Det glemte eksperiment i Venezuela

I 1938 rejste 250 danskere til Venezuela for at opbygge en landbrugskoloni. Men noget gik galt, og det blev den eneste gang, den danske stat engagerede sig i en organiseret udvandring. Ny bog fortæller om eksperimentet

Sigrid og Jens Christian Jørgensen med børnene Inger, Kaj og Knud på vej til Venezuela. Sigrid Jørgensen skrev artikler hjem til Horsens Folkeblad, og Inger skrev dagbog og breve til sin mormor om opholdet. –Foto fra bogen.
Sigrid og Jens Christian Jørgensen med børnene Inger, Kaj og Knud på vej til Venezuela. Sigrid Jørgensen skrev artikler hjem til Horsens Folkeblad, og Inger skrev dagbog og breve til sin mormor om opholdet. –Foto fra bogen.

Da Christoffer Columbus i 1498 gik i land i Venezuela, troede de spanske eventyrere ofte på myten om El Dorado. En myte om en konge, der hver dag lod sig dække af guldstøv fra sit kongerige. Drømmen om guld og rigdom eller i hvert fald en bedre tilværelse eksisterede også i Danmark i 1930erne. Så da Venezuela i 1937 kom med et tilbud om en dansk landbrugskoloni i Sydamerika, begyndte danskere at fantasere om tilværelsen som landmand uden for landets grænser.

LÆS OGSÅ:
Lille land med kort kolonitid

I sommeren 1938 rejste 48 familier med skib til Venezuela. Familierne efterlod alt, hvad de ejede i Danmark, for at forfølge drømmen om et bedre liv i et land, de næsten intet vidste om.

Udvandringen til Venezuela blev første gang, den danske stat aktivt arbejdede for at oprette en koloni i et andet land, og det blev så markant en fiasko, at man aldrig forsøgte igen. Journalist Jesper Sørensen og ph.d. i jura Catalina Peña-Guillén har afdækket historien i bogen Det glemte eksperiment. Et glemt eksperiment, fordi de hjemvendte kolonister ikke fik megen opmærksomhed i Danmark, og i venezuelanske dokumenter er det betegnet som et eksperiment.

Venezuela var i 1930erne blevet rigt på olie, og nogle af de penge skulle bruges på at skabe mere velfærd for landets borgere. En del af planen lød på, at staten ville øge produktionen af fødevarer, så landet kunne blive selvforsynende. Man havde brug for folk, der kunne hjælpe landbruget på vej, og valget faldt på Danmark, fordi det var et anerkendt landbrugsland.

LÆS OGSÅ: Danmark var verdens syvendestørste slavehandler

På den tid mente man, at staterne kunne flytte folk rundt mod deres vilje. I Danmark rejste udvandrerne godt nok frivilligt, men den oprindelige befolkning i kolonien i Venezuela blev flyttet og deres huse brændt ned, siger Jesper Sørensen.

Modsat Venezuela led Danmark under krisen i 1930erne. Efter finanskrisen i 1929 skrumpede verdenshandlen, og det var et hårdt slag for eksporten af mælk, smør og kød. Alene i 1932 blev mere end 2000 gårde sat på tvangsauktion, og den samlede arbejdsløshed var i 1938 på 21 procent. Så det var tillokkende, da den venezuelanske stat tilbød nye boliger ofte bedre end dem, danskerne kom fra og landbrugsjord til danske familier. Tilsammen skulle de udgøre en koloni med egen skole, kirke og butikker i dalen Chirgua i Venezuela.

I Danmark havde man i 1938 og indtil midten af 1950erne Statens Udvandringskontor, som skulle hjælpe danske udvandrere. Og Danmarks status som stormagt var heller ikke helt glemt.

