Vi sætter lys i vinduerne på årsdagen for Befrielsen den 4. maj 1945. Det er en begivenhed, der kan fremkalde gåsehud hos de fleste, der kalder sig danske eller blot kan forestille sig følelsen af at være fri af et krigsåg, der har hængt tungt over skuldrene.
For de cirka 15.000 medlemmer af det tyske mindretal i Sønderjylland er Befrielsen forbundet med anderledes følelser. Dagen markerer krigens ophør, men også indgangen til en svær tid for mindretallet: Alle 89 tyske skoler i landsdelen blev lukket ned. Tyske trykkerier og mindesmærker i landsdelen sprængt i luften. Omtrent 3500 medlemmer af mindretallet blev i de første dage efter Befrielsen arresteret og interneret, nogle i årevis. Og mens mindretallet før krigen talte op mod 30.000 medlemmer, afsvor mange nu deres tyske identitet for fremtiden.
”Det var et år, der ramte særdeles hårdt. Officielt var det først i de sidste dage af krigen, at mindretallet opgav loyaliteten over for Tyskland, og det førte til et totalt sammenbrud,” siger Tobias Haimin Wung-Sung, der er postdoc ved Center for Grænseregionsforskning på Syddansk Universitet i Sønderborg og forsker i identitet i det tyske mindretal.
I dag fylder det tyske mindretal relativt lidt i den danske offentlighed. Det undrer Tobias Haimin Wung-Sung, mindretallets lange og specielle historie taget i betragtning.
”Det tyske mindretal gør ikke meget væsen af sig. Det er lykkedes mig at gå gennem både folkeskole og gymnasium i københavnsområdet uden overhovedet at høre om det. Da jeg så fandt ud af, at vi havde et rigtigt mindretal, der ikke var indvandret, var det enormt spændende,” siger han.
Mindretallenes historie kan ikke opsummeres kort. For hvornår begyndte der at være et tysk islæt nord for grænsen og et dansk syd for grænsen? Begge dele går flere hundrede år tilbage, og i grænselandet føler mange sig hverken som det ene eller det andet, men slet og ret som slesvigere. Egentlige mindretal skabtes i 1920, hvor der blev draget en grænse, som på begge sider efterlod mennesker, hvis liv var forankret lokalt, men som ikke identificerede sig med flertallets nationalitet.
Efter Første Verdenskrig måtte Tyskland afgive territorier i en række grænseområder, eksempelvis Alsace-Lorraine til Frankrig. Og selvom grænsedragningen i Slesvig foregik eksemplarisk ved folkeafstemning, så var ønsket fra tysk side om at flytte grænsen nordpå ikke opgivet, siger Tobias Haimin Wung-Sung.
”På mange måder handlede Anden Verdenskrig om mindretal. Et af nazistyrets argumenter for at angribe østpå var ’befrielsen’ af de tyske mindretal, som boede øst for det gamle Tyskland og som efter freden i Paris og Første Verdenskrig var blevet indlemmet i nye lande. Man ville skabe det berømte ’lebensraum’ for tyskerne, og det tyske mindretal i Danmark er en del af den fortælling,” siger han.
Op gennem 1930’erne øgedes forventningen om, at det tyske mindretal arbejdede aktivt for en ny grænsedragning og for Tyskland i det hele taget. Og det er i dag ingen hemmelighed, at det tyske mindretal var stærkt nazificeret op mod og under Anden Verdenskrig, forklarer Tobias Haimin Wung-Sung.
”I mindretallet vidste man jo godt, at der boede langt flere dansksindede i landsdelen. Men der var kun én officiel linje i mindretallet frem mod 1945, og den var nazistisk. Det er klart, at der fandtes grupper, der ikke var nazistiske eller var neutrale. Men overordnet var både mindretallets politiske parti og organisationerne inspireret af nazismen og lagde sig i kølvandet på den,” siger Tobias Haimin Wung-Sung.
Flere end 2000 mænd fra det tyske mindretal meldte sig til tysk fronttjeneste, fortrinsvis i Waffen-SS. Desuden gjorde medlemmer af mindretallet tjeneste i diverse bevæbnede og uniformerede korps i Danmark. De stod vagt ved tyskejede virksomheder og udgjorde et beredskab i det tilfælde, en tysk invasion af Sønderjylland skulle finde sted.
Hinrich Jürgensen, der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger, der i dag er det tyske mindretals paraplyorganisation i Danmark, havde en far, der blev hvervet til en nazistisk ungdomsorganisation under krigen.
”Man samlede ungdommen fra det tyske mindretal i forsamlingshuse, stillede dem op på række, og der var ikke noget med lige at åbne et vindue og stikke af. Med det enorme pres fra mindretalsledelsen var det svært ikke at melde sig som frivillig,” siger han.
”Det skal ikke undskylde det, men det er med til at forklare, hvorfor nogle gjorde, som de gjorde.”
