Djengis Khans vilde ridt imod civilisationen

Djengis Khan erobrede med sine horder store dele af kloden og udøvede hidtil uset brutalitet. Det 13. århundrede, hvor han indtog Centralasiens stepper, er kendt som et af de blodigste i historien, men kun lidt er kendt om den mongolske rytters gode sider, herunder indførelsen af diplomatiske retningslinjer, der bruges den dag i dag

Djengis Khan, her portrætteret på et maleri fra det kinesiske Yuan-dynasty i det 14. århundrede, har - som det fremgår af ryttertegningen ovenover - et blodtørstigt ry. Men faktisk stod den mongolske leder blandt andet bag det første postvæsen, ligesom han indførte immunitet for diplomater.
Djengis Khan, her portrætteret på et maleri fra det kinesiske Yuan-dynasty i det 14. århundrede, har - som det fremgår af ryttertegningen ovenover - et blodtørstigt ry. Men faktisk stod den mongolske leder blandt andet bag det første postvæsen, ligesom han indførte immunitet for diplomater. . Foto: og The Bridgeman Art Library.

En blodrød sol løfter sig over Mongoliets stepper. Med sig op over horisonten bringer den røde skyer, som langsomt spreder sig ud over det enorme landskab. Under dem ligger græsstepper og bjerge, som i årtusinder har huset nomader og klaner.

LÆS OGSÅ
: Djengis Khan hyldes i ørkenen

På grund af nomadernes krigeriskhed begyndte kineserne allerede før vores tidsregning at bygge en stor mur for at holde dem ude. Dog hjalp den ingenting mod den leder og hans horder, der 1400 år senere for ud over stepperne og Gobiørkenen på hesteryg og mod nord, syd og vest erobrede verden stykke for stykke. Den røde sol fortæller om, hvor blodige hans erobringer var dengang, men ikke om, hvor stor en indflydelse han ville få på verden sidenhen.

Mongoliets stepper synes endeløse. Kilometer efter kilometer fylder de landskabet, og kun bakker og bjerge bryder ensformigheden op. Det var her, at klaner og familier i flere hundrede år før Djengis Khan havde kæmpet om magt, adgang til naturens sparsomme ressourcer og handelsruterne. Silkevejen var allerede befærdet, men Mongoliet og ikke mindst Gobiørkenen var berygtet og frygtet på grund af mongolernes brutalitet og kampvilje. Dog kæmpede de mest internt. Tatarerne i øst mod naimanerne fra vest og keraiterne fra syd mod merkiterne i nord. Det var under disse endeløse klankampe, at Temudjin, senere kendt som Djengis Khan, blev født i 1162.

Som barn af en mægtig mand blev han som niårig sendt ud for at finde en brud. Han valgte Byrte, datter af en af faderens venner, men da hun blev bortført nogle år senere, begyndte Temudjin at røre på sig. Faderen var i mellemtiden blevet forgiftet af tatarerne, og der var derfor nok vrede i den unge mand til først at kæmpe om og vinde Byrte tilbage og senere gengælde faderens død.

I 1206 havde Temudjin underlagt sig alle Mongoliets klaner og blev samme år udråbt til stor-khan. Han tog navnet Chinggis Khan eller Djengis Khan, som vi kender ham som i Vesten, og eftersom hans hjemland nu for første gang var samlet, begyndte han at vende blikket mod landene på den anden side af stepperne.

Lige siden Djengis Khans utrolige ridt fra Mongoliet til Europa har myter verseret om manden og hans grusomhed, men knap så meget om hans fremsynethed. For Djengis Khans var mere end blot en kriger og erobrer. Han synes at være en kompleks person, for selvom han hverken kunne læse eller skrive, gav han skattelettelser til blandt andet lærere og læger, indførte det første moderne postvæsen og samlede mongolerne, selvom der ingen forhistorie var for, at de skulle være ét folk. Han formåede også, på trods af sin egen nomadiske barndom, at fastsætte regler i en civiliseret verden, der stadig den dag i dag er kendte.

Ikke mindst er hans indførelse af datidens immunitet for diplomater og ambassadører iøjnefaldende. På slagmarken var det nemlig nærmest almindeligt at kidnappe eller myrde fjenden og hans udsendinge, men Djengis Khan mente ikke, at det var disse eller borgerne i de erobrede områder, der skulle lide. I stedet var det de ansvarlige for krigsførelsen eller dem, der ikke ville overgive sig nemlig konger og aristokratiet.

Det er måske hans hårdhændede omgang med denne samfundsgruppe, der stadig selv efter 800 år giver ham et dårligt ry. Eller henrettelser af hele byer som straf for at nægte at overgive sig, der har fået nogle historikere til at udnævne det 13. århundreder som et af de blodigste i verdenshistorien. Men andre er uenige. For selvom Djengis Khan var barsk og grusom, tyder noget på, at han ikke var så slem som først antaget, mener Jack Weatherford, der er forfatter til bogen Genghis Khan and the Making of the Modern World.

Mongolerne kunne ikke selv skrive historien. Det gjorde de besejrede. Hans brutalitet er derfor overdrevet, og hans brud med den gamle verden måske ikke beskrevet, som man ellers kunne ønske.

