I Sønderjylland var det ikke uden fare for danske folk at vise sig på gaden

Det dansk-tyske samliv i grænseregionen har udviklet sig forbilledligt. Men historien har budt på mange fortrædeligheder og intolerance, ikke mindst efter at Preussen satte gang i en hårdhændet fortyskning fra 1880’erne

De danskere, der kom under tysk herredømme efter 1864, havde ofte svære kår. Her er det tyske soldater, der i 1914 omringer en bygning ved Ketting Kirke på Als. – Foto: Ritzau Scanpix.
De danskere, der kom under tysk herredømme efter 1864, havde ofte svære kår. Her er det tyske soldater, der i 1914 omringer en bygning ved Ketting Kirke på Als. – Foto: Ritzau Scanpix.

”Den tysksindede del af befolkningen var nær ved at sætte byen på den anden ende, så det var ikke uden fare for danske folk at vise sig på gaden.”

Sådan beskrev sønderjyden Knud Hansen Pedersen tilstandene i Tønder ved slutningen af krigen i 1864, hvor danske soldater var flygtet fra byen, og de tysksindede borgere fejrede preussernes snarlige sejr.

Ved den efterfølgende fredsslutning måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenborg, og hermed var Knud Hansen Pedersen, sammen med to femtedele af hele Danmarks befolkning, under tysk herredømme. Sønderjyske erindringer som disse giver et billede af de stigende nationale spændinger.

Knud Hansen Pedersen blev født i Sønderjylland i 1845. Det var en tid, hvor mange tysksindede ønskede at løsrive Slesvig og Holsten fra Danmark og knytte sig tættere til de tyske riger mod syd.

”Omkring 1848 kom vor nabo, hr. Mylord fra Røddinggård, ikke så sjældent. Og tysksindet, som han var, bragte han slesvig-holstenske flyveskrifter med. Men hans agitation prellede af på faders og moders danske sindelag,” erindrede Knud Hansen Pedersen.

Samme år begyndte borgerkrigen mellem de slesvig-holstenske oprørere og Danmark. Krigen endte med en beskeden dansk sejr, og man fik igen kontrol over Slesvig og dets borgere:

”Ikke lang tid efter begyndte en massiv fordanskningspolitik. Nu skulle man have styr på den tysksindede del af befolkningen, og nøglen til at omforme deres nationale identitet, var sproget,” forklarer Hans Schultz Hansen, adjungeret professor og forskningsleder hos Rigsarkivet:

”Med den regenburgske sprogordning blev dansk det officielle sprog i skole og administration i Nord- og Mellemslesvig. I kirken var man mere forsigtig. I Mellemslesvig var der skiftevis dansk og tysk gudstjeneste, og de sydslesvigske sogne kunne helt beholde det tyske kirkesprog.”

På Tønder Seminarium var der både en dansk og en tysk afdeling. Og det var her, Knud Hansen Pedersen påbegyndte sin uddannelse til lærer, indtil krigen i 1864 brød ud. Herefter var det slut med danskundervisningen.

For efter krigen var det de dansksindedes tur til at blive underlagt en nationalitetspolitik:

”Preusserne kom til at stå for en ret hårdhændet fortyskning i Sønderjylland. Især fra 1880’erne var det et projekt at gøre sønderjyderne til rigtige tyskere i håbet om at sikre grænserne og mobilisere befolkningen omkring kejseren,” forklarer professor Hans Schultz Hansen. Fra 1889 blev folkeskolen rent tysksproget, bortset fra nogle få religionstimer, som kunne holdes på dansk.

En af de sønderjyder, der skulle gøres tysk, var bonden Hans Lorenzen, som blev født i 1878.

”Som seksårig kom jeg i skole i kommuneskolen i Kværs, og dermed begyndte den tyske påvirkning fra lærernes side at gøre sig gældende. Men hjemmets indflydelse var større. Mine forældre var gode danske folk, og de forstod at lægge den spire i mit bryst, der skal være det dejligste frø,” erindrede Hans Lorenzen.

