Den 20. maj 1806 blev en dreng født i London, dengang centrum i det verdensdominerende britiske imperium. Drengens far var en anerkendt historiker og økonom og havde en central position i et af verdens dengang mest magtfulde firmaer, East India Company.
LÆS OGSÅ: Med lykke skal land bygges
Faderens ambitioner på sønnens vegne var også storslåede. Som treårig lærte drengen oldgræsk og som otteårig latin. Han blev som teenager heglet igennem avanceret politisk og filosofisk teori med en af Storbritanniens førende filosoffer, Jeremy Bentham, som sin personlige mentor. Han puklede og lærte en masse, men han følte sig ikke lykkelig.
Som 20-årig fik han et regulært sammenbrud, som mærkede ham for livet. I de følgende år omtænkte han radikalt, hvad der skulle til for at give ham lykke i livet. Han syntes, hans far og hans mentor havde en alt for negativt ladet tilgang til tilværelsen. Han ønskede at tilføje en hel del mere frihed til at følge sin egen lyst og sine egne drømme og mål. Hans ideal for hele verden var størst mulig lykke for flest mulige mennesker. Samtidig bidrog han til, at en stadig større del af verdens befolkning med tiden satte lighedstegn mellem lykke og selvrealisering.
Drengens navn var John Stuart Mill, og han fik siden status som det 19. århundredes mest indflydelsesrige engelsksprogede filosof. Han byggede videre på Benthams utilitaristiske filosofi (nyttefilosofi) og er ophavsmand til en lang række udødelige citater om lykke. For eksempel: Spørg dig selv, om du er lykkelig, og du holder op med at være det.
John Stuart Mill blev født nogenlunde samtidig med romantikken. Det var den strømning i kunst og tankegang, som op gennem 1800-tallet for alvor gav plads til store ord og store følelser i forhold til den meget mere nøgterne og nedtonede tankegang, som gik forud. Mange af de aspekter ved livet, som mennesker i dag lægger i forestillingen om lykke, stammer fra denne periode. Forestillingen om forelskelsen i den eneste ene. Det harmoniske samliv og familieliv med børn. Trygheden i den borgerlige tilværelse og det nationale fællesskab. Lykken som det bedste i livet ikke kun noget flygtigt, fjernt og uopnåeligt.
Lykkens historie er lang, men billedet af den ulykkelige mand, der blev lykkens filosof, og billedet af det borgerlige familieliv, som blev set som lykkens virkeliggørelse her på jorden, kan fungere som pejlemærker for, hvordan menneskers syn på lykken har forandret sig gennem tiden.
Ifølge Niels Thomassen, forfatter, filosof og lektor emeritus ved Syddansk Universitet, har lykke fra antikken til romantikken været anset for det højeste gode i livet. Men forståelsen af, hvad dette gode så var, og hvordan man opnåede lykken, har varieret.
For græske tænkere som Platon og Aristoteles var lykke knyttet til det at udfolde sig selv. Ikke i den moderne betydning af selvrealisering, men baseret på den græske tro på, at den enkelte skulle indgå i en grundlæggende harmoni i universet. Et menneske kunne opleve personlig lykke, men for de fleste filosoffer var det en given ting, at uden dyd og moral var det umuligt at opnå lykke, forklarer han.
Selv filosoffen Epikur (341-270 f.Kr.), der var fortaler for et hedonistisk (nydelsessøgende) liv, havde ikke et liv i sus og dus i tankerne. Hans ideal om lykken var ikke én lang fest, men at man kunne leve et eftertænksomt liv i sin have.
Den græske lykkeforestilling om et liv, hvor man levede nøjsomt, moralsk og hensyntagende over for andre, lå ikke så langt fra de forestillinger om det gode liv, som kristendommen bragte med sig. Forskellen var blot, at belønningen for det dydige og ansvarlige liv ikke alene faldt i form af lykke i dette liv, men i langt højere grad i det hinsidige. Målet for mennesket var frelse, og frelse var livets mål.
