I 1950’ernes USA var begrænset stemmeret, diskrimination på arbejdsmarkedet, offentlig segregation og ringe retssikkerhed hverdag for en stor del af landets mere end 15 millioner afroamerikanere, der oplevede mindst 3959 lynchninger mellem 1870 og 1950.
Med baptistpræsten Martin Luther King som central figur opstod borgerrettighedsbevægelsen i 1954 i kølvandet på en højesteretsdom, der kendte segregation i skoler grundlovsstridigt. Bevægelsen var et forsøg på at skabe en organiseret modpart til den undertrykkelse af sorte, der var begyndt med de første slaver i 1619, men som stadig fandt sted mere end tre århundreder senere trods forbuddet mod slaveri i 1863.
Kristeligt Dagblad dækkede udviklingen i det ulmende oprør og skildrede også den amerikanske kirkes rolle, blandt andet i artiklen ”Raceproblemet er blevet et samvittighedsspørgsmål”. Den kritiserede de amerikanske kirkers tøven og opsummerede amerikanske præsters vægelsind:
”Hovedspørgsmålet er ikke, om raceskellet er moralsk forsvarligt, men derimod – og dette gælder især for præsterne i Sydstaterne – om kirken skal sige klart og utvetydigt fra.”
Rettighedsforkæmpere mødtes af vold, fængslinger og drab under tiltagende opmærksomhed i avisen.
”Det er mørkt. Og 55 procent af egnens indbyggere er negre. Men det er de hvide, der får det til at se sort ud i Syden i dag,” skrev journalisten Kaj Erik Lindqvist i reportagen ”Skarpe skud og bragende bomber – de hvides våben i racekampen”, som var en del af en reportageserie fra 1957.
Diskrimination mod sorte var netop udbredt i Sydstaterne. Stater som Alabama, Mississippi, Louisiana, Georgia, Tennessee, South Carolina og Texas udgjorde de mest grelle eksempler, mens byer som Detroit, Los Angeles, Chicago og New York i nord det næste årti kom til at danne rammen for de værste kampscener mellem demonstranter, politi og nationalgarden. Dr. Martin Luther King prædikede som en af få betingelsesløs pacifisme som modsvar. Første gang Kristeligt Dagblads læsere stiftede bekendtskab med ham, var under et borgermøde med 1200 afroamerikanere. Inden King gik på talerstolen, havde adskillige talere opildnet tilhørerne med brandtaler om forholdene i Sydstaterne, og stemningen sydede i Holt Street Baptist Church i Montgomery, Alabama.
”Den begejstring, talerne hilses med, kan gøre en europæisk tilhører bekymret. Samvittighedsløse ledere kunne få denne forsamling til at lynche Montgomerys hvide byråd inden for den næste halve time,” skrev den udsendte i en reportage fra oktober 1957: ”Onkel Tom er død, og en ny neger rejser sig i Syden.”
Dr. King tyede til andre virkemidler. Nok beherskede han det oratoriske og leverede passionerede taler. Men på et fundament af stoisk ro:
”Og hvor de (ældre præster, red.) giver sig følelserne i vold, er han den roligt overvejende,” fortæller journalisten. Således var det også denne aften i Montgomery, hvor han ”besindigt” og i sin ”rolige tone” talte om en fredelig kamp for frihed og rettigheder.
Den 24. december 1963 skrev dr. King ”specielt for Kristeligt Dagblad” et indlæg, som fik plads på forsiden: ”Fred på Jorden, i mennesker – Had kan kun udryddes ved tilgivende kærlighed”.
”Hvis man nemlig gengælder had med had, bliver der blot så meget mere had i verden. Mørket bliver så meget dybere, og alle stjerner slukkes. Mørke kan ikke forjage mørket, det kan kun lyset.” Læsere kontaktede begejstret avisen for at få brevet i særtryk, og i de følgende måneder kunne de for tre kroner købe brevet ”i et smukt hefte, forsynet med en præsentation af dr. Martin Luther King”.
