Det skrev Kristeligt Dagblad om det armenske folkedrab i 1915

Under overskriften ”Armenien og de neutrale” skrev Kristeligt Dagblad den 9. oktober 1915 en artikel (i første spalte), der tog kraftig afstand fra grusomhederne i Armenien.
Under overskriften ”Armenien og de neutrale” skrev Kristeligt Dagblad den 9. oktober 1915 en artikel (i første spalte), der tog kraftig afstand fra grusomhederne i Armenien.

KRISTELIGT DAGBLAD

Lørdag den 9. oktober 1915

Det vil desværre sikkert vise sig, at den engelske røst, som forleden opfordrede de neutrale lande til at tilkendegive deres indignation over for tyrkernes massakrer i Armenien for derigennem at betyde Tyskland, at det måtte få sin allierede til at indse, at han var ”gået for vidt” - at denne røst ikke vil få ret.

Dermed mener vi, at det utvivlsomt vil vise sig håbløst, at der fra de neutrale lande rejses en bevægelse imod myrderierne. Den vil næppe få nogen nævneværdig betydning for tyrkernes optræden og for Tysklands bestemmelse om at gribe ind.

Thi for det første synes nu begge de kæmpende magtgrupper at have tilstrækkelig vist deres virkelige væsen så klart, at der ikke længere kan være tale om nogen ændring i de neutrales opfattelse og bedømmelse af disse magtgrupper.

Vi kan i hvert fald for vort vedkommende vanskelig tænke os, hverken at sympatierne i de neutrale folk kan forandres, eller at de krigsførende magter ville lade sig påvirke eller bestemme af en smule sympati eller antipati mere eller mindre.

Hertil kommer for visse landes vedkommende en påtvungen indskrænkning i ytringsfriheden, en fortolkning af begrebet neutralitet, som tager brodden af den offentlige mening, i hvert fald i Europas neutrale lande.

Vil man have et typisk udtryk for denne tilstand, skal man læse de redaktionelle bemærkninger, hvormed regeringens hovedorgan i Danmark i går ledsagede meddelelserne om de armenske massakrer.

Bladet betegner ganske vist tyrkernes ”udryddelsespolitik” (politik er sublimt i denne forbindelse) som ”en hjerteløshed og en grusomhed, som er enestående i verdenshistorien” - det fremhæver, at over for tallet 800.000 myrdede armeniere ”blegner verdenskrigens øvrige rædsler”.

Men kort efter slår bladet rædslen hen ved at udtale, at ”indtrykket er dog mindre dybt, mindre varigt”, end da Gladstone afslørede myrderierne under Abdul Hamid. Thi, siger Politiken, ”målestokken er forrykket, begreberne er forvirrede”. - ”Krigen forrår umærkeligt, men sikkert (“)”.

Og for at understrege dette resultat slutter artiklen med følgende linjer:

”Vi gribes og indigneres et øjeblik, inden forråelsesværket fortsættes”.

I sådanne udtryk giver ”det bedste blad” sin indignation luft! Det byder et dansk blad sine læsere!

Hvis Politiken havde skrevet sådan noget lignende som dette: ”Tag jer det ikke nær, I, der har ansvaret for udryddelsen af det armenske folk - vi glemmer det hurtigt” - så var det netop sagt i få ord det, som artiklens mange ord i virkeligheden siger.

At Tyskland ikke i denne artikel er nævnt med et ord, er kun en logisk konsekvens af artiklens bestræbelse for intet at sige.

Men sandheden og virkeligheden er, at det, der sker i Armenien for tiden, råber til himlen. Sandheden og virkeligheden er, at Tyskland er så stærk og så mægtig i Konstantinopel, at det kostede kun et ord fra Berlin for at få disse skændsels-gerninger til at standse på øjeblikket.

Vil Tyskland ikke gøre det? Tilsyneladende ikke, hvis man skal dømme efter udtalelser, som indflydelsesrige skribenter i den toneangivende tyske presse er fremkommet med.

Grev Reventlow har således i det tyske agrarblad Deutsche Tageszeitung bestemt afvist tanken om Tysklands påvirkning af Tyrkiet blot af hensyn til sit forhold til De Forenede Stater. Ja, han ikke blot afviser denne tanke, han synes at forsvare selve myrderierne. Og vil man vide forklaringen herpå, så læse man blot den andetsteds i dette nummer af bladet gengivne korrespondance fra Kairo til The Times, hvori det hedder, at armenierne holdt med russerne! Deraf vil man kunne forstå, at armenierne ikke er bedre værd end at blive tilintetgjort. Sammenlign belgierne, som dog blot holdt med sig selv.

For 18 år siden gjorde Gladstone med sit berømte flyveskrift ”Det orientalske spørgsmål” et forsøg på at vække det kristne Europas samvittighed over for de Abdul Hamidske massakrer i Armenien.

Det var en af Englands største mænd, der da opløftede sin røst, og det må man ikke glemme, når nogen måske ville tænke, at det er noget sent, englænderne har opdaget, hvorledes der fares frem over for det ulykkelige lille kristne folk i Kaukasus.

Denne gang synes det at være Amerika, som er kommet først med en protest, men England har af letforståelige grunde øjeblikkelig taget sagen op.

Vi frygter, det er for sent. Hvis der af halvanden million armeniere allerede er over halvdelen myrdet, så vil resten for længst være kolde i deres grave, inden der med virkning kan protesteres.

Thi de allierede formår jo intet, Amerika er allerede afvist, og de små, neutrale lande i verden - hvem regner med dem?

Men historien vil engang dømme!

Hævnen hører mig til, siger Herren.Denne artikel fra Kristeligt Dagblad den 9. oktober 1915 er gengivet på nudansk