Helt ind til de sidste dage af Besættelsen holdt mindretallet overordnet set fast i deres støtte til det nazistiske styre. Hinrich Jürgensens far var 19 år gammel, da Befrielsen kom i maj 1945. Som et led i retsopgøret blev han arresteret og interneret i Fårhuslejren på linje med omtrent 3500 andre medlemmer af mindretallet, primært mænd. Han sad der i halvandet år i alt og fejrede sin 20- og 21-årsfødselsdag der. Han talte ikke om den tid med sin familie før til allersidst i livet.
”Han sagde, at de år havde været nogle af de værste i hans liv, og det var først kort før sin død, at han tog sin familie med derned og viste os barakkerne,” siger Hinrich Jürgensen.
En del af dem, der sad i Fårhuslejren, blev aldrig dømt. Der opstod i lejren det, man efterfølgende har kaldt ”Fårhusmentalitet”: en grundlæggende følelse af uretfærdig behandling og et stærkt indre sammenhold. Tobias Haimin Wung-Sung forklarer det således:
”Det er den idé, at man er et dobbeltoffer, fordi man først bliver lovet et rige, hvis man kæmper for Tyskland. Og bagefter straffes man af den danske stat. Og det er interessant at tænke over den loyalitetskonflikt, der har været,” siger han:
”Man er dansk statsborger, men kun fordi grænsen blev lagt, hvor den blev lagt. Man er loyal over for sit land, men de, der bor omkring én, anser én for illoyal.”
Alt i alt var det en helt særlig situation, de danske politikere stod i, mener Tobias Haimin Wung-Sung.
”Nogle mente, at folk, der tilhørte mindretallet, skulle landsforvises og fratages deres statsborgerskab, det gjaldt især dem, der havde været frivillige på tysk side. Men det skete ikke. Og jeg mener egentlig, at de danske politikere var ganske påholdende i deres hævntørst. Der var mange, der fik nedsat deres straf, og ser man på den lynchstemning, der fik lov at herske andre steder i Europa, og som også var her i Danmark blandt menigmand og frihedskæmpere, så kan man også spørge til, hvad alternativet havde været. Jeg har talt med medlemmer af mindretallet, der stadig i dag tænker: ’Hvis ikke interneringen var sket – hvad havde folkedomstolen så gjort med os?’,” siger han.
Forskeren har også oplevet en stor anerkendelse hos det tyske mindretal af, at noget måtte gøres. At interneringen, selvom den af mange oplevedes som uretfærdig, også blev et vendepunkt. Men Anden Verdenskrig og efterspillet betød så også, at mange ’faldt fra’.
”Jeg har talt med en kvinde, der reflekterede over sin barndom i 1950’erne, og hun fortalte, at der var rigtig mange, der gik ud og købte sig en flagstang og et dansk flag, og så var dén potte ude.”
”Rigtig mange ændrer loyalitet og glemmer, at de er tysksindede, og siver stille og roligt ind i det danske flertal. Det er noget, det tyske mindretal officielt reagerer meget skarpt på, man ser det som unaturligt og illoyalt. Reaktionerne i det danske flertal er mindst lige så interessante. Det er ganske svært sådan at skifte nationalitet, men fra dansk side ses mindretallet som fortyskede danskere. Der er rigtig mange Hansen’er i det tyske mindretal, og der er ingen synlige forskelle i eksempelvis hudfarve. Så man anser det som et helt legitimt skifte: ’Nu har de, der troede, de var tyske, indset, at de er danske. Velkommen hjem!’”
Tobias Haimin Wung-Sungs opfattelse er, at krigen i det hele taget i mange tyske mindretalsfamilier ikke har været noget, man talte om, indtil for nylig.
”Det er et traume, som har været svært at bearbejde. Jeg har talt med mange, der er vokset op med bevidstheden om, at der var et eller andet i deres familie, og kunne høre forældrene tale om det, når de var lagt i seng. Efterfølgende kan man sige, at mindretallet har vedkendt sig den kollektive skyld og skam, men det har nok været en proces, som har været længere tid om at komme i gang i Sønderjylland end syd for grænsen. Det tyske mindretal har gerne villet se fremad og er i dag dem, der orienterer sig pro-europæisk og er meget hurtige til at sige, at overdreven nationalisme ikke er godt for verden,” siger han.
Fire tyske skoler genåbnede i 1946, og sidst i 1950’erne var der omkring 30 tyske skoler i Sønderjylland. I dag er der 16.
Det er Tobias Haimin Wung-Sungs opfattelse, at det tyske mindretal overordnet føler, at det har det godt i Danmark i dag.
”Men der er også en grund til, at man måske ikke er helt oppe på barrikaderne endnu og eksempelvis kræver genopbygning af de monumenter, der blev sprængt i luften efter krigen. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at man godt ved, at den historie, man har, er problematisk,” siger han.