I bogen berettes der om undervisningsminister Jørgen Jørgensen (Radikale Venstre), som talte om, at når danskere i udlandet holdt kontakten med fædrelandet, var det ligesom, at Danmark blev større. Sådanne udtalelser stod ikke alene på den tid. Og det til trods for at de vestindiske kolonier var afhændet og Danmark havde tabt i 1864 ved Dybbøl. Men som Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén konkluderer: Danskerne elskede stadig tanken om, at lille Danmark fyldte lidt mere i den store verden.

Statens Udvandringskontor fik mellem 5000 og 6000 henvendelser fra interesserede danskere, der gerne ville til Venezuela. Omkring 500 familier valgte at aflevere et ansøgningsskema, og 48 familier med i alt 250 mennesker blev udvalgt. Heraf 175 børn og 11 ugifte mandlige medhjælpere.

Der var levende musik, rød-hvide flag og tusindvis af mennesker på Københavns Hovedbanegård den 4. juni 1938, hvor mange københavnere var stået tidligt op for at overvære udvandrernes afsked med Danmark.

Den danske presse var også på plads, og i spalterne blev der midt i festlighederne plads til beklagelser. For eksempel skrev Vejle Amts Folkeblad: Det overvejende flertal var unge og kraftige mænd med en forholdsvis talrig børneflok, og set fra et samfundsmæssigt synspunkt er der unægtelig noget nedslående i, at det netop er denne type, der sendes ud af landet.

Jesper Sørensen mener da også, at der fra den danske stats side var blandede motiver.

Oprindelig blev Statens Udvandringskontor oprettet for at hjælpe folk. Det ville man også gerne i 1938. Men et mere gustent motiv var at sende de 250 mennesker ud af landet, og målet var endnu flere for at løse en del af arbejdsløshedsproblemet i Danmark. Man talte bare ikke så højt om det sidste, for det var ikke et populært synspunkt, siger Jesper Sørensen.

I Venezuela ankom emigranterne spændt til Chirgua-dalen. I bogen er der gengivet et brev med en beretning om den første tid i kolonien, som pigen Inger Jørgensen sendte til sin mormor.

Vi skal ikke have så meget tøj på, og vi kommer i brusebad flere gange om dagen det er dejligt. Det var som juleaften, vi fik så mange sager. Der var store kasser, og mor og far var så glade for de mange nye ting. Vores hus er blevet så flot, alt, hvad vi har fået, er nyt. Vi har også fået nyt tøj. Og far skal nu til at rydde jord til at så i, og så skal han have køer og heste.

Det faktum, at jorden ikke var ryddet, men at der fortsat var høje træer, stift græs i mandshøjde og krat med torne, gjorde flere af familierne utilfredse. De var blevet lovet jord, som var klar til at blive dyrket. Det var en af de ting, der betød, at danskernes besøg i Venezuela blev kortere end ventet.

Jesper Sørensen understreger, at der både fra dansk og venezuelansk side er blevet begået fejl.

Når man fra venezuelansk side inviterer folk til at dyrke jorden, skal den også være klar, når de kommer. Heller ikke kirken eller skolen var klar. De to danske udsendinge, som skulle forberede projektet, havde heller ikke gjort deres arbejde godt nok. Den ene havde slet ikke været ude i området, siger han.

Ifølge de to forfattere har andre danskere med succes forladt Danmark til fordel for eksempelvis USA og Argentina, men det fik betydning, at kolonien i Venezuela var et statsligt projekt.

Når to stater arrangerer udrejsen, har man muligvis større forventninger til, at det kommer til at fungere. Når man rejser ud på egen hånd, tager man det mere, som det kommer. Det kan være en af forklaringerne på, hvorfor projektet endte, som det gjorde, siger Jesper Sørensen.

Han peger på, at nogle af de danske udvandrere resolut begyndte at rydde jorden, mens andre brokkede sig. Fra dansk side kunne man have udvalgt udvandrerne bedre, lyder en af pointerne i bogen.

Typisk var det ikke folk, som var vant til at arbejde på landet. Og deres attitude var, at venezuelanerne ikke skulle fortælle dem noget. Men der er altså stor forskel på at dyrke kartofler i Danmark og mango i Venezuela, siger Jesper Sørensen.

