerede sig i Venstre, men der var også grundtvigianere og ikke mindst biskopper, som tog plads hos Højre sammen med godsejerne.
De fleste faghistorikere er nu enige om, at 1849-grundloven ikke gjorde Danmark demokratisk. I stedet peger de dels på systemskiftet i 1901, da kongen tillod, at Venstre dannede regering, hvilket blev opfattet som et løfte om at parlamentarismen, princippet om at regeringer skal hvile på Folketingets flertal, hermed var indfriet. Og dels på grundlovsændringen i 1915, hvor kvinderne og tjenestefolk fik valgret, så de fleste voksne danskere omsider kunne deltage. Men René Karpantschof mener, at demokratiet først sejrede i 1920 efter den såkaldte Påskekrise.
”I dag kigger vi tilbage fra et punkt, hvor der har været demokrati i Danmark længe, og hvor vi ved, det endte med demokrati. Om det skete i 1901, 1915 eller 1920, kan man diskutere. Systemskiftet i 1901 var en stor milepæl. Men det betød langt fra, at kongerne, Frederik VIII og Christian X, opgav deres ret til at gribe ind,” siger han.
Påskekrisen, eller påskekuppet, som René Karpantschof kalder det, gik ud på, at Christian X udnyttede Grundlovens formuleringer om, at kongen udpeger regeringen til at afskedige den radikale Zahle-regering og i stedet udpege juristen Otto Liebe til at danne regering. Dette kup udløste straks demonstrationer, strejker og trussel om en generalstrejke. René Karpantschof fabulerer om, at hvis Stauning var faldet på trappen den dag, han skulle til kongen og forhandle et kompromis på plads, kunne det være udartet til borgerkrigslignende tilstande. Men kompromiset kom. Folkestyret havde overlevet sin sidste børnesygdom. Liebe-regeringen sad kun i seks dage.
”Det var først efter Anden Verdenskrig, at demokrat blev noget, man bare skal være. Indtil da var mange danskere ikke sikre på, at det var den rigtige samfundsorden. Fascismen fik mange tilhængere i Danmark ud fra en tankegang om, at der var alt for meget ævl og bævl med det folkestyre. Tanken var, at man kunne være et folkefællesskab, hvor nogle var bønder, nogle godsejere, og hvor en ekspert eller konge kunne regere som diktator i alles interesse. Det er på en måde en tillokkende tanke, men man er selvfølgelig uenig i, at vi skal indrette os sådan, hvis man som jeg er demokrat,” siger René Karpantschof, som med sin bog netop ønsker at minde om, hvor uenige de stridbare danskere var. Og at uenighed kan være frugtbar og skabe politisk engagement ligesom i 1885:
”Det er vigtigt at huske, at det danske folk er en uenig størrelse. Og det er bedre at høre efter, hvad vi var og er uenige om, end at lade som om at alle hele tiden har været enige.”