Begreber som glæde og lykke optog ikke almindelige mennesker synderligt i middelalderen og de efterfølgende århundreder. Her i livet handlede det om at overleve. Den amerikanske historiker Darrin McMahon ser i bogen Happiness: A History tegn på en voksende interesse for glæde i den vestlige kultur i Leonardo da Vincis berømte maleri Mona Lisa fra 1503-07. Selvom det er et forsigtigt lille smil, kvinden giver os, var afbildning af et smilende menneske dengang yderst sjældent. Det afspejler ifølge McMahon en større påskønnelse af de verdslige glæder. Denne udvikling fortsatte i retning af, at lykken erstattede frelsen som hovedformålet med livet, og religionen blev set som et middel til at opnå lykken.
Oplysningstiden i 1700-tallet satte det naturlige, det fornuftige og det vidensbaserede i centrum. Dermed er vi fremme ved John Stuart Mills far, James Mill, som mente, at terpning af oldgræsk måtte være vejen til lykke for sønnen.
Oplysningsfilosofferne mente, at saglig viden frigør, og at viden er lykke. Set i forhold til tidligere var det en forholdsvis personlig lykkeopfattelse, men i almindelighed var der fortsat tilslutning til den antikke tankegang om, at det gode liv er en harmoni mellem dyd og lykke, siger Niels Thomassen.
John Stuart Mill gik dog et skridt videre i retning af at definere lykke som opfyldelse af lyst her og nu. Ikke fuldstændig løsrevet fra moral, men mere personligt frihedsorienteret end tidligere og også mere med det udgangspunkt, at mennesket først og fremmest handler ud fra sin egen egoistiske interesse.
Mill bygger på den grund-antagelse, at mennesker altid stræber efter at få opfyldt deres lyst, selvom det i mange sammenhænge viser sig at være et besynderligt synspunkt. Hvordan forklarer man, at mennesker går i krig og sætter livet på spil, hvis de grundlæggende kun søger lyst? Det er også åbenlyst, at livets langsigtede projekter og noget så centralt som menneskers kærlighedsforhold ikke kun kan bygge på lyst, siger Niels Thomassen.
Pointen er, at ingen magter at handle rent lystbetonet og samtidig holde sammen på et ægteskab, en børneflok og en husholdning. Det er derfor begrebet i lyst og nød endnu har gyldighed.
Mens 1800-tallet med al sin romantik og utilitarisme var fyldt med lykkefilosofi, gled lykken i baggrunden rent filosofisk i 1900-tallet, påpeger Niels Thomassen. Siden de gamle grækere havde mennesker set lykke som det højeste gode, men nu overtog begrebet frihed dets status som det højeste gode. Det enkelte menneske skulle være fri til at forvalte sit eget liv. At vælge at være lykkelig eller ulykkelig.
Og dermed opstod en situation, som hverken John Stuart Mill eller nogen anden filosof kunne forudse i 1800-tallet. Lykke ophørte med at være universelt og blev i stedet strengt personligt. Lykke ophørte med at være bundet til dyd og moral og blev i stedet noget, mennesker føler, de har ret til at forvente af tilværelsen.
I dag er der en forestilling om, at der skal ske noget nyt hele tiden. For at være lykkelig skal man opleve noget nyt, tage på spændende rejser og tjene nogle flere penge på huset. I det 20. århundrede var fornyelse og vækst nøgleordene. Selv romantikkens forestilling om den eneste ene har fået et grundskud, for også i ægteskabet mener mange, at der skal ske noget nyt, siger Niels Thomassen med henvisning til nutidens omfang af skilsmisser og ægteskabelige sidespring.
Nu har vi så taget hul på det 21. århundrede, og lykkebegrebet er vendt tillbage, nu i en betydning, hvor det handler om tillid, tryghed og tilfredhed i tilværelsen. Hvor filosoffer for 100 år siden så et lighedstegn mellem vækst og lykke, har man siden 1970erne talt om grænser for vækst, og lykke bliver nu defineret som de livsmål, der ikke kan indregnes i bruttonationalproduktet.
Indtil for 50 år siden var der en kløft imellem, hvad på den ene side den akademiske verden sagde, at lykken var, og på den anden side reklameverdenens, triviallitteraturens og udebladenes flittige brug af ordet lykke, påpeger Niels Thomassen:
I dag er den kløft jævnet ud. I dag ses lykken som et personligt anliggende. Og lykke er i dag et uspecificeret begreb, som dækker alle forestillinger om et godt liv og almindelig tryghed i tilværelsen.