Da jeg flyttede til Berlin, var jeg imponeret over historien og billederne af alle de kvinder, der ryddede op i murbrokkerne efter krigen. Har jeg ingen grund til at være imponeret?
”Ja og nej. Trümmerfrauen eksisterede – i Berlin og i den sovjetiske besættelseszone. Men det er en myte, at de eksisterede over hele Tyskland som en bevægelse af kvinder, der frivilligt ryddede murbrokker for at genopbygge landet.”
De gjorde det ikke frivilligt?
”Efter krigen blev fjernelse af murbrokker betragtet som hårdt straffearbejde. Sådan så de allierede militære myndigheder og de tyske administrative myndigheder på det. Derfor blev blandt andre de tidligere medlemmer af nazist-partiet sat til at udføre arbejdet, og der blev ikke gjort forskel mellem kønnene. Men antallet af kvinder, der blev sat til arbejdet, var i de fleste byer meget lille. Rydningen blev meget hurtigt professionaliseret, ellers kunne murbrokkerne i de ødelagte byer ikke ryddes væk.”
Berlin var en undtagelse?
”En undtagelse var den sovjetiske besættelseszone og Berlin, som var besat af russerne i de første to måneder. Her blev arbejdsløse hurtigt registreret og tildelt arbejde. Tilmeldte man sig ikke, modtog man ingen rationeringskort til mad. Der var et relativt stort antal kvinder blandt de arbejdende, men det var aldrig tilfældet, at kun kvinder blev brugt til arbejdet. Nogle kvinder meldte sig frivilligt. Årsagen er indlysende: Byggearbejdere fik et bedre rationeret fødevarekort. I modsætning hertil fik husmødre kort kendt som sultekort eller kirkegårdskort, fordi man ikke kunne overleve med dem.”
Så der fandtes altså trümmerfrauen i Berlin?
”Den højeste procentdel af trümmerfrauen i Berlin nåede man i foråret 1946. På det tidspunkt var det 26.000 kvinder ud af omkring 500.000 kvinder i den arbejdsdygtige alder i Vest- og Østberlin, altså mindre end fem procent. Så det var ikke et massefænomen.”
Der var forskel på, hvor meget man brugte kvinder til arbejdet i de vestallieredes og den sovjetiske zone?
”Ja. Briterne ønskede også at bruge kvinder i deres zone, men det blev systematisk forhindret af den lokale tyske forvaltning. De udsendte så mange restriktioner, at brugen af kvinder næsten var umulig. For mændene i den tyske administration ville den slags arbejde have været et civilisationsbrud og helt utænkeligt. Det var i modstrid med det gængse kvindesyn. I de amerikanske og franske zoner eksisterede kvindearbejdet så godt som slet ikke. I den sovjetiske zone var kvindesynet et andet. I Sovjetunionen havde det siden 1930’erne været normalt for kvinder at arbejde. Det blev betragtet som gennemførelsen af lige rettigheder for kønnene. Baggrunden var også, at der i den sovjetiske zone – det senere DDR – manglede arbejdskraft, idet mange arbejdsdygtige mænd enten var døde under krigen eller flygtet til vest.”
Hvordan blev den positive fortælling om trümmerfrauen skabt?
”I Berlin og den sovjetiske zone lancerede man i tiden umiddelbart efter krigen en decideret mediekampagne, hvor man beskrev, hvordan kvinder smøger ærmerne op og i fællesskab rydder op i Berlin. Det fremherskende billede af oprydningsarbejdet var hidtil negativt. Så myndighederne var nødt til at skabe et positivt image for at motivere folk til at udføre arbejdet. I de østlige medier blev det derfor hævdet, at rydning af murbrokker ikke alene var et kvindejob, men også et job, som kvinder kunne lide at udføre, fordi det var meningsfuldt. Det blev på en måde portrætteret som typisk kvindearbejde – rydde op, gøre alt smukt igen. I den vestlige presse blev arbejdet udført af kvinder stort set ikke beskrevet.”
Men på et tidspunkt blev det til et gennemgående positivt begreb?
”Først i 1980’erne udviklede der sig et positivt billede af trümmerfrauen i hele den vesttyske forbundsrepublik. Kvindebevægelsen ledte efter kvindelige rollemodeller og beskæftigede sig med generationen af mødre og bedstemødre under og efter krigen. Trümmerfrauen var et godt eksempel på kvindelig styrke. En anden vigtig grund var, at daværende kansler Helmut Kohls regering i 1986 indførte en ny pensionsreform. Men kvinder, som var født før 1921, fik ikke glæde af reformen. Oppositionen protesterede og sagde, at man ikke kunne lade netop de kvinder, der havde genopbygget Tyskland efter krigen, stå tomhændet. Selvom regeringen derefter gav en pengeydelse til denne ældre generation af kvindelige pensionister, blev disse kvinder stadig behandlet mindre gunstigt. Men siden denne debat er begrebet trümmerfrauen blevet synonymt med en hel generation af kvinder.”