Året efter modtog han Nobels Fredspris, og borgerrettighedsbevægelsen mødte efterhånden opbakning verden over. Men andre forgreninger var begyndt at spire i egne rækker. Den 22. november 1963 blev USA’s præsident, katolikken John Fitzgerald Kennedy, myrdet i Dallas, Texas. Året efter hans død satte hans arvtager, Lyndon B. Johnson, sin signatur på The Civil Rights Act. Udarbejdet under John F. Kennedy gjorde den – i hvert fald officielt – op med offentlig segregation samt diskrimination fra arbejdsgivere på baggrund af race, religiøs baggrund og køn, og den ansås som en af bevægelsens største bedrifter. I 1965 fulgte Voting Rights Act, som forbød diskrimination i forhold til valgret. Alligevel blev amerikanerne vidne til heftige konfrontationer, også internt i det afroamerikanske samfund, i de kommende år. John F. Kennedys død markerede starten på en periode, hvor adskillige prominente forkæmpere for borgerrettighedsbevægelsen blev ofre for attentater. Samtidig voksede det økonomiske skel mellem hvide og sorte trods de juridiske sejre. I ly af dette vendte flere afroamerikanere sig mod yderligtgående grupper. Artiklen ”Negrenes kæmpemarch til Washington” dækkede den fredelige protestmarch til Washington i 1963 med op mod 150.000 deltagere, hvor dr. King holdt sin ikoniske tale ”I have a dream”. At der allerede dengang var tale om en historisk milepæl, fremgår af indledningen:
”Når 150.000 demonstranter den 28. august stævner mod den amerikanske hovedstad Washington for at lægge eftertryk på de amerikanske negres krav om lige ret for loven, har den hundredårige kamp for de borgerlige rettigheder i USA nået et foreløbigt klimaks.”
I artiklen kunne læserne imidlertid også læse om Black Muslims, også kendt som Nation of Islam (på dansk: Islams nation), for første gang i Kristeligt Dagblad.
Den militante bevægelse blev i artiklen beskrevet som en kuriositet, men det er en underdrivelse. Ikke mindst i kraft af sin frontfigur, Malcolm X, en indædt modstander af dr. Kings pacifisme, var Nation of Islam allerede i 1963 i hastig vækst. I 1965 blev Malcolm X myrdet, og samme år citerede Kristeligt Dagblad prominente borgerrettighedsforkæmpere, som mente, at frihedskampen krævede mere direkte midler i artiklen ”Luther Kings racekamp er ikke længere nok”. Den fredelige protestbevægelse fik stadigt sværere ved at bevare sin legitimitet, og i sommeren 1967 brød 159 tilfælde af raceoptøjer ud over hele landet. Månederne blev kendt som ”Long hot summer”, og alene i Detroit og New York mistede 80 personer livet.
Det første halvår i 1968 levnede desto mere dystre udsigter for den fredelige bevægelse. Den 4. april blev Martin Luther King myrdet på sin balkon i Memphis, Tennessee. Kristeligt Dagblad skildrede ham i en nekrolog, ”Hele verdens samvittighed”, som ”hele sin races og efterhånden hele verdens anerkendte leder af kampen mod menneskelig uret”.
Landet over spredte optøjer sig i takt med nyheden om drabet, og artiklen ”Oprør eller underkastelse” berettede om militante kræfter i borgerrettighedsbevægelsen, som stod på spring til at tage over. I Indianapolis annoncerede Robert Kennedy, der stillede op som præsidentkandidat for Demokraterne, dr. Kings død i en historisk, improviseret tale. Han var i færd med at opbygge samme renommé som borgerrettighedsforkæmper som sin storebror, men blot to måneder senere, den 5. juni 1968, led han selv samme skæbne ved en attentatmands hånd.
I kaosset skete dog også afgørende fremskridt. Med Fair Housing Act i 1968 blev diskrimination på boligmarkedet på baggrund af race, religion og køn forbudt, og det markerede endnu en markant sejr for borgerrettighedsbevægelsen.
De efterfølgende årtier bød på flere bølger med spændinger, der med jævne mellemrum udviklede sig til åbne opgør. Et vidne om de latente problemer, der stadig i dag eksisterer i USA. Men som i 1950’erne og 1960’erne skete også fremskridt. Og selvom dr. Martin Luther King var optimistisk i forhold til tidsrammen, da han i en artikel fra 1964, ”Negerpræsident i USA om mindre end 25 år”, spåede en sort præsident inden 1989, blev Barack Obamas valgsejr 19 år senere endnu et lys i det mørke, Kaj Erik Lindqvist skildrede i 1957.