Diplomaten, der blev kendt som Kongen af Grønland

Diplomaten Henrik Kauffmann udløste et trekantsdrama mellem Danmark, USA og Grønland under Anden Verdenskrig. Ny bog beskriver forløbet, der er en forløber til det nutidige spil om den strategisk vigtige ø

Diplomaten Henrik Kauffmann – den danske gesandt i Washington, som handlede stik imod regeringens samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig – ses her ved sit skrivebord i Washington i 1940’erne. – Foto: Frihedsmuseets Arkiv.
Diplomaten Henrik Kauffmann – den danske gesandt i Washington, som handlede stik imod regeringens samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig – ses her ved sit skrivebord i Washington i 1940’erne. – Foto: Frihedsmuseets Arkiv.

Den danske diplomat Henrik Kauffmann gav under Anden Verdenskrig USA fodfæste i Grønland til stor forbløffelse og vrede for den danske regering. I sin nye bog ”Uden Mandat” sætter Bo Lidegaard fokus på kampen om den store ø i rigsfællesskabet, som lå uberørt, men helt afskåret hen, efter at tyske tropper havde besat Danmark, mens Færøerne og Island i løbet af kort tid var blevet besat af englænderne.

”Allerede i sommeren 1939 havde Grønlands Styrelse i København fornemmet den stigende krigsfare og risikoen for, at øen ville blive isoleret. Så man begyndte at sende ekstra forsyninger til Grønland op mod udbruddet af Anden Verdenskrig. Så ved Danmarks besættelse havde grønlænderne sikret sig forsyninger til mindst to år i isolation,” fortæller historiker Bo Lidegaard, der tidligere har været diplomat og chefredaktør for Politiken.

Men der skulle ikke gå lang tid, før Grønland blev revet ud af sin isolation. På kun ét enkelt år gik Grønland fra at være en isoleret del af et splittet rigsfællesskab til at få en central og permanent plads i USA’s geopolitik:

”Grønland fik nu sine forsyninger fra USA og kom til at fungere som bindeled mellem USA og det krigsramte Europa med amerikanske landingspladser, flådebaser og vejrstationer. Efter krigen blev øen én af de vigtigste puslespilsbrikker i den nye verdens-orden. Og Grønland er fortsat en del af det amerikanske interesseområde,” siger Bo Lidegaard, som selv har en særlig tilknytning til Grønland.

Bo Lidegaard blev født i Nuuk i 1958, samme år som USA i al hemmelighed opstillede fire brintbomber på Thulebasen og for alvor indrullede rigsfællesskabets største amt i den kolde krigs våbenkapløb.

Lige siden historiestudiet har Bo Lidegaard været optaget af de grønlandske forhold, og hans seneste bog er en biografi om diplomaten Henrik Kauffmann – den danske gesandt i Washington, som handlede stik mod regeringens samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig:

”Uden at konsultere den danske regering underskrev han Grønlandstraktaten i 1941 og gav amerikanerne adgang til Grønland. Hermed igangsatte han en kædereaktion, som ikke bare kom til at forme forholdet mellem USA, Grønland og Danmark, men som også var med til at forme USA’s fremadrettede stormagtspolitik,” siger Bo Lidegaard.

Henrik Kauffmann blev født den 26. august 1888 i Tyskland som søn af en tysk mor og en dansk far. Da han var 14 år, flyttede familien til København, hvor han sammen med søsteren Bettina og broderen Axel skulle have en dansk opdragelse.

Men Henrik havde udlængsel, og som 22-årig søgte han ind i udenrigstjenesten. Først blev han udstationeret i New York i 1913, hvor han oplevede USA’s fremstormende industri og teknologi. I 1916 blev han så sendt til det danske gesandtskab i Berlin, mens Første Verdenskrig rasede:

”Kauffmann oplevede sit fødeland gennemleve skæbnesvangre forandringer. Han fulgte nederlaget under Første Verdenskrig, den efterfølgende revolution og Weimarrepublikkens opståen. Han forstod også den nye demokratiske republiks svaghed. Han tog sine indtryk og erfaringer med sig, hvor end han rejste,” siger Bo Lidegaard.