At Djengis Khans strategi bar frugt, vidner ikke blot størrelsen af de erobrede arealer om. På blot 50 år underlagde han sig ifølge Jack Weatherford mere end dobbelt så store landområder som noget andet menneske i verden før eller efter ham, og det med blot 100.000 ryttere.

Dog skal hans virkelige eftermæle ikke findes på slagmarkerne, men i den omvæltning, han selv og hans mænd påførte verden. For i kølvandet på krigene bragte Djengis Khan også religionsfrihed til de erobrede folkeslag, åbnede for frihandel og gav immunitet til diplomater, forklarer Jack Weatherford.

Lige meget hvordan man ser det, så er det, Djengis Khan opnåede, af næsten ufattelige dimensioner. Han omdannede Silkevejen til, hvad der kan kaldes verdens største og første frihandelszone, og indførte et lovsæt, der også gjaldt ham selv. For datiden var det fremsynet.

Heller ikke Rolf Gilberg, formand for Dansk-Mongolsk Forening og tidligere museumsinspektør ved Nationalmuseet, er i tvivl om Djengis Khans betydning for eftertiden. Og ikke mindst for mongolernes selvforståelse, for under storkhanen blev nomaderne endelig til ét folk, siger han. Også han mener, at Djengis Khans ry for at være grusom er stærkt overdrevne, for han handlede ikke af lyst til grusomhed, men for at holde sammen på riget, og han kunne endda tilgive sine fjender.

Og dog var det frasagnene om hans brug af folkemord og tortur mod fjender uden for Mongoliets grænser, der gjorde Djengis Khan og hans efterkommere berygtede, ikke bare for eftertiden, men også i samtiden. I 1241 besejrede de mongolske rytterne europæiske styrker ved Legnica i Polen, og et angreb på Europas hjerte syntes uundgåeligt. Rygterne begyndte straks at svirre om de grusomheder, der nu ville overgå kontinentet, men bedst som mongolerne gjorde klar til angreb, vendte rytterne om. På grund af storkhanens søn Ugedeis død var de pludselig blevet kaldt tilbage til Mongoliet for at vælge en ny storkhan, forklarer Rolf Gilberg, og det reddede Europa.

Usikkerheden omkring den største af mongolernes storkhaners metoder får dog ikke manden bag myterne til at blegne i mongolernes øjne. Selv i dag er han en folkehelt. Han samlede landet for første gang og gav nationen en historie og stolthed, som ingen før eller siden har kunnet gøre ham efter. Alligevel er der forbløffende få monumenter til hans ære i Mongoliet i dag. Hans grav ligger et sted i landets nordøstlige hjørne, for det var ikke ham, man skulle huske, mente han selv, men hans gerninger.

I hovedstaden, Ulan Bator, ses hans navn ofte, fordi øl, vodka, chokoladebarer, restauranter og andet er opkaldt efter ham, men på pladsen, hvor parlamentet ligger i dag, har han kun én statue. Og selvom den er stor, er den gemt væk bag en anden mere iøjnefaldende af Damdin Sükh-baatar, der betragtes som det moderne Mongoliets landsfader.

Heller ikke i landskabet er der tegn efter manden, som samlede stepperne og gjorde dem til en nation. Intet mausoleum giver hans efterfølgere et sted at søge til for at hylde ham, og ingen ved med sikkerhed, hvor hans grav ligger. Indtil Sovjetunionen i 1921 gjorde Mongoliet til en satellitstat, vajede Djengis Khans banner et sort flag over Shankh-klosteret i den centrale del af landet, men af frygt for nationalisme blev det pillet ned. Siden har ingen set det, skriver Jack Weatherford, der har rejst i landet for at lokalisere en gravplads eller et levn af storkhanen.

Dog er der ingen tvivl om, at Djengis Khan aldrig har forladt de mongolske hjerter eller tanker. 800 år efter hans død er han stadig på alles læber, og selv under sovjettiden, hvor forskere havde dødstrusler hængende over hovederne, bestræbte de sig på at tolke de få skrevne kilder, der var fundet om hans liv og erobringer. Arbejdet går i dag hurtigere end under sovjettiden, da de nu kan arbejde åbenlyst og samarbejde med internationale forskere, men Djengis Khan ligger stadig begravet et ukendt sted under den blodrøde sol. Derved lever hans eftermæle som både kriger og reformator mytisk videre i mongolernes eget land og på de stepper, som han selv samlede til en nation for 800 år siden, og som siden har æret hans minde.

historie@k.dk

På pladsen foran parlamentet i i Mongoliets hovedstad, Ulan Bator, er det svært at se Djengis Khan. Manden på hesten, landsfaderen Damdin Sükhbaatar, overskygger nemlig folkehelten, og kun over trapperne og gemt i indgangen kan den tidligere storkhan ses.
På pladsen foran parlamentet i i Mongoliets hovedstad, Ulan Bator, er det svært at se Djengis Khan. Manden på hesten, landsfaderen Damdin Sükhbaatar, overskygger nemlig folkehelten, og kun over trapperne og gemt i indgangen kan den tidligere storkhan ses. Foto: Anna Klitgaard.
Horden
Horden