Mange unge mænd drog i de første årtier efter 1864 over grænsen for at undgå preussisk værnepligt, og der manglede folk til at overtage gårdene. Jorderne blev solgt til pengestærke, tyske nybyggere, og det vakte bekymring blandt de dansksindede bønder:

”Den tyske flodbølge truede med at skylle jorden bort under fødderne på os,” husker en gårdejer tilbage.

Mange af de sønderjyske erindringer fortæller om diskrimination, verbale og fysiske overfald, især i de større byer, der ofte var dominerede af tysksindede. Redaktøren på den dansksindede avis Vestslesvigs Tidende, Peter Andersen Skovrøy, blev flere gange arresteret og anklaget for at trykke anti-prøjsiske artikler:

”Jeg må ikke glemme den medfart, vi led, da vi blev ført gennem Tønder bys gader til Vestbanegården, hånet af den tyske pøbel, gamle og unge, kvinder og børn, der peb og hylede og spyttede efter os. Det var en forestilling så rå og simpel, så man ikke skulle tro det.”

Og nogle bukkede under for den ihærdige fortyskningspolitik, forklarer professor Hans Schultz Hansen:

”Det var især eliten, der var tiltalt af tyskheden – embedsmænd, akademikerne, købmænd, fabrikanter og de store bønder havde brug for tyske forbindelser. Men for det meste slog politikken fejl. Det, man i stedet fik ud af det, var at gøre det danske mindretal endnu mere bevidst om sin nationalitet. Især gårdejerne, småbønderne og småborgerne i byerne holdt stædigt fast i deres danske identitet.”

Sønderjyske piger i folkedragt mellem to runesten foran Dannevirkes valdemarsmur. På et kort er navnet ”Sønderjylland” erstattet af to sorte streger. Navnet ”Sønderjylland” blev forbudt i 1895. Tegningen har været bragt i Sprogforeningens Almanak i 1910.
Sønderjyske piger i folkedragt mellem to runesten foran Dannevirkes valdemarsmur. På et kort er navnet ”Sønderjylland” erstattet af to sorte streger. Navnet ”Sønderjylland” blev forbudt i 1895. Tegningen har været bragt i Sprogforeningens Almanak i 1910.

Bonden Hans Lorenzen var én af de over 30.000 sønderjyder, der blev indkaldt til tysk militærtjeneste, og som måtte kæmpe på tysk side under Første Verdenskrig. Han vendte hjem fra krigen som invalid, med sergentrang og jernkors. Men sin danskhed havde han i beholdt:

”Deres germaniseringsforsøg strandede. Jeg, og med mig mange flere, kom hjem mere dansk end hidtil, med afsky og væmmelse i sind mod vore undertrykkere,” erindrede Hans Lorenzen.

Fredsslutningen efter Første Verdenskrig ledte til folkeafstemningen i 1920, som betød, at dele af de tabte landsdele vendte hjem til Danmark. Men nu var man mere forsigtig over for det tyske mindretal i Danmark.

”Politikerne havde erfaret, at man ikke fik meget ud af undertrykkelse, og de blev hurtigt enige om en mere liberal mindretalspolitik,” forklarer professor Hans Schultz Hansen.

”Man sørgede for at oprette tysksprogede folkeskoler eller tyske afdelinger af danske folkeskoler. I købstadskirkerne havde man tysksprogede folkekirkepræster til den tyske del af menigheden. Derudover var der adgang til at oprette private tyske skoler og en tysk frimenighed.”

De dansksindede sønderjyder følte sig frie. Hans Lorenzen, der var blevet født i det tyske rige, undervist på tysk og havde kæmpet som tysk soldat, var én af dem:

”Jeg er opfyldt af tak til Gud, at jeg har fået lov at opleve alt dette store og herlige. Vort modersmål kan nu overalt lyde frit, vort kære gamle Dannebrog vaje frit over Sønderjylland, vort største håb er gået i opfyldelse, vor kamp endt.”

Kilde: ”Vejen Hjem – Sønderjydske Skæbner 1864-1920” af Knud J.V. Jespersen.