Kauffmanns diplomatkarriere bragte ham til Rom, hvor han oplevede fascismens fremmarch, og til Peking, hvor han mødte den 12 år yngre amerikaner, Charlotte MacDougall, som han giftede sig med. I 1932 flyttede parret til Oslo, og i 1939 gik turen så til Washington:

”Hverken politisk eller økonomisk var USA særlig interessant for den danske udenrigstjeneste. Det var et fjernt og isolationistisk Washington, Kauffmann blev ambassadør i, og ikke et centrum for, en global supermagt, som det er i dag,” siger Bo Lidegaard.

Men Besættelsen den 9. april 1940 skulle vende op og ned på Kauffmanns karriere og Danmarks forhold til USA.

”Kauffmann skulle nu forholde sig til en dansk regering under stærkt pres fra en besættelsesmagt. Han vidste, at selvom Danmark formelt stadig var både suverænt og neutralt, så var politikerne tvunget til at udøve en politik, der tog hensyn til tyskerne – det, som mange i eftertiden har kaldt samarbejdspolitikken,” siger Bo Lidegaard.

Både over for den amerikanske præsident, Franklin D. Roosevelt, sine diplomatkolleger og den amerikanske presse gjorde Kauffmann det klart, at han ikke ville modtage ordrer fra en dansk regering, som arbejdede under tysk protektorat:

”Jeg kom til dette land for at repræsentere min konge og et frit og uafhængigt folk. Det vil jeg stadig gøre. Det demokratiske og fredelige Danmark har måttet bøje sig for overvældende overmagt. Mit land går gennem tunge dage. Det har det gjort før. Dengang mistede vi ikke modet, og det vil vi heller ikke gøre nu. Jeg vil arbejde for én ting, genopretningen af et frit og uafhængigt Danmark. Mange vil arbejde med mig, og jeg ved, at vi vil nå målet,” meldte Kauffmann i den amerikanske radio.

Grønlands status var pludselig blevet aktuelt ved Danmarks besættelse. Amerikanerne havde før vist interesse for den store ø ved siden af Canada, men nu udgjorde Grønland et presserende dilemma for det neutrale USA:

”Hvis man lod det besatte Danmark bevare kontrollen over Grønland, ville det nærmest være at acceptere, at også Grønland var besat, og at tyskerne nu stod på amerikanernes dørtærskel. Overtog USA selv kontrollen med Grønland, ville det udefra blive opfattet som en kolonialistisk stormagtspolitik, som USA selv ville gøre op med. Og hvis man overlod Grønland til englænderne, ville man invitere den europæiske krig ind på den vestlige halvkugle,” siger Bo Lidegaard.

Amerikanerne blev yderligere presset, da englænderne og canadierne begyndte at planlægge baser i Grønland, og inden længe havde amerikanerne besluttet sig:

”Vi må sætte det i værk, helst i samarbejde med Grønland, og se at komme i gang, idet vi under alle omstændigheder bliver tvunget til det, og luftbaser er afgørende for vort forsvar. Men nu får vi helt ude ved havet en fremskudt base, som vi er nødt til at forsvare. Linjerne kommer frygtelig tæt på. Alligevel skal vi have de baser. En tysk base i Grønland ville gøre det aldeles muligt at bombe New York,” skrev den amerikanske diplomat Adolf A. Berle i sin dagbog.

Amerikanerne foretrak at forhandle direkte med de lokale landsfogeder i Grønland, som var afskåret fra det besatte Danmark. Men i Washington så Kauffmann sit snit til at få status som den sande repræsentant for dansk suverænitet.

”Kauffmann ville tilbyde amerikaneren noget, som landsfogederne hverken ville eller turde tilbyde. Nemlig muligheden for, at amerikanerne kunne blive i Grønland, efter krigen var slut. Det var et tilbud, som han ikke havde noget som helst mandat til at give, men det var det tilbud, som amerikanerne sagde ja til,” siger Bo Lidegaard.

Den 9. april 1941, ét år efter Danmarks besættelse, underskrev Kauffman Grønlandsoverenskomsten, som gav en del af suveræniteten over Grønland til USA på ubestemt tid – hverken efter aftale med de lokale landsfogeder i Grønland eller med regeringen hjemme i Danmark.