Danskerne forstod heller ikke venezuelanernes mañana, mañana (frit oversat: Tag den med ro, vi når det i morgen). De opfattede det sådan, at der aldrig ville ske noget, mens de venezuelanske arbejdere blot gjorde tingene i deres tempo. Omvendt passede dansk demokrati og medindflydelse ikke ind i Venezuela anno 1938, og staten forholdt sig kritisk, når danskerne påpegede fejl og mangler.

De, der klarede sig bedst i kolonien, var de danske ungkarle. De havde ikke så meget at miste og måske derfor heller ikke så store forventninger. Nogle giftede sig også med venezuelanere, og det bragte dem ind i kulturen, siger Jesper Sørensen.

Udvandrerne bad om at få en dansk præst til kolonien, og ønsket blev opfyldt, selvom hverken den danske stat eller de venezuelanske myndigheder brød sig om risikoen for mulige konflikter mellem den protestantiske præst og den stærke katolske kirke. Præsten havde erfaring fra mange år i USA, og bogen beskriver, hvordan han kæmpede for at hjælpe udvandrerne.

Faktum er dog, at de fleste udvandrere i stilhed rejste tilbage til Danmark, inden for to år efter at de var kommet. Kun en enkelt familie blev tilbage i kolonien, og dens efterkommere er der den dag i dag, ligesom nogle få familier etablerede sig andre steder i Venezuela.

I 1938 var der meget opmærksomhed, og journalister og fotografer rejste også til kolonien for at berette om livet der. Men der var stille om hjemrejsen. I dag kunne man have forventet et politisk efterspil og en kritik af både den danske og venezuelanske stat, siger Jesper Sørensen.

Det kom ikke. Ifølge Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén til dels på grund af Anden Verdenskrig.

Medierne koncentrerede sig selvfølgelig om krigen, og det var svært at få oplysninger fra Venezuela, fordi brevene til Danmark strandede i Spanien under krigen. Efter krigen var der sporadiske pip, og enkelte udvandrere er blevet interviewet i lokalaviser, fortæller Jesper Sørensen.

Begge stater forsøgte at nedtone fiaskoen. For eksempel henvendte den venezuelanske stat sig til den danske, efter at Ekstra Bladet havde skrevet kritisk om projektet. Avisen fik fra officiel dansk side en henstilling om, at man skulle fare mere med lempe. Det samme blev danske medier bedt om i vinteren 1940, da flere af familierne vendte hjem.

De to forfattere er under arbejdet med bogen stødt på informationer om, at blandt andet Chile og Australien også gerne ville have danske kolonier.

Men der findes kun dette ene eksempel fra Venezuela med en dansk statsorganiseret udvandring. Under Anden Verdenskrig var det ikke muligt at sætte noget i gang, og efterfølgende kom der gang i det danske samfund økonomisk set, og så var det ikke så nødvendigt at emigrere, siger Jesper Sørensen.

Selvom det fra dansk side er blevet til et glemt eksperiment, oplevede forfatterne, at de hjemvendte immigranter og deres familier gerne ville fortælle. Enkelte ønskede ikke at tale om det med begrundelsen, at det var pinligt, at de kom så hurtigt tilbage.

Jesper Sørensen og Catalina Peña-Guillén er stødt på danskere, som var en del af eksperimentet, og som i dag bor i Danmark om sommeren og i Venezuela om vinteren. Andre som Inger Jørgensen, der skrev et brev til sin mormor, har modtaget en medalje fra den venezuelanske stat for sit arbejde med at bekæmpe fattigdom og oprette et børnehjem i Venezuela.

Den venezuelanske stat erkendte, at den statsligt styrede indvandring var en fejl, og man åbnede derfor for en mere spontan indvandring. I dag er Chirgua ikke en koloni, men en lille by på landet.