Det har aldrig været let at lukke foreninger

Lige siden vi fik Grundloven, har det været tydeligt formuleret, at det skal være muligt at mødes i foreninger. Også i foreninger, som ønsker forandringer i samfundet, og som repræsenterer andre synspunkter end de herskende

Louis Pio blev i 1872 fængslet, og to år senere blev hans forening, Den Internationale Arbejderforening for Danmark, opløst efter en højesteretsdom. For at undgå, at Louis Pio fik martyrstatus, betalte myndighederne ham for at emigrere til USA i 1877. Denne samtidige tegning viser Pio i færd med at afsone sin dom, der lød på seks års ”forbedringshus”. –
Louis Pio blev i 1872 fængslet, og to år senere blev hans forening, Den Internationale Arbejderforening for Danmark, opløst efter en højesteretsdom. For at undgå, at Louis Pio fik martyrstatus, betalte myndighederne ham for at emigrere til USA i 1877. Denne samtidige tegning viser Pio i færd med at afsone sin dom, der lød på seks års ”forbedringshus”. – Foto: Scanpix

I efteråret 1871 stiftede socialisten Louis Pio Den Internationale Arbejderforening for Danmark, som havde til formål at organisere danske arbejdere i en politisk kamp mod den herskende samfundsorden.

Det vakte stor bekymring hos myndighederne, og da Pio i maj 1872 kaldte til folkemøde på Nørre Fælled i København og trodsede et politiforbud mod at holde mødet, blev Pio og hans fæller Geleff og Brix arresteret. Højesteret dømte i 1874 de tre for ”forbrydelse mod statsforfatningen”, og som en konsekvens heraf udstedte justitsministeren forbud mod Den Internationale Arbejderforening for Danmark.

Det blev dog ikke det sidste, man så til den forening. Den genopstod snart under lidt andre former og med andre ledere – og voksede sig til at blive Danmarks mest magtfulde politiske parti gennem det meste af det 20. århundrede: Socialdemokratiet.

Forbuddet mod Den Internationale Arbejderforening for Danmark er ikke kun interessant, fordi foreningen siden fik så stærk vind i sejlene. Det er også interessant, fordi det var første gang, siden vi fik Grundloven i 1848, at en forening blev lukket ved dom, sådan som Grundlovens paragraf 78 stk. 2 giver mulighed for.

”Lige siden vi fik Grundloven, har det været tydeligt formuleret, at det skal være muligt at mødes i foreninger. Også i foreninger, som ønsker forandringer i samfundet, og som repræsenterer andre synspunkter end de herskende,” siger Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet.

Han tilføjer, at der altid har været en stærk bevidsthed hos danske magthavere om dilemmaet mellem demokratiets og retsstatens i princippet helt frie ret til at samles om synspunkter og ønsket om at gribe ind mod grupperinger, man frygtede ville omstyrte eller undergrave demokratiet og retsstaten.

”Louis Pio og hans forening havde ikke tanker om et samfund, hvor der var fri ret til at stjæle, men på nogle punkter talte de for at fællesgøre ejendomsforhold, hvilket udfordrede det eksisterende samfund. Men myndighederne begrundede ikke forbuddet med, at den herskende samfundsmodel og sociale orden skulle bevares. Det er altid ro, orden og sædelighed, der har været refereret til, når man har debatteret lukning af foreninger,” siger Niels Wium Olesen og tilføjer, at det også har været tilfældet, da Danmarks Kommunistiske Parti i 1941 blev forbudt, samt i de seneste årtiers debatter om at forbyde Hells Angels, Hizb-ut-Tahrir eller Grimhøjmoskéen.

Anden gang statsmagten lukkede en forening, var i 1924, og da var der ikke just tale om en forening, man frygtede ville tage magten i Danmark. Det var derimod sædeligheden, man var bekymret for, da foreningen Nekkab blev forbudt. Foreningen, hvis navn er ”Bakken” stavet bagfra, var en selskabelig forening, stiftet i 1919 af en kunstnerkreds med tilknytning til Dyrehavsbakken nord for København.

Men da det gik op for myndighederne, at Nekkab var et forum, hvor homoseksuelle og transvestitter kunne mødes, greb politi og domstole ind, fordi der ved foreningens fester ”skabes en nærliggende Fare for Forførelse særlig af unge Mennesker til Uterlighed, samt til den forargelse, Forholdene ved Foreningens Sammenkomster maa antages at have vakt udenfor dens Kreds”, som det hed i Højesterets dom.

