Prøv avisen
Interview

Lones biologiske mor var tyskerpige: Der er stadig ingen, der må vide, at jeg findes

Først for 14 år siden fik nu 72-årige Lone Hansen, her i hjemmet i Viborg, en sparsom kontakt til sin biologiske mor, som havde mødt en tysk soldat på gaden i sin hjemby under Anden Verdenskrig og nogle måneder senere blev gravid. – Foto: Tor Birk Trads

Lone Hansens biologiske mor var tyskerpige. Flere årtiers had og fordømmelse har ført til, at ingen må vide, at Lone eksisterer

På en helt almindelig dag i 1951 spiste syvårige Lone Hansen til middag med sine forældre. Hun drejede sin sølvgaffel i hænderne og studsede over en indgravering i overfladen. ”Lone Pedersen, 5. juni 1944” stod der med svungen skrift. Den lille pige undrede sig.

Gaflen var tilsyneladende lavet til en pige med samme navn og fødselsdato som hende selv. Kun efternavnet var forskelligt. Hun spurgte sine forældre, hvem pigen var, men fik intet svar, og få dage efter var indgraveringen forsvundet på mystisk vis.

Lone Hansen fandt først svar 20 år senere, da hendes adoptivmor fortalte hende, at hun var den biologiske datter af en tyskerpige. Som 18-årig havde hendes mor mødt en tysk soldat på gaden i sin hjemby, og nogle måneder senere var hun blevet gravid. Fuld af skam blev hun udstødt af sin familie og lod Lone bortadoptere. Dåbsgaflen var som det eneste fulgt med som et levn fra et liv fyldt med skam og frygt.

”Der var ikke en eneste, der hjalp hende dengang. I dag har hun lukket følelsesmæssigt ned for at kunne overleve, og hun åbner sig aldrig igen,” siger nu 72-årige Lone Hansen, der for 14 år siden formåede at opnå en sparsom kontakt til sin biologiske mor.

Hun kan ikke gå i detaljer med, hvad der skete med moderen under krigen og i befrielsesdagene, men mange ”tyskertøser” blev kronraget, chikaneret eller socialt ekskluderet, når de indlod sig med den tyske besættelsesmagt.

Samtidig blev deres børn kaldt for ”drageyngel” og ”prøjserbørn”, og stod det til modstandsbevægelsen, skulle de helst sendes til Tyskland så hurtigt som muligt. Lone Hansen var ”drageyngel” i modstandsbevægelsens øjne, men grundet adoptionen har hun ikke selv følt hadet. Det har kun hendes biologiske mor.

”Hun har mærket et enormt stort had, og det er helt tydeligt, at jeg er hendes store hemmelighed. Der er stadig ingen, der må vide, at jeg findes, og hun har fortalt mig, at det værste, der kan ske, er, at nogen får kendskab til mig. Hun frygter stadig omgivelsernes fordømmelse,” siger Lone Hansen.

Hun opsøgte sin mor efter at have ledt efter spor i flere af landets arkiver. De to har sparsom og overfladisk kontakt, og moderen involverer sig ikke i Lone Hansens familie. Møder, som Lone Hansen forsøger at arrangere med sin biologiske mor, bliver aflyst hver gang.

”Jeg er rigtig ked af, at hun ikke formår at være der for mig. Jeg ville ønske, hun ville tage imod mig, og at jeg kunne være noget for hende, men det ønsker hun ikke,” siger Lone Hansen.

I dag er hendes budskab klart. Tyskerpigerne skal tilgives, for de unge kvinder var forelskede og kendte ikke til de konsekvenser, det kunne føre med sig.

”Det er på høje tid at tilgive tyskerpigerne, inden de dør. De er jo nogle af efterkrigstidens ukendte ofre, og min mor er langtfra den eneste. Vi skal tilgive dem i vores hjerter og tænke på, at det bare var en ung pige og en ung mand, der forelskede sig.”