Prøv avisen
Interview

Ny bog: Kelterne var ikke et fælles folk

På en plade i Gundestrupkarret, der er fundet i Himmerland, ses, hvad der menes at være Cernunnos, en gud med horn, som kelterne dyrkede. Karret anslås til at være fra begyndelsen af vores tidsregning, men der er stor uenighed om, hvilket område karret oprindeligt kom fra. – Foto: Werner Forman/Ritzau Scanpix

Selvom vi ikke ved meget om kelterne, har politikere som Napoleon III og Heinrich Himmler forsøgt at bruge det myteomspundne folk til at fremme egne politiske formål

Obelix er stor, stærk, modig og vild, men også utroligt naiv – og så er han altså en af dem – kelterne.

Den kendte tegneserie ”Asterix”, der er lavet af franskmanden Albert Uderzo, handler om en keltisk stamme, gallerne, der ikke vil lade sig underkue af det romerske imperium, og netop Asterix’ bedste ven, Obelix, personificerer på mange måder de klichéer, der har verseret om kelterne i Europa i næsten 2500 år.

Ifølge diverse overleveringer var kelterne store mænd, der gerne kæmpede nøgne, og når de gik til angreb, lavede de en masse larm og brølede og skreg.

Især i landene omkring middelhavet havde kelterne i jernalderen ry for at udvise stort mod under kamp, men også for at være meget enfoldige. Den antikke græske filosof Platon misbilligede kelternes drikfældighed, og hans elev, Aristoteles, kaldte dem for ubeherskede og kaotiske.

Kelterne har efterladt sig mange spor – ikke mindst i Sydtyskland og Frankrig, men alligevel er vores viden om dem meget begrænset eller bygger ligefrem på myter og legender i stedet for realiteter.

I Tyskland er bogen ”Die Kelten. Geheimnisse einer versunkenen Kultur” (Kelterne. En forsvunden kulturs hemmeligheder) udkommet, hvori en række historikere og arkæologer gør op med diverse overleveringer og forsøger at give et billede af kelterne baseret på historiske og arkæologiske kendsgerninger.

Teksterne er redigeret af historiker Eva-Maria Schnurr, der også selv har skrevet flere kapitler i bogen.

Eva-Maria Schnurr, var kelterne virkelig en så homogen gruppe, at man kan kalde dem et folk?

”Nej, i hvert fald ikke etnisk set. Kelterne havde hverken et fælles enhedssprog eller en fælles kultur, og de var heller ikke samlet under en fælles statsstruktur. Faktisk er det langt nemmere at sige, hvad kelterne IKKE var, hvis man ser på de mange myter om dem. Det var ikke dem, der byggede Stonehenge, de opfandt ikke det irske kors med det tilsyneladende så typiske keltisk snoede mønster. De var ingen gralsriddere. Og først og fremmest var de intet fælles folk.”

”Begrebet ’keltere’ skal snarere opfattes som en samlet betegnelse for mange forskellige befolkningsgrupper, der levede i jernalderen i Mellem- og Vesteuropa. Disse grupper talte formodentligt sprog, der lignede hinanden så meget, at de kunne gøre sig forståelige indbyrdes, men alligevel var der forskel på grupperne, ligesom der i dag er forskel på en hollænder og en dansker. Det er altså mere end tvivlsomt, om kelterne betragtede sig selv som et stort, fælles folk. Sandsynligvis definerede hver enkelt kelter sig snarere som tilhørende en bestemt stamme eller familieklan.”

Hvorfor ved vi i dag så lidt om kelterne i forhold til for eksempel romerne?

”Det er så kompliceret at danne sig et rigtigt indtryk af kelterne, fordi de næsten ikke har efterladt sig skriftlige kilder. De havde intet skriftsprog og skrev intet ned. Det vil sige, at de eneste skriftlige kilder, der beskæftigede sig med kelterne, var deres fjender, nemlig græske og romerske historieskrivere, og dem kan man ikke altid stole på. Mange af disse kilder er upræcise eller gengiver blot noget, de har hørt andre fortælle, og i nogle tilfælde er der ligefrem tale om propaganda, hvor kelterne fremstilles som et stereotypt fjendebillede.”

”Til gengæld kan man sige, at ’jorden ikke lyver’. De talrige fund, som arkæologer kan tilordne en vidtspændende keltisk kulturkreds på grund af genstandenes påfaldende fællestræk, indeholder ofte flere konkrete informationer end de historiske kilder.”

Hvad fortæller de arkæologiske fund os så om kelterne?

”Kelterne levede i Europa i den yngre jernalder, og især Schweiz, Østrig, det sydlige Tyskland og store dele af Frankrig, men også dele af Tjekkiet, udgjorde igennem århundreder et vigtigt kerneområde for de keltiske stammer.”

”Overalt i dette store område var for eksempel en bestemt form for begravelsesskikke meget udbredt: Vigtige personer blev begravet i gravkamre i store jordhøje i både Lavau og Vix i Frankrig men også i Glauberg og Heuneburg i Tyskland. Der var også stor lighed på de gaver, som de døde fik med i gravene. Det var blandt andet meget populært at give de døde kar og potter med på deres sidste rejse.”