1924 var også året, hvor Socialdemokratiet opnåede regeringsmagten med Thorvald Stauning som statsminister. I hans lange regeringstid var det ikke sædeligheden, de politiske frontfigurer var mest optaget af, slår Niels Wium Olesen fast:

”Det var oppe flere gange i løbet af 1930’erne, om man skulle forbyde Danmarks Kommunistiske Parti, men flere gange – og så sent som i 1939 – blev det afvist af Stauning. Socialdemokratiet var ellers stærkt antikommunistisk, men Stauning sagde direkte, at et forbud bare ville skabe martyrer.”

Dermed sætter han fingeren på en anden årsag til, at det politiske og juridiske system siden 1849 har været tilbageholdende med at skride ind imod foreninger. Under enevælden kunne foreninger opløses uden de store reaktioner, men da først foreningsfriheden var etableret, ville en lukning få statsmagten til at fremstå som en undertrykker.

Denne risiko var det borgerlige Danmark fuldt opmærksom på, da man skred ind over for Pio, Geleff og Brix. De fik lange fængselsstraffe, men fik derefter penge til og besked på at emigrere til USA. Dermed blev martyrfortællingen en mere uklar historie om bestikkelse og faneflugt.

I 1939 blev en revision af Grundloven i øvrigt udarbejdet, som lagde op til, at ikke alene foreninger, der søger at nå deres mål ved vold, men også foreninger, der virker for at berøve borgerne eller grupper i samfundet deres frihedsrettigheder, skal opløses ved dom. Denne paragraf kan læses som et forsøg på at indskrive et værn imod totalitære ideologier som den nazistiske og den kommunistiske. Men denne grundlov blev aldrig vedtaget, idet der ikke var en tilstrækkelig stor del af befolkningen, der stemte for.

Kun to år efter , at Stauning kategorisk havde afvist at forbyde kommunisterne, stod han som statsminister bag den berygtede kommunistlov fra august 1941, som akkurat gjorde det forbudt i Danmark at være kommunist. Årsagen var ikke, at hans syn på Grundlovens paragraf 78 havde ændret sig, men derimod, at Danmark i mellemtiden var blevet besat af Tyskland, og at tyskerne efter krigserklæringen mod Sovjetunionen i 1941 pressede på for en sådan lov.

”Hvis ikke Folketinget havde vedtaget den lov, var vurderingen, at så ville tyskerne smide det danske politiske system på porten og indsætte en regering af danske nazister. Så den brutale virkelighed var, at regeringen var nødt til at bryde Grundloven for at bevare Grundloven,” siger Niels Wium Olesen.

Men at statsmagten bedre kunne give køb på foreningsfriheden i forhold til kommunister end så mange andre, synes underbygget af, at alt tydede på, at den danske regering formentlig ville gå af, hvis den fik ordrer om at lovgive mod jøder. Jøder blev set som loyale, demokratisk sindede borgere. Det gjorde kommunister ikke.

Umiddelbart efter Befrielsen i maj 1945 slog Staunings efterfølger som statsminister, Vilhelm Buhl (S), fast, at kommunistloven ikke var blevet gennemført med hjertet, men som følge af tysk pres. Og i 1945 vendte Staunings martyr-argument tilbage, da man afstod fra at forbyde nazister eller kommunister ved lov. Ifølge Niels Wium Olesen er den dårlige smag i munden, kommunistloven havde skabt, medvirkende til, at ingen forening i Danmark er blevet lukket ved dom siden Anden Verdenskrig.

Men argumentet stod ikke stærkere, end at der op gennem 1940’erne og 1950’erne var tilbagevendende politiske diskussioner om at forbyde Danmarks Kommunistiske Parti, påpeger Rasmus Mariager, lektor i historie ved Københavns Universitet og ekspert i Danmark under den kolde krig.

”Det er måske rigtigt, at kommunistloven fra 1941 kom til at forhindre et kommunistforbud i efterkrigstiden, men der var stærke overvejelser, selvom man var i tvivl om, hvorvidt der var hjemmel til et forbud i loven. Der var i den periode en betydelig krigsfrygt, og der var brede politiske kredse, som frygtede, at kommunisternes loyalitet over for deres ideologi var større end over for deres land,” siger han.

I 1990’erne rasede den store rockerkrig, som var en magtkamp mellem Hells Angels og Bandidos, der kostede adskillige liv og resulterede i angreb med panserværnsraketter. Da rockerkrigen var på sit højeste, bad den socialdemokratisk ledede regering Rigsadvokaten undersøge, om man kunne opløse Hells Angels og Bandidos ved dom. Det konkluderede han i 1999, at man ikke kunne, hvorefter Folketinget tog denne vurdering til efterretning.

