"Dette slot er jo iblant de gamle Slotte i Riget, næst efter Frederichsborg og Kronborg, det største, prægtigste og anseeligste." Sådan skriver hofbygmester Lauritz de Thurah i 1700-tallet om
Nykøbing Slot.
Frederiksborg og Kronborg er kendt af de fleste. Men de færreste ved, at der engang lå et lige så pompøst slot i Nykøbing Falster.
I dag ligger der kun nogle ydmyge rester af en tårnmur for enden af Slotsgade. Gadenavnet klinger af en grandios fortid, men ellers er der intet tilbage af den kongelige residens.
Takket være udgravninger, tegninger, kobberstik og overleverede brevsamlinger er det dog lykkedes at puste liv i det, der var engang. Dengang Falster havde det tredjestørste slot i kongeriget med det vigtigste hof næst efter kongens. Dengang Christian IV's mor, enkedronning Sophie, residerede i Nykøbing og skabte et godsimperium, der omfattende Falster og store dele af Lolland.
Sophie af Mecklenburg trådte ind i danmarkshistorien i 1572, da hun som 15-årig giftede sig med sin 23 år ældre fætter, kong Frederik den II. Ægteskabet udviklede sig harmonisk og gav otte børn
– nummer tre i rækken var den senere Christian IV.
I 1588 døde Frederik II og overlod tronen til den 11-årige Chris-tian. Enkedronning Sophie kom ikke i formynderregeringen, men forsøgte ihærdigt at varetage sine børns interesser. Efterhånden fik rigsrådet nok af den emsige Sophie og forviste hende i 1594 til Nykøbing.
Kort før sin død havde Frederik II besluttet at lade det gamle middelalderslot ombygge i nederlandsk renæssancestil. Ombygningen var ikke nået langt, da Sophie flyttede ind. Men hun viste sig som en praktisk dame og fik gennemført byggeriet.
Enkedronningen medbragte hele sit hof, og det satte gang den lille provinsby. Slottets ansatte og byens borgere fik fast arbejde med god løn, og det medførte vækst i Nykøbing.
Efterladte breve og kopibøger viser, at enkedronningen blev en dreven forretningskvinde. Hun samlede slottets jordbesiddelser til et lukrativt gods med lensmænd, bønder og fæstere.
Ingen detalje var for lille for den driftige Sophie. Den 26. februar 1596 pålagde hun sin betroede Friederich Hobe, at "snarest muligt skaffe 64 tønder graa Ærter og 16 tønder hvide Ærter, der er gode og kan bruges til Udsæd". Samme dag blev den gode Hobe informeret om noget rug, som var udlovet til en meklenborgsk rentemester. Rentemesteren havde dog ikke hørt fra sig, så Hobe fik besked om, at den, "der vil give mest, skal være nærmest til at faa Kornet".
Enkedronningen var en streng, men retfærdig arbejdsgiver. Snedker Jacob Johansen fik den 21. december 1589 kontrakt på "en aarlig Løn på 30 Rigsdaler, 2 sædvanlige Hofklædninger samt fri Bespisning blandt de andre almindelige Tjenere for sig selv og en Dreng, som han selv skal klæde. Det Arbejde, der paalægges ham at udføre, skal han udføre med eget Værktøj, og han maa ikke uden Enkedronningens Tilladelse være fraværende fra Hoffet".
Sin personlige skrædder holdt Sophie også i kort snor. Hofskrædder Chistian Stubbe fik en klækkelig løn. Men så skulle han "holde godt Hus med al Slags Tøj af Guld, Sølv, Silke, Uld og Linned, som Enkedronningen betror ham, og forfærdige de Klæder godt og ordentligt, som han skal lave deraf. De Mønstre, Enkedronningen har til sig selv, maa han ikke vise nogen fremmed og heller ikke arbejde for fremmede fruer uden hendes tilladelse".
Sophie kastede sig også over mejeridrift, hesteavl, fiskedamme og frugthaver ud over den gængse slots- og godsdrift. Ikke overraskende opbyggede hun en anseelig formue, der voksede yderligere gennem lånevirksomhed til europæiske fyrster.
Christian IV lånte også penge af sin mor til de talrige byggeprojekter og kostbare krige. I 1624 blev lensmand Rosenkrantz på Vordingborg sendt til Nykøbing for at afhente 50.000 rigsdaler, som enkedronningen lånte sin søn. Ved sin død i 1631 var Sophie Nord-
europas rigeste kvinde, men kongen formøblede hurtigt arven på deltagelsen i Trediveårskrigen.