”I København blev meddelelsen om Kauffmanns usædvanlige initiativ modtaget med stor forbløffelse og vrede. Det ville uundgåeligt skabe en tillidskrise i forhold til den tyske besættelsesmagt, som også krævede Kauffmann tilbagekaldt med øjeblikkelig virkning,” siger Bo Lidegaard.

Straffen kom også prompte. Han blev tiltalt for højforræderi med muligheden for at idømme ham fængsel på livstid, og ved kongelig resolution blev han afskediget fra statstjenesten, og han fik fradømt sin personlige formue. Han fik hurtigt øgenavnet ”Kongen af Grønland”.

Men Grønlandsoverenskomsten havde sikret Kauffmann anerkendelse og beskyttelse i USA, der senere gik ind i krigen. Kauffmanns samarbejde med amerikanerne var også med til at sikre Danmarks renomme, da krigen endelig var slut:

”Da jeg afsluttede Grønlandsoverenskomsten, var jeg klar over, at det ville føre til min afskedigelse og berede vanskeligheder hjemme, men jeg vidste, at dersom jeg ikke gjorde det, ville jeg ikke bringe Amerika den hjælp, som landet ønskede til kampen mod angriberne. Hovedmotivet for mig var at medvirke til, at et stykke af Danmark frivilligt gjorde en indsats for at hjælpe den side, som jeg vidste, at praktisk hele Danmark anså for den rigtige side,” udtalte Kauffmann, da han besøgte Danmark kort efter Befrielsen.

”Kauffmann havde brudt alle diplomatiets regler og gamblet med Grønland, Danmark og sin egen karriere. Men han mente, at han havde taget ansvar som diplomat og gjort det rigtige for Danmark – og han slap af sted med det,” siger Bo Lidegaard.

Grønland blev ikke mindre interessant for USA efter krigens afslutning. Øen lå på den korteste strækning mellem USA og den nye sikkerhedsrisiko: Sovjetunionen. Den magtfulde amerikanske hær pressede på for, at USA skulle købe Grønland, men støttede også op om en anden løsning på det grønlandske spørgsmål:

„Hvis Danmark tiltræder en forsvarsaftale for det nordatlantiske område, vil det indirekte omfatte vores fortsatte rettigheder i Grønland, selv hvis danskerne modsætter sig at stadfæste vores rettigheder i en ny aftale af national stolthed og modvilje mod unødvendigt at provokere Sovjetunionen,” udtalte den amerikanske militære ledelse i 1948.

Danmark prøvede at holde sig ude af den kolde krig, men søgte i sidste ende beskyttelse hos USA. I april 1949 blev Danmark medstiftende medlem af Atlantpagten, og amerikanerne havde sikret deres baser i Grønland uden trusler eller opkøb af territorier.

”Det gik for alvor op for mig i arbejdet med denne bog, hvor afgørende det grønlandske trekantsdrama blev, ikke bare for Danmarks og Grønlands placering i den nye verdens-orden – men for USA’s selvforståelse og ageren som stormagt. Og Kaufmann er med hele vejen og præger forløbet, ofte uden opbakning fra den danske regering,” siger Bo Lidegaard.

Amerikanernes interesse i Grønland vokser fortsat. På øen findes kostbare mineraler og metaller, og klimaforandringerne vil medføre nye sejlruter i Arktis. Rusland og Kina har etableret nye handelsruter og militærbaser i området.

”Når amerikanerne viser fornyet interesse i Grønland med millioninvesteringer og oprettelsen af et konsulat, er det selvfølgelig et tegn på, at Arktis igen er blevet vigtigere strategisk, og at USA agter at fastholde og udbygge sin tilstedeværelse i Grønland. Men det er samtidig en fortsættelse af det trekantsdrama som Kauffmann udløste i 1941. Det nye er, at Grønland selv er blevet en vigtigere og mere selvstændig aktør, og de beslutninger, der nu træffes i Nuuk, vil få stor betydning også for de andre aktører i dramaet,” siger Bo Lidegaard.

Uden mandat – En biografi om Henrik Kauff-mann. Af Bo Lidegaard. Gyldendal. 560 sider. 305 kroner. Udgivelsesdato: Den 4. maj 2020.