Ifølge Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet, var dette en afgørelse, som var juridisk meget diskutabel, og som understreger, hvor stor modviljen har været imod at forbyde foreninger i efterkrigstiden.

”Når man ikke mente, der var grundlag for at forbyde Hells Angels og Bandidos dengang, til trods for at der forelå højesteretsdomme imod centrale medlemmer, er det svært at forestille sig, hvilke foreninger man overhovedet vil kunne lukke efter grundlovens paragraf 78,” siger han.

Kort fortalt var argumentet, at de ledende rockere nok kunne siges at virke ved vold, men at der var tvivl om, hvorvidt de virkede ved vold som enkeltpersoner eller i kraft af deres medlemsskab af rockergrupperne. Her afskrev danske myndigheder sig ifølge Gorm Toftegaard Nielsen reelt muligheden for igen at kunne lukke en forening i Danmark.

Juraprofessoren var i øvrigt dengang stærkt skeptisk over for, at rigsadvokatens rapport i første omgang var totalt hemmeligstemplet og siden kun blev offentligt kendt i uddrag. Og en del af argumentationen refererede i øvrigt til overvejelserne omkring 1939-grundloven – der aldrig blev vedtaget og derfor ikke er en del af dansk retspraksis.

Senere har der flere gange været overvejelser om at skride ind mod foreninger. I 2000 satte en række dokumentarprogrammer på TV 2 fokus på foreningen Pædofilgruppen, og Justitsministeriet undersøgte grundigt, om foreningen kunne opløses med henvisning til Grundlovens paragraf 78. Rigsadvokaten konkluderede i 2005 , at et forbud var unødvendigt, da gruppen havde opløst sig selv, og at det i øvrigt ”ikke kan bevises, at Pædofilgruppen – hvis der var tale om en forening – har et ulovligt øjemed”.

I 2002 foreslog Dansk Folkeparti et forbud mod den muslimske forening Hizb-ut-Tahrir. Og i 2009 blev der argumenteret for, at foreninger som Kirkeasyl og Komiteen for Skjulte Flygtninge kunne opløses, idet de skulle være foreninger samlet om et ulovligt formål. I ingen af tilfældene var der dog politisk flertal for at gøre konkrete forsøg på at få dømt de pågældende foreninger.

Nu er der så overvejelser om, hvorvidt Grundlovens paragraf 78 stk. 2 kan bruges mod Grimhøjmoskéen. Dansk Folkeparti stillede forslag herom i sommeren 2015, efter at moskéens imam, Abu Bilal, havde udtrykt sig i så ekstreme vendinger om jøder, at det også førte til politianmeldelse og krav om udvisning af Danmark. I det øvrige politiske landskab er modviljen mod moskéen også stor, men der er som minimum ønske om at afvente en domstolsafgørelse i den konkrete sag. Og i det juridiske landskab er der enighed om, at de overvejelser, som hindrede forbud mod Hells Angels, Hizb-ut-Tahrir og de andre, også vil gøre sig gældende her. Hvis personernes gerninger i sig selv ikke er nok til at lukke foreningen, kan den ikke lukkes.

Ifølge Lars Torpe, foreningsforsker og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, har dette været indstillingen til de danske foreninger i mange år, men han peger på, at en ny faktor er dukket op i debatten om, hvordan man kan ramme en forening.

”Enkelte gange har der været overvejelser om, hvorvidt en forening skal være berettiget til offentligt tilskud. For eksempel om Mellemfolkeligt Samvirke skal kunne modtage støtte fra staten, når foreningen samtidig kritiserer statens u-landspolitik. Det mener de fleste fortsat, men alene overvejelsen om at fratage midler i stedet for at forbyde er ny,” siger Lars Torpe.

Han påpeger, at dette spørgsmål er bragt op af kulturminister Bertel Haarder (V) i den aktuelle debat. Ét er at tillade en forening, men skal man ligefrem støtte den økonomisk. Men i historisk sammenhæng er dette en ny tankegang, siger foreningsforskeren:

”Selv dengang man seriøst overvejede at forbyde Danmarks Kommunistiske Parti, var der ingen, der anfægtede, at partiet fik tilskud og fik lokaler stillet til rådighed på lige fod med andre. Så den del af debatten er ny.”

Dette foto stammer fra november 1941, da dansk politi skred ind og arresterede danske kommunister. Med kommunistloven den 22. august samme år havde de danske lovgivere erklæret Danmarks Kommunistiske Parti ulovligt. –
Dette foto stammer fra november 1941, da dansk politi skred ind og arresterede danske kommunister. Med kommunistloven den 22. august samme år havde de danske lovgivere erklæret Danmarks Kommunistiske Parti ulovligt. – Foto: Scanpix