Snart rykkede tronfølgeren, prins Christian (Christian IV's søn), og hans hustru, Magdalena Sibylla, til Nykøbing. Efter årene med den mådeholdne enkedronning kom der andre tider på slottet. Hofstaben blev udvidet fra 100 til 200 personer med en hofmarskal i spidsen. Han styrede kammerjunkere, skrivere, jomfruer, livlægen, hofapotekeren, præsten, staldmesteren, vinskænken, hofbarbereren, sprogmesteren, fyrbøderen, fuglefængeren, mundkokken, guldsmeden, mølleren samt en sværm af vaskepiger, syersker, kogekoner, lakajer, bagere, bryggere, kældersvende, vildtskytter, gartnere og håndværkere.
Prins Christians gemakker fik større vinduer samt et fint gulv af Ølandsfliser, mens prinsessens sengekammer blev udstyret med gyldenlædertapeter og kostbare møbler.
Prinsen havde en lidenskab for kunst og kultur. Han spenderede formuer på malerier, kobberstik, bøger og kunstgenstande. Den ypperste genstand i samlingen var det berømte guldhorn fundet ved Gallehus. Prins Christian lod udforme en guldprop til oldtidshornet, så han kunne drikke af det ved festlige lejligheder.
Og de kongelige holdt stribevis af bryllupsfester, barnedåb og maskerader. Bevarede lister fra køkken og vinkælder taler et entydigt sprog. Bjerge af vildtkød, røget mad, lam, svin, østers, krebs og fisk blev krydret med bekostelige mængder safran, kardemomme, muskat, ingefær og anis for at blive skyllet ned med vin og øl opgjort i pot á knap 2000 liter. I dagligdagen spiste prinseparret 16 retter til middag ledsaget rigeligt rhinskvin.
Musik stod også i højsædet, og prins Christians kapel var af international kaliber. Flere af hans musikanter drev det vidt og blev berømtheder i musikhistorien.
Christian udvidede sin farmors nytte- og rosenhaver til et slotsanlæg på højde med de fineste i Europa. I august 1635 påbød prinsen sin gartner at indkøbe 1000 tulipanløg – en ødselhed af dimensioner, da han tre år senere måtte begrænse sig til at købe sølle to tulipanløg!
Prins Christians udsvævende liv bragte ham efterhånden i dyb gæld, og han døde med ødelagt helbred under en kurrejse i 1647. Det blev enden på Nykøbings storhedstid.
I 1763 blev slottet solgt til nedrivning for at afhjælpe en slunken statskasse, og byggematerialerne spredt rundt på Lolland-Falster. Nykøbing Slot blev altså jævnet med jorden af royal pengenød
– men heldigvis lever det glemte renæssanceslot videre i malerier, breve og kobberstik.
historie@kristeligt-dagblad.dk
Fakta
udstilling om Nykøbing Slot i renæssancen
**Museet Falsters Minder åbner på fredag en udstilling om livet på Nykøbing Slot i renæssancen. Den tager udgangspunkt i selve slottet og en detaljeret model bygget i 1920 af en lokal arkitekt. Her bliver den besøgende ført gennem slottet rum for rum: de kongelige gemakker, kancelliet, dansesalen, køkkenet, fangetårnet, kirken, ladegården og haverne. Genstande og tekster fortæller om livet på slottet for de forskellige beboere. Der bliver også udstillet to giner med rekonstruerede dragter fra dronning Sophie og prins Christian.
I udstillingsperioden vil museet lave særarrangementer som renæssancemiddage, viseaftner, marked og børnedage i skolernes sommerferie.
**"Pomp og pragt – omkring Nykøbing Slot i renæssancen", Staldgårdsporten, Slotsgade 30/Rosenvænget 12, Nykøbing F.
Åbent tirsdag-fredag 11-17, lørdag 11-15 og søndag 14-16.
Udstillingen varer til den 31. oktober 2006. Yderligere information på www.aabne-samlinger.dk/falsters-minder
Renæssancen
– en stilepoke
**Renæssancen (cirka 1500-1650) er en periode præget af nytænkning og vækst. Det franske ord renæssance betyder genfødsel og refererer til den genopdagelse af antikken, der kommer til at præge perioden. Man lod sig inspirere af de gamle idealer om kunst, arkitektur, litteratur og filosofi. Byerne kom til at spille en central rolle, og bygningsværker som Kronborg, Frederiksborg og Børsen i København står som noget af det ypperste inden for dansk renæssance- arkitektur.
