Det, der betød noget for mig, var, at jeg havde min far som tilholdssted

Op til denne uges markering af Auschwitz-dag fortæller Kurt Lesser, hvordan han undgik døden i koncentrationslejr ved at gå under jorden og flygte med sin far til Sverige i 1943

På Kurt Lessers fødselsdag i lejren Möckelsnäss fik han en lille bid af Danmark i Sverige, da Jørgen Nash ­sammen med en ven indhegnede en lille ­firkant, hvor de plantede en flagstang med Dannebrog. – Privatfoto.

Kurt Lesser husker ikke meget fra selve bådturen. Hans far havde givet ham en form for sovemiddel, så den fireårige dreng sov tungt. Først da de nåede Malmø, begyndte han at røre på sig, og han husker stadig lyden af de knirkende madrasser, der var fyldt med papir.

Flugten fandt sted i 1943, hvor den tyske besættelsesmagt i Danmark indledte jagten på de danske jøder den 1. oktober. Størstedelen af jøderne nåede imidlertid at blive advaret og flygtede til Sverige. Det var blandt andet Mosaisk Troessamfund, som gav det jødiske samfund besked. Advarslen nåede dog ikke Kurt Lesser og hans far i første omgang.

”Vi kendte ikke noget til det, for vi havde ikke noget med synagogen at gøre. Beskeden kom til os takket være Vilhelm Leifer. Han underrettede os og sørgede for, at vi kom under jorden, og at vi blev transporteret til Sverige,” siger Kurt Lesser.

Vilhelm Leifer var politifuldmægtig og daglig leder af Rigspolitiets visumkontor og er blevet kaldt den danske Schindler, eftersom han var i stand til at hjælpe jøder og andre forfulgte ud af det besatte Danmark. Samtidig var han i efterkrigstiden en omdiskuteret person, da han af myndighederne blev sigtet for landsforræderi, værnemageri, skyldnersvig og medvirken til drab, men han blev frifundet.

”Leifer blev behandlet meget dårligt efter krigen, men han gjorde en enestående indsats sammen med sin kone Åse. Leifer hjalp folk til Sverige ad tre veje. Den ene var den officielle visumvej, hvor han hver anden dag skulle forhandle med Gestapo om, hvem der kunne komme ind og ud af landet. Så var der en uofficiel vej over Helsingør, hvor han havde nogle ordninger med de tyske vagter deroppe. I vores tilfælde fik han købt en båd, der sejlede os til Sverige fra Stevns,” fortæller Kurt Lesser.

Først gik den lille familie under jorden og flyttede fra hjemmet ved Peblinge Dossering til en lille lejlighed i Randersgade.

”Jeg husker mine egne ord så klart: ’Hvorfor skal vi op ad trappen, når vi skal under jorden?’. Fra lejligheden kørte vi ned til Stevns, men vi måtte stoppe første dag på grund af den tyske overflyvning. Næste dag gik det løs,” siger han.

Minderne fra den tid dukker op i glimt, og Kurt Lesser tvivler på, at han forstod alvoren af det, der foregik under den tyske besættelse, da han var barn. Han havde set lyskasterne, hørt sirenerne og oplevet tyske kampvogne komme kørende fra Bredgade, da han befandt sig på Kongens Nytorv i København med sin far. Alligevel mindes han ikke, at han var bange, hverken under Besættelsen eller i forbindelse med flugten til Sverige og livet i de svenske flygtningelejre i blandt andet Furuvik og Möckelsnäss.

”Jeg husker lyskasterne som lidt af et lysshow. Der, hvor jeg blev bange, var ved sankthans i 1944. Der var et kæmpe bål, men i stedet for en heks, var det Hitler, som brændte, og folk kom løbende i vild jubel med fakler. Og så blev jeg bange ved Befrielsen, som blev fejret med raketter,” mindes Kurt Lesser.

Han husker også, at han gjorde vrøvl, fra han vågnede i Malmø, til han ankom til flygtningelejren i Furuvik. Det gik nemlig op for ham, at hans far havde glemt at pakke Kurt Lessers lille lastvogn med påhæng ned – et stykke legetøj, som han holdt meget af.

De blev indkvarteret i små hytter med elektrisk opvarmning og fik mad i fælleshuset. Kurt Lesser faldt hurtigt til rette. Der var ingen pigtråd om lejren. Alle voksne skulle arbejde, men han kunne frit udforske skovene, hvor der både var bjørne og ulve. De vilde dyr skræmte ham ikke. Det gjorde en kalkun derimod, som rendte rundt i lejren. Derudover var der en dyrepark, og et cirkus kom til byen. Da en af bjørnene i parken døde, endte den på middagsbordet.

