Det var et syn, der kunne ryste selv hårdføre mænd dybt i sjælen: 2000 afhuggede hoveder lå stablet op som en pyramide foran sultan Süleymans telt. Ikke engang kirkens mænd var blevet skånet, for syv af hovederne tilhørte ungarske biskopper.
På denne makabre måde fejrede osmannerne sejren over Ungarn den 29. august 1526 ved byen Mohács i det sydlige Ungarn.
Krigen havde ganske vist kun varet få timer, men med sejren var sultanen pludselig blevet en politisk magtfaktor i Europa. Ungarn grænsede op til Østrig, og både den østrigske ærkehertug Ferdinand og hans bror, kejseren af Det Tysk-Romerske Rige, Karl V, frygtede, at osmannerne snart ville være i Wien, og at de måske endda ville løbe hele Europa over ende.
I år er det 500 år siden, at Süleyman I, der af Martin Luther blev betegnet som Antikrist, i en alder af 25 år kom til magten i det osmanniske imperium.
Sultanen så ikke alene sig selv som hersker over osmannerne, men også som alle muslimers overhoved. Han var overbevist om, at det var hans hellige pligt at fungere som profeten Muhammeds værktøj, og at han skulle udbrede islam ved at føre hellig krig – en pligt, som han tog meget alvorligt.
Süleymans magtovertagelse blev dermed indledningen til en årelang jihad, som han førte mod de vesteuropæiske lande, og det var ikke uden grund, at osmannerne netop under hans regeringstid i særlig høj grad spredte skræk og rædsel i Europa.
I årene op til sultanens magtovertagelse var en selvbevidst munk begyndt at gøre oprør i Tyskland. Karl V havde egentlig sat sig for med al magt at bekæmpe Luther og protestantismen, men med osmannernes fremstød i Ungarn følte kejseren sig pludselig trængt fra flere sider.
I 1529 blev Karl V’s mareridt til virkelighed: Tyrkerne stod ved Wiens bymure, og netop da truslen var størst, viste det sig, at europæerne var ude af stand til at stå sammen. Især kunne kejseren ikke regne med Frankrigs hjælp. Den franske konge Frans I følte sig truet af Karl V’s imperium og havde indgået alliancer med sultan Süleyman efter princippet: Din fjendes fjende er din ven.
Efter al sandsynlighed ville det have været en let sag for Süleyman I at erobre Wien, hvis ikke Karl V i det mindste havde haft én stærk forbundsfælle: vejret.
Igennem hele sit liv var Süleyman den Prægtiges krigstogter forfulgt af dårligt vejr. Voldsomme regnskyl forsinkede osmannernes fremmarch, skypumper hindrede transporten af de tunge kanoner, og når tropperne endelig var ført i stilling, måtte hæren ofte opgive belejringerne efter kort tid, fordi vintrene netop i det 16. århundrede for det meste satte ind usædvanligt tidligt.
Det var også tilfældet i 1529. Efter 17 dages belejring af Wien trak tyrkerne sig tilbage, fordi regnen skyllede ned, og de ikke havde proviant nok til en lang belejring.
I løbet af sine 46 år som sultan førte Süleyman 13 store krigstogter – ti på europæisk territorium, tre mod Persien og adskillige søslag i Middelhavet.
Selv krigene mod Persien blev ført som jihad, fordi de shiitiske persere i sunnimuslimen Süleymans øjne var vantro, frafaldne muslimer.
I året 1566 gjorde Süleyman et sidste forsøg på at erobre Wien, men han døde undervejs i en alder af 70 år ved den sydungarske by Szigetvar.
Alligevel havde Süleyman den Prægtiges jihad mod Europa vidtrækkende konsekvenser. Blandt historikere er der udbredt enighed om, at sultanens krigsførelse hindrede Karl V i at koncentrere sine kræfter om at slå Luthers oprør ned.
Kejseren havde ganske enkelt brug for hjælpen fra de protestantiske fyrstendømmer i Tyskland og var derfor tvunget til at affinde sig med Reformationen. Omvendt hindrede det nordeuropæiske oprør også Karl i at samle Europa bag sig og føre en effektiv krig mod osmannerne. Som den engelske historiker John Julius Norwich skriver i bogen ”Four Princes” (”Fire prinser”. Ikke oversat til dansk), sikrede tyrkerne og protestanterne uden at ville det hinandens eksistens og overlevelse.
Süleyman var i 1520 kommet usædvanligt let til magten i og med, at han ikke havde været tvunget til at få familiens blod på hænderne. Broder-, sønne- og fadermord var ellers udbredt blandt osmannerne: Den søn, der var i stand til at sætte sig igennem – om nødvendigt ved at myrde sine brødre – overtog tit magten. Ofte udviklede familiefejderne sig til det rene blodbad, hvor ikke alene brødrene, men også deres børn, deres gravide hustruer samt gravide slavinder blev dræbt. Süleymans egen far, Selim I, havde for eksempel dræbt sine brødre for at blive sultan, og som sultan gik han endnu videre og slog tre af sine sønner – men ikke Süleyman – ihjel for at undgå et eventuelt kup fra deres side.
Süleyman begik i løbet af sin regeringstid ligeledes sønnemord. Historiske kilder har igennem århundreder skildret slavinden Roxelane – Süleymans store kærlighed – meget negativt, fordi hun stod bag en intrige imod Süleymans ældste søn, Mustafa, som sultanen havde fået med sin første hustru Mahidevran. Det er uvist, om Mustafa virkelig planlagde at styrte sultanen, sådan som Roxelane påstod, men det er i hvert fald en kendsgerning, at Süleyman gav ordre til, at både Mustafa og også dennes søn, sultanens eget 11-årige barnebarn Mehmed, skulle henrettes.
I løbet af de seneste 50 år er historikere begyndt at se anderledes på Roxelane. For eksempel mente franskmanden André Clót i 1983, at Roxelane havde været tvunget til at bekæmpe Mustafa, fordi Mustafa ellers ville have dræbt de sønner, som hun havde med Süleyman.
”Hun havde ganske enkelt intet andet valg,” skrev André Clót i bogen ”Soliman le magnifique” (”Süleiman den prægtige”. Ikke oversat til dansk).
Roxelane døde i 1558 og undgik dermed at opleve, at sultanen også dræbte en af parrets fælles børn. Sønnen Bajazet forsøgte et kup imod sin far i 1559, og derfor gav Süleyman ordre til hans henrettelse. I overensstemmelse med gældende praksis blev Bajazets fire sønner (sultanens egne børnebørn) ligeledes henrettet ved samme lejlighed.
I dag kender europæerne Süleyman I som ”den Prægtige” på grund af de imponerende moskéer – heriblandt Suleymaniye-moskéen – som blev bygget efter sultanens ordre. I Tyrkiet huskes han derimod især som ”Süleyman den Lovgivende”, fordi han i løbet af sin regeringstid udmærkede sig som jurist. Han reformerede skatte- og jordloven, indskrænkede embedsmændenes magt og gjorde det muligt for borgerne at klage over offentlige institutioner.
Sultan Süleyman blev i 1566 efterfulgt af sønnen Selim II, der hurtigt fik tilnavnet ”den drikfældige” på grund af sine alkoholproblemer, og med ham begyndte Det Osmanniske Riges langsomme undergang.