”Åbenbart var det vigtigt for kelterne, at deres afdøde var i stand til både at fejre og også være vært for gæster i det hinsides. For det meste var det mænd, der blev lagt i de store, prægtigt udstyrede grave, hvorimod de fleste kvinder og de mænd, der befandt sig længere nede på samfundsskalaen, som regel blot endte som aske på en mark uden hverken urne eller gravgods.”

”Det tyder altså på, at der eksisterede en meget stærk hierarkisk orden i kelternes samfund, og at der var stor forskel på mand og kvinde og på fattig og rig.”

Hvad levede kelterne af?

”De spise hovedsageligt de dyr, de havde tæmmet, altså svin, kvæg, får og geder. Den jævne kelter skyllede maden ned med øl lavet af hvedemel og byg, mens overklassen havde råd til honningvin.”

”Kelterne var dygtige handelsfolk og håndværkere, og salt og jern var deres vigtigste råvarer. Ofte slog stammerne sig ned i områder med saltminer eller jernmalm, og disse områder udviklede sig til store befolkningscentre. Salt var dengang lige så værdifuldt som guld, og kelterne benyttede det til at gøre levnedsmidler, huder og pelse holdbare, og jernmalmen forarbejdede de til jern og smedede våben og værktøj.”

Hvorfor forsvandt kelterne fra Europa?

”I år 49 f.Kr. vandt romerne under Julius Cæsar et afgørende slag imod kelterne. Netop kelternes manglende evne til at se sig selv som et samlet folk har sikkert spillet en afgørende rolle for Cæsars succes. De galliske stammer var internt uenige i deres syn på Rom, og derfor var de først alt for sent i stand til at samle sig i en fælles kamp mod romerne. Det lykkedes derefter også romerne at splitte gallerne ved at føre en politik, hvor de keltere, der valgte at acceptere romerne, blev belønnet med diverse fordele. Nogle gallere blev endda optaget i det romerske senat, hvis de valgte at lade sig integrere i det romerske rige.”

”Meget tyder også på, at store dele af den keltiske befolkning var mere end villige til at tilpasse sig forholdene under en romersk styret stat, hvor et effektivt statsapparat sørgede for ro og orden i hverdagen, hvilket sikkert var en stor kontrast til kelternes mere uorganiserede og kaotiske stammekultur.”

”Den keltiske kulturs undergang blev efterfølgende for alvor stadfæstet, da germanske stammer også begyndte at fortrænge og bekrige kelterne nordfra.”

”På de britiske øer overlevede kelterne længere, men har med tiden blandet sig så meget med andre befolkningsgrupper som for eksempel angelsakserne, at det i dag er svært at afgøre, hvad der rent faktisk er tilbage af den keltiske kultur – bortset fra et par dialekter.”

Både Napoloen III og topnazisten Heinrich Himmler interesserede sig for kelterne. Hvorfor virkede dette jernalderfolk så tiltrækkende på de to mænd?

”Kelterne er ofte blevet brugt og misbrugt politisk, og Napoleon III og nazisterne er blot to af de mest interessante eksempler herpå.”

”I Frankrig brugte Napoleon III idéen om en glorværdig keltisk fortid til at gendanne landets ære efter nederlaget ved Waterloo. Han finansierede udgravninger på tre vigtige steder i den galliske historie, heriblandt Alesia i Burgund, hvor Cæsar i sin tid vandt det afgørende slag imod den galliske høvding Vercingetorix. På den måde forsøgte Napoleon at skabe en fransk identitet, som havde rødder i både galliske og romerske traditioner. Det var for øvrigt også tanken, at den galliske identitet skulle virke som en afgrænsning over for germanerne og dermed være en historisk begrundelse for Frankrigs påståede arvefjendskab til Tyskland.”

”I Tyskland var forskning i kelternes historie højt anset under nazismen, og nazilederen Heinrich Himmler grundlagde endda et institut for keltisk folkeforskning. Nazisterne var helt klart interesseret i at undersøge keltiske udgravningssteder, og de gav for eksempel ordre til, at Glauberg i Hessen blev udforsket grundigt. Alligevel havde kelterne lidt af en ’new age-religiøs aura’ over sig, og derfor måtte de vige pladsen for germanerne, som i nazisternes øjne trods alt var langt mere velegnede til at fungere som propaganda for den nationalsocialistiske racepolitik.”

Findes der i dag også grupper, der bruger eller misbruger kelterne til egne formål?

”Ja, de findes i allerhøjeste grad. Historiker Axel Posluschny, der leder det keltiske museum ved Glauberg har fortalt mig, at han ofte finder spor efter moderne druider, der åbenbart celebrerer keltiske ritualer på Glauberg. Folk lægger endda offergaver på en stenplade på et plateau på Glauberg – gaver, som sjovt nok stammer fra nutiden og slet intet har at gøre med kelternes verden. Kelterne er altså stadig i stand til at fascinere os. De er så fjerne og gådefulde, og netop derfor kan vi projicere alle vores egne fantasier og ideologier over på dem.”

”Det er også en grund til, at vi forskere har lavet denne bog. Det er så vigtigt at have for øje, hvad vi rent faktisk ved om kelterne, og hvilke påstande der udelukkende bygger på fantasi.”