”Det, der betød noget for mig, var, at jeg havde min far som tilholdssted, og at der var gode folk omkring mig,” siger Kurt Lesser.

Det var i Furuvik, han mødte Eva Maria Wiehe – en 24-årig tegner, som forblev en nær ven til hendes død i 2012. Hun efterlod Kurt Lesser et særligt album fra tiden som flygtning i Sverige, som består af tegninger, udklip og fotografier. Albummet indledes med en karikaturtegning af hende selv i en lille jolle med et dansk flag på vej til Sverige. Længere inde i samlingen er en tegneserie om livet i Furuvik med alt fra indkøb med Kurt Lesser til jitterbug om juletræet. Midt på siden er dog en tom firkant under overskriften ”Furuviks glæder”.

Kurt Lesser erkender, at selvom han som barn nød at bevæge sig frit rundt i den svenske natur og lege med de andre børn, var realiteten og stemningen en anden for de voksne.

”Jeg tror, det knitrede hele tiden. Indadtil var der gnidninger, fordi vi var et miks af folk fra konservative og religiøse jøder til de røde. Der var også en ydre fjende, og man vidste ikke, hvordan krigen ville gå, og hvad der ville ske med os, hvis Hitler vandt. Der var mange spekulationer, og man følte sig langtfra tryg. Der skulle gå lang tid, før man følte, at krigen endelig var vundet,” forklarer Kurt Lesser.

Livet blandt den svenske befolkning var heller ikke altid ligetil. Da Eva Maria Wiehe fik job i Stockholm og skulle finde et sted at bo, stødte hun flere gange på skilte, hvor der stod, at man ikke udlejede værelser til jøder. Kurt Lesser husker også søndagsudflugterne, hvor svenskere kom for at ”titta på judarna” i flygtningelejrene. Og han ved fra sin fars dagbog og breve, at han levede et andet liv end sin far.

”Jeg har 20 kasser med breve, som min far skrev til sin mor. Jeg har ikke villet læse dem. Det tror jeg, der er noget mental sundhed i på en vis måde. Det kan blive for meget. Nogle breve læste jeg, og det, der fremgik af brevene, og det, jeg huskede, var to vidt forskellige verdener. Den ene var meget konfliktfyldt, og den anden var fyldt med honning. Jeg vil ikke sammenligne de korrespondancer med mine erindringer uden at være i stand til at tale med min far om det,” fortæller Kurt Lesser.

For ham var meget af det, der foregik, del af en leg, hvor tyskerne var de onde, og der blev sunget sabotørsange som:

”Hør! Hør! Hør! Jeg er sabotør.

Og under Hitlers rumpe lægger jeg en bombe.

Hør! Hør! Hør! Jeg er sabotør”.

Den 28. juni 1944 modtog han desuden en helt særlig gave. Han tilbragte sin femårsfødselsdag i en lejr i Möckelsnäss blandt andet med kunstner, digter og provokatør Jørgen Nash, som sammen med en ven havde indrammet en lille firkant i græsset. I den firkant stod en flagstang med et vajende Dannebrog.

”Det var et lille stykke af Danmark i Sverige. Det var en gave, men også en slags besættelse. Jeg følte mig rigtig som en jordejer,” siger Kurt Lesser.

Det var også med en vis vemodighed, at han rejste tilbage til Danmark efter Befrielsen. Tilværelsen i Sverige forbandt han med et liv i sundhed og frihed, og det Danmark, han vendte tilbage til, var gråt og trist. Når han ser på situationen dengang og på den nuværende flygtningekrise, oplever han også paralleller.

”Det var en situation, hvor der var lige så mange tanker som i dag. Man vidste ikke, om man som flygtning ville blive i landet eller ej, og om man ville blive en del af samfundet. Det er stort set de samme konflikter, vi ser i dag,” forklarer Kurt Lesser.

Besættelsen af Danmark under Anden Verdenskrig blev indledt den 9. april 1940. På daværende tidspunkt levede cirka 8000 jøder i Danmark.

Den 1. oktober 1943 indledte den tyske besættelsesmagt en aktion for at fange og deportere danske jøder til nazistiske koncentrationslejre.

En advarsel om den kommende aktion havde imidlertid spredt sig gennem det jødiske samfund, da ledelsen af Det Mosaiske Troessamfund blev orienteret om tyskernes planer den 28. september 1943.

Den svenske regering tilbød asyl til de jødiske flygtninge fra Danmark, og som led i en større redningsaktion nåede størstedelen af jøderne at blive bragt i sikkerhed.

Besættelsen sluttede den 5. maj 1945.